Stjernen

En dreng på omkring 17 år, kommer til en by tæt på Albian-Skovene. Han har vandret en lang vej igennem kongerigerne, og er nu kommet til det 3. kongerigt. Hvem er denne dreng? Hvad er hans historie? Og kan han klare tyvenes konge, der bor i skoven?

1Likes
0Kommentarer
477Visninger

1. Stjernen

1. Stjernen

Kongerige 3. En by tæt på Albian-Skovene.

 "og så var der i går aftes; Jeg gik, mutters alene, lige uden for albian-skovene. Månelyset skinnede ned over træerne, og skyggerne formerede deres eget dukketeater som de opførte for mig. Denne nat var fuglene stille. Ikke et pip kom der fra de sovende næb, oppe i træernes kroner. Alt var fuldkomment indtil jeg hørte noget. En forfærdelig lyd, jeg aldrig vil glemme. Det var lyden af sand frygt. Et skrig, så højt, at hvis byen havde været vågen, ville alle have hørt det. Men det var nat. Og byen lå stille hen. Kun jeg, kan bevidne dette maridt. Efter skriget kunne man se fuglene stige op mod månen, og det eneste man herefter kunne høre var lyden af mine pilende fødder, der vendte hjem mod byen. Efter denne skrækkelige oplevelse, har jeg undersøgt, hvad der er i skoven. Kun ét rygte har jeg hørt. Det siges, at den farligste af alle, tyvenes konge, bor i netop denne skov. Han bor på det højeste bjerg, i et tre tårnet slot. I skoven rundt om hans hus findes der så mange dødsfælder at end ikke den modigste, og dygtigste Helt vil kunne trænge igennem skoven og indtil slottet. Det siges også at han på siden af maven har et brændemærke der er formet som en 17-kantet stjerne. Udover det har jeg hørt at han er over 200 år gammel."

 "Ej. Han kan da ikke være så gammel, gamle mand!"

 En dreng på omkring 17 år, havde afbrudt den ophidsede mands fortælling. Folk havde samlet sig omkring et rundt bord, i den lokale bar. Kroejeren og hans ansatte havde også lystigt lyttet på hans historie. Når der var nogle der havde en god historie at fortælle var det næsten hele byen der kom og lyttede. Der skete ikke så meget i byen, da den lå på den yderste grænse i det 3. kongerige.

"Hey. Lille dreng! Sådan noget har du overhovedet ikke forstand på. Må du overhovedet være på en bar? Ungdommen disse dage." Sagde fortælleren, og sukkede. Nogle af andre begyndte også at sukke og give fortælleren ret. Snart var det hele baren der mente at denne ”lille” dreng ikke burde være et sådan et sted, og drengen forlod baren stille og roligt. Kun en person i baren, syntes der var noget anderledes over drengen. Bare den måde han talte og gik på, viste at han ikke var, hvem som helst. Og så var der hans tøj. Han gik klædt meget anderledes end andre i byen. Han havde luftigt tøj på der fløj i luften, og det så på en måde fint ud. Uden at være adeligt. Denne person havde ret, for dreng var ikke, hvem som helst!

 

Efter nattens lange rejse, havde han fundet hyggelig bar, i byen tæt ved Albian-skovene. Han havde travet en lang vej, men var stadig ikke træt. Hele hans liv havde han vandret rundt i verden, og denne rejse havde været barnemad i forhold til nogle af de rejser han havde været ude på. Da han trådte ind i baren, havde folk samlet sig rundt om et bord, bagerst i lokalet. Selv tjeneren og kroværten lyttede opmærksomt på den historie manden ved bordet fortalte. Drengen gik hen til bordet, og masede sig ind imellem de spændte gæster. Drengen lyttede på mandens historie, selvom han ikke så ligeså interesseret ud, som de andre gæster.

 "Udover det siges det at han er over 200 år gammel."

Drengen slog en hånd i bordet. Dog havde denne dreng mødt mange gamle mennesker, men han vidste af erfaring, at ingen ville kunne bliver 200 år gamle.

 "Ej. Han kan da ikke være så gammel, gamle mand!" Han var måske en smule grov, da han kaldte manden for gamle, for manden blev meget vred, og rejste sig fra sin stol. Drengen syntes endda at han blev en smule rød i hovedet.

 "Hey. Lille dreng! Sådan noget har du overhovedet ikke forstand på. Må du overhovedet være på en bar? Ungdommen disse dage." Manden kikkede på de andre gæster for at få lidt støtte, og støtte det fik han. De fleste a gæsterne, begyndte at snakke om hvor dårligt de unge opførte sig, mens andre begyndte at skubbe til drengen. Til sidste havde hele baren taget den beslutning at drengen ikke burde være sådan et sted. Drengen var ikke dum, og forstod en (meget) tydelig hentydning. Han rejste sig fra den plads han havde fundet og begav sig stille væk fra baren. "Disse mennesker var ikke vær at være sammen med alligevel" tænkte dreng.

 Drengen havde alligevel ikke planlagt at blive der så længe. Han var en dreng der elskede udfordringer, og den skov, lød, for ham, som en spændende udfordring. "En skov ikke engang den modigste og dygtigste Helt kunne komme igennem? Sandeligt en udfordring!" tænkte han højt, da han nåede starten af den mørke skov.

 

Natten fløj forbi oppe i det tretårnede slot. Tyvens konge sad på sin trone som han altid gjorde. Han elskede at se de små mennesker under ham, slide og slæbe, mens han kunne nyde livet, på sin trone. Mange havde udfordret ham, til kamp men ingen var nogensinde kommet i nærheden af at vinde over ham. De fleste var døde i skoven, hvor hans, syntes han selv, geniale dødsfælder var blevet sat op. Resten døde under hans lange spyd, i en fair kamp. Eller hvis fair var 30 lejemordere mod en halvdød Helt.

Tyvenes konge syntes at dette var helt fair. I hans branche var alt fair, som han selv sagde. Men denne nat, havde været helt stille og ingen var kommet forbi fælderne. Lige som han kunne lide det. Fred og ro til at nyde, sine træller arbejde hårdt.

"Livet er skønt" mumlede han til sig selv. Det var noget han gjorde tit.

 "Hvordan har jeg dog fået det så godt? Nå ja. Det er jo fordi..."

 "Min herre!" En af hans undersåtter havde afbrud ham, hvilket ikke var en god ide.

 "Hvorfor afbryder du mig mit i en vigtig samtale (med mig selv)? " råbte han højt, mens undersåtten faldt ned på knæ, af bar nervøsitet.

"Hvis du ikke har en strålende grund til at afbryde mig, bliver jeg nød til at skære din tunge af, og tvinge dig til at spise den!" Undersåtten vidste at denne trussel kunne blive virkelighed. Mange af hans kollegaer havde fået deres tunge skåret af, og om natten kunne man stadig høre, bræk-lyde, fra når de vågnede af maridt om den dag det var sket. Dette var noget undersåtten for alt i verden ikke ville have til at ske, så han tog sin tid til at vælge de rigtige ord.

 "M..min. He..herre. " begynder han stammende, men da han så sin herre tage en lang kniv frem fra hans Bælte valgte undersåtten at tage sig list sammen.

"Der er en der er kommet igennem herrernes sikkerhedsnet." sagde undersåtten.

"Nåh. Bare det? Send de 30 lejesoldater efter ham. "Sagde tyvens konge, stadig siddende med den store kniv. Undersåtten begyndte at svede, og kigge væk. Han mumlede et eller andet, men tyvenes konge hørte ikke hvad.

 "Snak tydelig foran din herre. Har du ikke nok respekt, over din herre til at snakke tydeligt. Du skal måske have en lærestreg?" sagde kongen vredt, mens kniven vandrede fra finger til finger i hans hånd.

"Undskyld min herre. De har min største respekt. Men problemet er at... At.. Han allerede har slået de 30 lejemordere." undersåtten sluttede den sidste sætning meget hurtigt, men kogen hørte ham.

 "Hvad for noget" Råbte kongen højt. Men så begyndte han at smile.

"En person der kan klare mine 30 lejemordere. Han må være en speciel mand. Send ham herind. NU.! “sagde kongen med et lille smil på læben. Han havde aldrig mødt sådan en modstander, og glædede sig til at kunne bevise, at han stadig var den bedste.

 

 Kongen sad på sin trone da en dreng på omkring 17 år kom ind. Han havde ikke en skramme, og virkede helt rolig, selvom han blev trukket ind af to vagter.

"Hvad er dette her for en spøg? Han kan da umuligt have slået mine 30 lejesoldater ihjel! Sådan en splejs. Hvad er dette for noget." sagde kongen med en meget rolig men lidt irriteret stemme.

 "Ikke for at rette dem, men jeg har ikke slået nogle ihjel" sagde drengen, med en så kold, og rolig stemme, at det forbavsede kongen.

 "De er blot bevidstløse. Der er vel igen grund til at slå dem ihjel?" fortsatte drengen. Kongen ville ikke finde sig i sådanne fornærmelser. Han måtte vise den splejs!

 "og hvordan har du så gjort det lille ven? Væltede de alle sammen over dit legetøj? Eller måske kastede du dine glaskugler efter dem?" svarede kongen igen, men en babystemme, der var så grum, at ethvert spædbarn nok ville begynde at græde.

 Drengen så ikke ud til at blive påvirket af disse fornærmelser.

 "Næh. Ikke rigtigt. Jeg vidste dem bare noget af det jeg lærte af min babysitter. Basis kampteknik. Dine mænd er ikke så dygtige som de udgiver sig for kan jeg fortælle dig. Du burde trække noget fra deres løn når de vågner, ville jeg sige." gav drengen igen.

 Kongen havde rejst sig fra sin stol og gik med hastige skridt hen mod denne dreng. Hvad bildte han sig egentligt ind? Han stoppede nogle skidt foran drengene. De stod længe og kiggede hinanden i øjnene, før kongen bad vagterne give slip på drengen. Alle de træller og vagter der var i rummet, var stoppet med deres arbejde, og kiggede på dette drama der udstillede sig mellem disse to mænd. Drengen rystede armene og stillede sig i kamp position. Denne dreng kunne fornemme, hvornår en person er ude på at kæmpe, og hvornår de bare ville snakke. Kongen kunne se at han vidste hvad han havde gang i. Han var ikke dum. Han så nu også lidt underlig ud. Som kom han langt herfra. Kongen havde ikke tid til at tænkte på disse ting. Nu skulle der kæmpes!

 "Angrib" Råbte kongen til alle hans folk i rummet. Han kiggede på alle hans træller der stormede frem på hans kommando. Der ville mindst være 70 arbejdere og 50 top trænede vagter der angreb denne dreng. Han ville ikke have en chance. "Sådan gik det når man gik op imod tyvenes konge" tænkte han, men før han overhovedet havde tænkt tanken færdig lå næsten alle hans vagter på gulvet, og de fleste af hans træller, var flygtet af bar overraskelse. Denne dreng var ikke normal. Hvem var han. Kongen faldt om på gulvet, mens Månelyset skinnede ind på ham. Et af vinduerne var gået i stykke, da en af trællene havde forsøgt at flygte ud igennem det. Drengen gik langsomt tættere på kongen. Man kunne se en bloddråbe løbe ned af kinden på drengen, mens den efterlade et rødt skinnende spor. Dåben fortsatte ned over munden hen af hagen og endte efter i et frit fald, nede på jorden lige foran kongens fødder. Kongen stirrede op på denne dreng. Det eneste der kørte rundt i hovedet på ham var spørgsmålet; Hvem var denne dreng.

 "Hv... Hvem er d...du" Fik kongen fremstammet, efter mange forsøg, men drengen behøvede slet ikke svare på spørgsmålet , da et vindstød kom ind gennem vinduet og løftede hans løsthængende trøje op. På siden af hans mave kunne kongen se et brændemærke. Brændemærket forestillede en 17-kantet stjerne, og kongen vidste præcis hvad dette betød.

 "Du... Du.. Det er dig.. Stjernen" kongens finger peget forvirret på hans mave.

 "Du er tyvenes konge. Den RIGTIGE konge af alle tyve. Du er Stjernen." Sagde den falske konge, med en blanding af frygt og overraskelse i stemmen.

"Stjernen." drengen sukkede. "Det er det dårlige kælenavn folk har givet mig. Mit rigtige navn er Paithan. Jeg kan virkelig ikke lide det andet navn. Stjernen. Det lyder som om det er noget langt oppe i himlen som ingen kan nå. Et sted folk kigger på fra med beundring, og som de ønsker at nå. Det kunne ikke være mere forkert." sagde Paithan med en glad stemme.

"Hv...hvad vi...vil du gø... Gøre ved mi....mig nu..?" spurte den falske konge nervøst da, det gik op for ham, hvor slemt det hele stod an. Han havde brugt tyvenes konges navn og rygte, og samtidig havde han fornærmet ham.

 "Med dig? Ikke noget specielt. Dine fælder var ikke nær så sjove som jeg havde regnet med, så jeg er lidt skuffet. Det er det hele. Jeg skal nå tilbage til byen inden solen står op, så jeg vil gå nu. Farvel, oh, og lad, for en anden gang, vær med at bruge mit rygte. Det er et meget slemt rygte og kun jeg kan og skal stå til ansvar for det.!" Med disse ord forladte Paithan det tretårnede slot og gik tilbage mod byen. Da han var kommet ud af slottet mumlede han til sig selv.

 "Jeg må hellere få noget strammere tøj, ellers kunne det blive kompliceret i fremtiden"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...