Velkommen til drømmenes verden!

Når du bevæger dig ind i drømmenes verden, skal du ikke glemme hvor du kommer fra. Forbliv aldrig derind for længe, og styr selv din verden. Forvir ikke drømmen med virkelighed, og bevæg dig ikke for langt ind. Og skulle du dog glemme hvad du er, så håb på at broen ikke er helt ødelagt. Endnu! For hvis den er, er der ingen vej tilbage!

1Likes
0Kommentarer
584Visninger
AA

1. Velkommen til drømmenes verden!

Velkomme til drømmenes verden!

Måneskinnet gled hen over hendes skinnende ansigt, mens hun gik stille gennem en forandret verden. Hendes verden. De svagt røde brosten under hendes fødder fløj igennem luften, og byggede en bro, for at hun ikke skulle falde. ”Falde hvorhen” tænkte pigen, men hun havde travlt, og smed tanken ned i den sø, på hendes venstre side. Tanken blev herefter flået i stykker af piraterne, og aldrig set igen. Da de røde brosten fandt deres rigtige plads blev de grå og slidte, og den unge pige trådte så på dem, for at komme frem. ”Frem til hvad?” Tænkte pigen, men hun fandt svaret for enden af brostenene. Da hun trådte ned fra broen, og da hun stod fast på land, faldt broen sammen, ned i intetheden. Hun stod nu på en ø. En ø hvor ingen ville finde hende. En ø hvor hun var i sikkerhed. ”I sikkerhed fra hvad?” Tænkte pigen, men hun havde glemt det.

Hun kiggede op, og så lyseblå skyer, formet som drager, flyve hen over den fløjlsbløde himmel. Hun så den mørke kolde måne forsvinde, og den varme lyserøde sol, komme op, og give øen et rødt skær. I dette skær voksede en gammel by op. En by, så smuk, at de smukkeste blomster ville falme af bar misundelse. Pigen gik, med et roligt tempo ind i byen. Hendes hår svævede i vinden, og sky-dragerne oppe i himlen beundrede synet. Mens hun gik begyndte vinde at blæse i de blå trætoppe, og spillede den mest vidunderlige melodi. Finurlige figurer sprang frem fra træerne og hoppede ud i guddommelige danse. Alle var tilstede og deltog i herlighederne, men alligevel kendte pigen ikke nogle. ”Hvorfor kender jeg ikke nogle?” Tænkte pigen, men da en flot høj prins kom over til hende fløj tanken op til dragerne, og blev brændt af den lyserøde sol.

Prinsen gav hende en gudeskøn krone på hovedet og kronede hende til dronning. Dronning over hendes verden. Hun gik gennem byen. Forladte de dansende væsner, til hun kom til et hus. Et gammelt hus. Ældre end byen vidste hun, men uden at vide præcis hvor gammelt. For øen havde ingen historie. Ingen fortid. Igen fremtid ”Hvordan kan jeg være her hvis den ikke har nogen fremtid?” Tænkte pigen, men i samme øjeblik voksede der blomster op igennem det gamle hus, og de ødelagde tanken på vejen. Røde smukke roser fyldte revnerne i gulvet, og liljer dukkede op i vindueskammen. Pigen nærmest svævede ind i huset, for at beundre dette syn.

Da alle blomsterne så havde vokset sig store og stærke, åbnede de munden. En stor mund de havde anskaffet sig. En mund fyldt med dejlige og betrykkende ord. De begyndte at snakke. Med hinanden, og med hende. De roste hende, og sagde hun var dygtig. Der var ikke nogle der skændes, eller var sure på hinanden. Hun satte sig sammen med roserne, og de snakkede længe sammen.

Efter den ukendt tid var gået, kom en hare ind. Haren havde en stor hat på, og en avis under armen. Haren stoppede op midt i det gamle hus, og med et voksede en kæmpe lænestol op under ham. Han faldt ned i den, og åbnede avisen. Da haren sad godt, kom endnu en hare ind. Denne hare havde et forklæde på og en The kande i hånden. Haren med The kanden gik hen til den anden hare og stoppede op. Da den gjorde det, faldt et lille bord ned fra loftet, og landede på gulvet. Samtidig blev en kop blev skudt ud af væggen og landene på bordet. Haren med forklædet hældte The op i koppen, og haren med hatten tog koppen og drak af den. De smilte begge to til hinanden, men hvorfor så de ikke glade ud? ”Er de ikke glade? Er det fordi jeg er her?” tænkte pigen, og fik en ubehagelig følelse. En følelse af ikke at passe ind. Hun ville ud af huset.  Hun rejste sig, og gik hen mod døren, men da hun prøvede at åbne den, opdagede hun at den var låst. Hun kiggede rundt i værelset og alle kiggede på hende. ”Deres øjne er fyldt med had. Ingen kan lide mig” tænkte pigen, men så gik det op for hende. ”Hvem kan ikke lide mig?” ”Hvor er det jeg er? Hvor er alle dem jeg kender? Hvad er det jeg er bange for? Hvorfor har jeg ikke nogle fremtid her?” Igennem al hendes forvirring, så hun at taget var blevet revet af. Det var stormvejr udenfor. I det øjeblik blev døren revet fri, og hun begyndte at løbe. Væk fra det gamle hus. Den kolde mørke måne var igen kommet frem, og dragerne var forsvundet. Kun månelyset oplyste hendes vej. Hun løb og løb til hun kom til byen. Prinsen havde taget tronen og gjort alle væsnerne til hans slaver. Der var ingen der dansede og kun den frygtelige lyd af motorer genlyd i de nu mørkeblå trætoppe. Da hun kom til der hvor broen havde været, begyndte hun at råbe. Råbe om hjælp. Idet hun råbte kom de røde sten op fra intetheden, og begyndte at danne en bro for hende. Hun gik hen over de nu skælvende brosten, og var flere gang ved at falde. Men efter en lang tur nåede hun den anden ende af broen. Virkeligheden!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...