Love Is Hard

En indrømmelse, kan skabe kaos. Kan skabe raseri, og sorg, som for en til at blive fortvivlet. Få en til at føle sig forladt. Man kan have lyst til at beskytte andre mod ulykkeligheden, selv om det er ens egen fortvivlelse der roder rundt i følelserne. Mit bidrag til musik konkurrencen. Sangen hedder - Love Is Hard, af James Morrison, og er en af mine yndlingssange. *Historien indeholder bandeord. Så er det oplyst*

1Likes
2Kommentarer
786Visninger

1. Love Is Hard

 

Han havde sagt det direkte. Prøvede ikke at lægge skjul på det. Men på en måde fortrak jeg det også. Tingene skulle siges lige ud, der var ingen grund til at pakke det ind, det havde jeg jo altid sagt. Men alligevel føltes det knusende, at vide det så direkte. Mistanken havde jeg haft længe, men der havde altid været et lille håb. Bare det lille stykke, det håbede at jeg bare tog fejl, at jeg bare overdrev. Men beviserne var jo klare, han havde indrømmet det. Der var ingen vej tilbage til lykkelig kærlighed.

”Jeg elskede dig forfanden, dit svin!” råbte jeg i hovedet på ham. ”Men det er åbenbart ikke nok for dig, så du er nød til at gå rundt og knalde andre,” forsatte jeg stadig skrigende. Tårerne løb ned af mine røde, ophidsede kinder, og mit syn begyndte at blive sløret. Før jeg vidste at det, havde jeg automatisk givet ham en stor lussing. Der lød et højt ’klask’, og han kiggede lige så chokeret på mig, som jeg selv var. Et rødt mærke var allerede nu ved at titte frem, og jeg vidste at det var et, der ikke ville gå væk lige foreløbigt. Men så kan alle også se hvilket narhovede han er, tænkte jeg for mig selv.

Jeg gik med raske skridt ud i entreen, og fik med besvær mine sko på. Min mobil, og nøgle havde jeg lagt i min midterlomme i min hættetrøje. Jeg åbnede døren, for derefter at smække den så hårdt i jeg kunne. Naboerne nede på 1. etage havde sikkert også hørt det. Jeg traskede hårdt, og hidsigt ned af trapperne. Mit raseri var ved at koge over, og mine sårede følelser, holdte mig ikke mere i ro. Ved yderdøren smækkede jeg endnu engang døren hårdt i efter mig.

Da jeg gik ud mod gaden, kastede jeg et hurtigt blik tilbage mod lejlighedskomplekset, jeg havde kaldt mit hjem sammen med ham. Nu var den tårnhøje, grå hvide bygning ikke andet en et sted fyldt med had, og bitre minder. Så hurtigt havde mit syn på det hele ændret sig.

Jeg fandt min telefon frem, og satte ørepropperne i, og startede med at skrue højt op for Carpark North – Burn It. Musikken strøg ind gennem mine ører, og folk ved siden af, ville også nemt kunne høre med. Men lige nu var jeg ligeglad, og skulle have druknet vreden og sorgen i rock musik.

Som jeg gik ned af gaden, med stadig hastige skridt, begyndte regnen så småt at falde over mig. Saltvandet sugede sig hurtigt igennem min trøje, og der gik ikke lang tid før, jeg var fugtig og kold. Da regnen så til sidst for alvor kom, var gaden næsten tom. Ingen ville være ude i regnvejr, så folk måtte tro jeg var skør. Men jeg var ikke skør, jeg havde bare et såret hjerte. Jeg gav endelig tårerne helt frit løb igen, og fandt en bænk hvor jeg satte mig ned. Jeg begyndte at hulke højt, og begravede hovedet i mine hænder. Jeg følte mig tabt, forladt, trådt på, uelsket, bare helt fortabt. Og alt kun på grund af en liderlig højrøvet nar, tænkte jeg igen stille for mig selv.

Regnen begyndte at stille af, men det var stadig en let rest tilbage. Jeg tørrede mine øjne, men det eneste det gjorde, var at efterlade lange striber af udtværet mascara på mine hænder. Jeg havde ikke lyst til at vide hvordan mit ansigt så ud. Jeg snøftede, og igen blev mine øjne slørede. Min musik skiftede nu over til noget mere stille musik. Men det var en sang der beskrev mine følelser præcist. James Morrison – Love Is Hard. Den kunne ikke have beskrevet det bedre.

Som havde det været skæbnen så jeg et par, slentre ned ad gaden, arm i arm. De så lykkelige ud, ingen bekymringer, ingen mis tillid, ingen hemmeligheder, kun ubegrænset kærlighed. Jeg huskede selv forelskelsen. Følelsen af at intet kunne stoppe en, intet ville gå galt. Ikke for mig, ikke for os, vi elskede jo hinanden? Men jeg blev klogere.

Jeg ved ikke hvorfor, eller hvordan. Mine ben styrede nærmest sig selv, da jeg bevægede mig hen mod parret. De stoppede op, kiggede lykkeligt på hinanden, så spørgende på mig, og igen elskende på hinanden. Og der glippede det for mig. Mit raseri, mine sårede følelser, alt. Hvis ikke jeg ikke skulle være elsket, hvorfor skulle de så?

”Stop det,” skreg jeg i hovederne på dem. De så chokeret på mig, men jeg forsatte bare.

”Ved I ikke at det hele vil slutte en dag? Lige meget hvor lykkelige, og forelskede I er nu, vil det hele bryde sammen. Had, sårede følelser, knuste hjerter, følelsen af at blive svigtet af den, man aldrig troede, skulle gøre det mod en. Det vil ramme jer. Lige som det ramte mig. Så I kan lige så godt stoppe det nu, og droppe det. Det vil spare jeres følelser,” råbte jeg i hovederne på dem. De så forskrækket ud, og pigen rykkede sig tættere på hendes kæreste. Tårerne havde endnu engang fundet deres vej til mine kinder, og jeg rykkede mig nu væk fra parret, og gik stille videre. Jeg så mig ikke om en eneste gang.

Jeg vidste at det var bedst at tænke, på de gode minder, i stedet for de triste, men lige nu føltes det umuligt. Jeg kunne ikke bære det. Jeg vidste det var forkert at råbe af andre mennesker, der intet havde noget at gøre med det, men jeg kunne ikke lade være. Jeg følte mig så langt nede, som man kunne komme.

Jeg løftede mit blik mod himmelen. Grå, og fugtig. Regnende, grædende. Ligesom jeg var. Jeg begyndte igen at gå, vidste ikke hvor mine fødder vil bære mig hen. Men jeg vidste dog at alle andre steder var bedre, end hos ham.

 

It kick so hard, it breaks your bones.

Cut so deep, it hits your soul.

Tears your skin, and makes your blood flow.

It’s better that you know.

That love is hard.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...