Vil det få en ende?


2Likes
1Kommentarer
382Visninger
AA

3. Redet, eller?

Jeg var besvimet. En lyd nåede mit øre. En lyd som var alt for tæt på mig og alligevel så langt væk. Jeg kendte lyden men jeg kunne ikke placere den og vidste ikke, hvor jeg havde hørt den før. Noget, eller nogen, rykkede i mig.

”Hmpf,” mumlede jeg. Og så stoppede det. Begyndte igen. Stoppede. Det fik mine intuitioner helt op at køre og jeg slog øjnene op. Eller det troede jeg, at jeg gjorde. Jeg kunne ikke. Så kom jeg i tanke om den mørke kælder jeg var nede i og fik kuldegysninger og kvalme. Men det var anderledes. Der lugtede ikke fugtigt. Og luften. Den virkede mindre indeklemt. En hånd rørte min arm.

”Er du vågen nu?” Jeg fløj op mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Men min hjerne var ikke vågen nok til pludselige bevægelser, så mine ben knækkede sammen under mig. Men jeg ramte ikke gulvet. Nogen havde grebet mig. Nogen med veltrænede arme. Jeg ved ikke hvorfor jeg lagde mærke til sådan noget på sådan et tidspunkt! Og jeg orkede ikke at springe væk igen. Et eller andet sagde mig også at personen her var en ven. Jeg havde ingen anelse om, hvor den tanke kom fra. Det var en underlig tanke for jeg kunne jo ikke se, hvem personen var. Og hvorfor kunne jeg ikke det? Var vi i et mørkt rum eller kælder? Eller var der noget galt med mine øjne? Jeg sad på gulvet nu.

”Hvor er jeg?” spurgte jeg. Jeg kunne ikke kende min egen stemme.

”Deeet ved jeg ik. Men vi kan da finde ud af det. Kom,” svarede en … drengestemme konkluderede jeg. For ung til at kunne kaldes en mand, men stadig ret maskulin... Han begyndte at hive mig op, men jeg fjernede hånden og faldt ned på jorden. Av. Han tog fat i min arm igen, denne gang mere bestemt. Rædselen var begyndt at kravle op i mig igen. Men hvorfor? Havde mine intuitioner ikke sagt han var en ven? Og hvorfor kunne jeg ikke se?! Jeg rev armen til mig denne gang.

”Stop! Hvem er du? Hvor er jeg? Hvorfor kan jeg ikke se noget?!” spurgte jeg frustreret.

”Hvad mener du? Solen skinner. Her er masser af lys og …” han gik i stå.

”Hvad? Hvad er der?”

”Det kunne jo være at du var så meget i chok at din hjerne snyder dig til ikke at kunne se eller også … hvordan var det at være besvimet i to dage? Skete der et eller andet? Ved du hvordan du besvimede?” spurgte han indgående. Havde jeg været bevidstløs så længe? Det føltes som et par timer. Jeg kunne ikke være nok i chok til at min hjerne ville snyde mig. Jøderne i 2. verdenskrig havde haft det meget værre.

”Jeg tror ikke det kan være min hjerne. Og jeg husker kun fra før jeg besvimede. Jeg havde været i en mørk og fugtig kælder i … ja, jeg ved egentlig ikke hvor lang tid,” sagde jeg og følte mig underligt tilpas. Det var underligt at tale til en man ikke kunne se.

”Hmm. Du har måske vænnet dig til mørket. Kom nu med,” Han tog fat i min arm og denne gang gjorde jeg intet for at få hans hånd væk. Fulgte bare efter ham. Og jeg følte at jeg langsomt fik synet igen. Det var sløret, men nu kunne jeg se at vi løb igennem et par døre og kom ind i en tunnel. Der var tusmørke. Jeg kunne se okay nu. Jeg tog hånden til mig og han standsede og vendte hovedet mod mig. Jeg udstødte et gisp. Han lignede min far på en prik. Samme lyse let krøllende hår, samme nysgerrige grønne øjne, samme næse, mund og hage.

”Du ligner min far,” udbrød jeg og så ham stivne. Men han rystede det stille af sig tog min hånd og løb videre gennem tunnelen i stilhed. Et stykke tid efter kunne vi se en lyskegle, fra en jerndør, lidt længere fremme. Mit syn blev lidt sløret igen, men ikke så meget som før. Der var gået en sky for solen. Vi løb tæt på murene gennem gaderne og gjorde os så usynlige som muligt når en gruppe soldater kom forbi. Vi nåede ud af byen og han førte mig væk fra vejen. Jeg husker ikke så meget fra det tidspunkt for solen var på vej frem igen og gjorde mig mere og mere blind. Men jeg ved at vi kom til en lille lejr med en masse bål og en masse børn rundt om dem. Jeg lagde svagt mærke til der kun var omkring 12-13 voksne i nærheden. Jeg faldt derefter ned ved et bål og faldt i søvn med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...