Vil det få en ende?


2Likes
1Kommentarer
385Visninger
AA

4. Lidt almindeligt i det kaotiske

I de følgende dage blev jeg sat ind i alle de ting jeg ikke vidste om krigen. Sverige var gået til angreb på Danmark, og jeg fandt ud af at min far var flygtet fra en krig i Sverige. Han havde været deres bedste soldat. Han var flygtet her til Danmark og havde gjort Sverige temmelig sure. Nu forstod jeg hvorfor vi var taget til Danmark. Det var ellers ved at være langt tid siden, 9-11 år måske? Mine forældres undskyldning havde været at de ville prøve noget nyt. Jeg vidste ikke rigtigt om jeg følte mig lidt bedraget. Drengen der havde hjulpet mig herud hed Darin. Han havde fundet mig bevidstløs lidt væk fra den base, største delen af børnene i dette landområde var blevet ført til. Jeg fortalte hvordan de havde smidt mig ned i kælderen og jeg fandt ud af at den egentlige grund til at jeg var den eneste der skulle derned var min fars desertation. Jeg måtte have været der i 2-3 uger. Jeg forstår ikke hvordan jeg overlede så længe. Soldaterne troede jeg var død da jeg var besvimet. Jeg havde ligget på ryggen. Han kom ikke med mange detaljer, men han havde set at jeg trak vejret og havde gemt mig. Jeg havde ikke fået sagt ordentligt tak til ham endnu, og det irriterede mig. Ikke fordi jeg nogensinde havde været særlig god til sådan noget høfligheds halløj. Jeg havde været i lejren i 5 dage. Jeg gik lidt rundt mellem de mange ”grupper” af børn og ledte efter nogen jeg kendte. Jeg havde fået at vide, at der var meget lille chance for at mine forældre ville være her, men mine søskende … jeg håbede virkelig! Mens jeg gik, så jeg små piger næsten uden hår og små drenge med ar og skræmmer. Jeg kunne ikke lide at se det. Jeg fik lyst til at slå dem, der havde gjort det, mod uskyldige børn. Men hvordan skulle jeg, en svag, 15 årig pige, nogensinde kunne hamle op med en hel hær? Jeg var jo oven i købet i fare. Kitta, en sød, men lidt uhyggelig ældre dame, havde advaret mig, mod at nærme mig soldaterne. Hvis de vidste hvem jeg var, ville jeg højst sandsynligt blive taget, muligvis tortureret, så jeg kunne fortælle, hvor far var, sagde hun. Jeg fortalte hende at jeg jo ikke vidste det. ”Du kan aldrig vide hvad de gør ved dig alligevel, min pige,” havde hun sagt. Jeg gøs ved tanken. Jeg ledte lidt videre, men opgav så og begyndte at gå tilbage mod mit bål, som jeg delte med Darin, Kitta, drengen-jeg-altid-glemte-navnet-på, Frida, en lidt halv snobbet pige, og nogle andre jeg endnu ikke rigtigt kendte.

”Tarra?” lød en stemme lidt bag mig. Jeg vendte mig om og søgte efter personen, som stemmen kom fra. Jeg så ingen...

”Tarra! Det er virkelig dig!” udbrød stemmen og mine øjne bevægede sig lidt til højre, hvor jeg opdagede Silje, der gik i min parallel klasse.

”Silje!” nærmest råbte jeg af glæde. Vi løb mod hinanden og endte i et kram. Dengang alt var normalt, var vi ikke så tæt knyttet, men i dagens anledning... Et kram. Det var så frygteligt dejligt, efter at have været bange, ensom og lidt for meget igennem, på alt for få dage. Vi gav stille slip på hinanden og jeg blev opmærksom på, hvor meget hun egentlig havde forandret sig. Hvad mon hun havde været igennem? Gad vide om, jeg også så forandret ud? Krig var virkelig noget lort. Det begyndte at blive lidt akavet, men så tog Silje mig i hånden og førte mig hen mod det nærmeste bål.

”Der er nogle du skal hilse på. Kian og Karo er her også,” sagde hun. De var også fra parallellen. Vi kom tættere på og jeg fik øje på dem. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror mit ansigt var et stort smil! Karo og jeg var nogenlunde på samme bølgelængde, så det var virkelig fedt at se hende. Jeg havde aldrig rigtigt talt med Kian, men at vide at han i det mindste var her, i sikkerhed, var godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...