My kind of love 1D

Kommer snart.

13Likes
4Kommentarer
977Visninger
AA

2. Accenter og snobbede brunetter

 

Min Iphone ringede højt og jeg greb irriteret ud efter den. Klokken var ikke mere end halv seks, men jeg måtte op nu hvis jeg skulle nå min morgenløbetur. Jeg rejste mig fra sengen, og slæbte mig ud på badeværelset, hvor jeg plaskede noget vand i hovedet. Jeg redte mit lyse hår tilbage i en stram hestehale og gik tilbage på mit værelse hvor jeg fandt en pink sportsbh, en sort top, og et par små stramme sorte shorts. Tro mig, jeg kunne bære et outfit som det. Jeg tog det på i sløve bevægelser, og gik derefter ud i vores entre og tog mine løbesko på. Jeg gik ud af døren, og tog elevatoren ned. Vi boede på 12 etage, i en lækker penthouse lejelighed. Den var kæmpe, til os to mennesker, og mit værelse var større end det havde været i Miami. Jeg havde en skøn udsigt over London, et stort walkincloset, og eget badeværelse. Hvad mere kunne en pige mangle?

Selvom jeg skulle ud og løbe, så magtede jeg bare ikke trapperne. 5 minutter efter stod jeg udenfor bygningen, og gav mig til at løbe den ene vej. Jeg var ikke kendt i London så jeg valgte bare at løbe ligeud, og så vende om når der var gået et kvarter. Det gjorde jeg så, og efter en halvtime stod jeg igen i elevatoren. Da jeg stod ud af elevatoren, oppe på vores etage kom en lyshåret dreng på min aldre ud fra døren overfor os. Der var kun 2 penthouselejeligheder i bygningen, så når man tog elevatoren op til vores etage, var gangen ikke særlig lang, og der var kun to døre. Til gengæld havde de sat en lille sofa, og lagt nogle bade ud på et bord man kunne læse i hvis man fik lyst.

Han smilede til mig, og rakte sin hånd frem mod mig. ”Hej. Jeg hedder Niall. Du må værre min nye nabo?” Han smilede glad og jeg gengældte. Jeg gad ikke give ham et førstehåndsindtryk af at jeg var en bitch.  ”Hej. Jeg hedder Anastasia.. Men mine veninder kalder mig Ana. Det er mig og min far, som lige er flyttet ind.” Jeg grinte let. ”Åh, er i Amerikanere?” Jeg nikkede og han smilte. ”Jeg kan godt lide din accent. ”Han blinkede og jeg grinte. ”Jeg ville ønske jeg kunne sige i lige måde.” Jeg mente hvad jeg sagde. Jeg brød mig virkelig ikke om hans accent. Jeg måtte virkelig holde tungen lige i munden for at forstå ham. Jeg smilte undskyldende og han grinte. ”Du vænner dig nok til den” Lad os håbe det. Men hans latter var nu ret sød.

 Pludselig gik døren ind til vores lejelighed op, og min far kom ud iført jakkesæt, og så meget formel og vigtig ud. ”Åh, Hej prinsesse. Jeg tager af sted nu. Sørg nu for ikke at komme for sent din første dag” Han klappede mig i håret og steg ind i elevatoren. ”Vi ses far.” Jeg vinkede, og han svarede ” Ses prinsesse. Jeg er nok først hjemme omkring kl. 20.00. Bare ring efter pizza.” Han nåde kun lige at afslutte sin sætning inden dørene lukkede. Jeg kiggede over på Niall, som kiggede på mig. Vi tænkte sikkert det samme. Min far havde ikke så meget som skænket Niall et blik. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men jeg havde i sinde at konfrontere min far med det senere. Han ville ikke slippe godt fra det. Der var stilhed i cirka 10 sekunder og jeg kunne til sidst ikke holde det ud mere. ”Ikke for at være uhøflig, men jeg må altså gå nu. Jeg skal nå og i bad inden jeg skal i skole.” Niall nikkede, og gik hen mod elevatoren og trykkede på knappen.

 Jeg vendte mig og gik ind af døren til vores lejelighed. Inden jeg lukkede døren hørte jeg Niall sige;” Jeg håber vi ses igen Prinsesse. ” Jeg rystede bare på hovedet og lukkede døren. Klokken var kun 15 minutter over seks, så jeg havde god tid. Jeg tog et langt varmt bad og brugte et godt stykke tid på at vælge tøj, lægge makeup og glatte hår. Da jeg endelig var færdig gik jeg ud i køkkenet for at hente mine bilnøgler, men der hvor de burde ha ligget lå en seddel.

Hej Prisesse.

Glemte jeg at sige at du ikke må køre bil her?

Alders grænsen er 18år i London, så du må vente 6 måneder til du fylder 18.

Du skal tage bus nr. 21, kl. 07.44. Kom nu ikke for sent.

Elsker dig

Far.

Fucking lort. Jeg hadede offentlig transport. Klokken var kun 07.30, og alligevel valgte jeg at gå ned og vente på bussen. Jeg fandt min gamle skoletaske. Jeg fik den i gave for 5 uger siden. Så ja, den var gammel, og tog den over skulderen. U know, skuldertaske. Den var rimelig let, for det eneste der var i var mit penalhus, min notesbog og noget frugt. Jeg tog mine converse på, og greb mine nøgler, hvorefter jeg smækkede døren og tog elevatoren ned. Jeg satte mig på bænken ved busstopstedet, lige foran vores blok og kiggede ned i min telefon. Jeg følte mig ret utilpas og det var blevet en vane at når det skete så kunne jeg bare kigge ned i min telefon. Jeg kiggede først op fra skærmen da jeg kunne høre at bussen kom. Jeg lagde min Iphone i lommen, og rejste mig fra bænken. Der stod en del mennesker i jakkesæt, med mapper og aviser i hånden og ventede på bussen. Jeg stillede mig bagerst i køen, og da det blev min tur skannede jeg det buskort, jeg fik udleveret i lobbyen, i går aftes. Jeg gik roligt ned gennem bussen, og ledte efter et tomt sæde. Aller bagerst i bussen sad en pige på min alder, og kiggede ud af vinduet. Hun mindede ret meget om mig. Selvom hendes hår var mørkt og hendes øjne var grå, i modsætning til mit lyse hår og blå øjne. Vi havde samme kropsbygning, vi var begge slanke, og så havde vi de samme jeans på. Jeg genkendte også jakken fra Diors nye somme kollektion. Hun var bestemt en pige efter min smag.  Hun sad og hørte musik i nogle lyserøde høretelefoner. Jeg dumpede ned ved siden af hende, da det var det eneste ledige sæde i bussen. Hun kiggede kort på mig, og vendte så blikket ned mod sin IPod. Ikke et smil, eller et venligt nik. Fuck det. Jeg rodede lidt i min jakkelomme, og det gik op for mig at mine høretelefoner også lå der. Jeg havde alligevel ikke noget bedre at tage mig til, så jeg valgte en af mine playlister på min telefon og satte mig til at høre musik.

Pigen jeg sad ved siden af prikkede pludselig hårdt til min arm. Jeg tog mine høretelefoner ud af ørene, og hun udbrød surt. ”Jeg skal af her.” Jeg kiggede ud af vinduet og så en stor bygning foran mig. Den lå cirka 100 meter væk, og foran den strakte en lang græsplæne, med en bred sti, bygget af mursten. Et lille skilt i starten af stien sagde at det her var en skole. Welcom to Dallington High school.

 Jeg rykkede mig hurtigt ud af sædet og steg ud af bussen. Pigen jeg sad ved siden af skubbede mig til siden, så hun kunne komme forbi. Andre passagerer på min alder småløb op af stien, for at nå til time til tiden. Jeg overvejede kraftigt at følge deres eksempel, men da jeg ikke vidste hvilke timer jeg havde endnu gik jeg bare roligt op mod bygningen. Jeg gik ind af ”hoveddøren” og kiggede mig omkring. Jeg var kommet ind i en kæmpe hall, med en lang gang fyldt med skabe foran mig, og en bred trappe på hver side af mig. Udad til så skolen ekstremt fornem ud, men inden i var den ikke helt så fin. Den lignede en ganske almindelig highschool i USA. Jeg blev lettet over at se at ingen elever havde skoleuniform. Jeg stillede mig i centrum af hallen og kiggede mig omkring. Jeg skulle finde et kontor et sted. Desværre var skolen, og hallen, pakket med elever, som gjorde det svært at se noget. Jeg var også kun 165cm høj.

Da jeg havde stået samme sted i 5 min ringede en klokke højt. Alle elever styrtede febrilsk rundt, og faldt næsten over hinanden. Gangen og hallen blev tømt på ingen tid og pludselig stod jeg alene tilbage i en rungende stilhed. Great. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...