Knust glas og tårer i hjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2012
  • Status: Igang
En stille, sommerdag går 16-årige Arriana hjem fra skole. Hun ser op i himlen, og spekulerer på, hvorfor himlen er blå. Hun kan ligge og glo op i himlen 24/7, hvis det skulle være. Der er så smukt deroppe, alle de fugle skriger så ellevilde. Og et par flymaskiner racer hen over de grå skyer. Arriana når ikke at gøre noget, før hun flyver hen over luften, og lander flere meter fra, hvor hun stod. Underligt nok kan hun ikke mærke smerte eller noget. Hvad vil der ske, da Arriana vågner, og opdager at hun er et levende spøgelse..?

3Likes
12Kommentarer
746Visninger
AA

4. Lukkede, men åbne øjne

Jeg gik ud af hans og mit værelse. Jeg havde kun taget tre skridt ud af hans lejlighed, da jeg kunne mærke mig selv briste væk. I samme øjeblik gik Trey igennem mig og ud i det lune vejr. Alt blev sort, sådan som jeg stod i opgangen. Rædslen strømmede gennem mig som strøm i ledninger.
Var jeg ved at dø? Var det her sidste gang, jeg ville få lov til at se verden? Mest af alt: Hvad ville der ske?
Jeg havde ikke tænkt tanken til ende, før jeg lå i hospitalssengen. Min hals snørrede sig sammen, og nægtede adgang til luft. Jeg kunne mærke, at jeg havde alle mulige klamme tingester i munden, så jeg sørgede for at tage det roligt med vejrtrækningen. Men min krop synes at modarbejde min vilje. Jeg hostede, og hostede, og endelig gispede jeg. Luft!
Flere tusinde kilometer synes jeg at høre en kvindestemme råbe: "Arriana!"
Først efter lidt tid gik det op for mig, at jeg stadig havde lukkede øjne. Jeg åbnede dem langsomt. Først var det utydeligt. Men da det blev tydeligere, så jeg et ansigt, jeg genkendte med det samme. Mor!
Hun krammede mig, og lo, og græd på samme tid. Men hun blev trukket blidt væk af en læge. Lægen tjekkede mig langsomt og grundigt, og efter en evighed erklærede hun endelig: "Deres datter ser ud til at være ude af farezonen. Men lad hende hvile lidt. De må besøge hende om en time."
Mor rakte ud, og knugede kort min hånd, før hun gik ud med det gladeste udtryk, jeg nogensinde havde set hos hende. Jeg drejede hovedet. Og mødte det mest fantastiske. Trey. Han stod med tårevædede ansigt, og så på mig.
Jeg strakte armen ud mod ham. Der bredte sig et smil på hans læber.
"Trey..." hviskede jeg, så godt jeg nu kunne med rør i munden. Selvom han ikke kunne høre mig, så jeg hans mund forme sig, og han sagde lydløst "Arriana."
"Elsker dig," hviskede jeg. 
"Elsker dig," mimede han tilbage.
Mod min vilje faldt mine øjne i igen. Jeg ville kunne se på Trey i evigheder. Han havde det også sådan. Jeg huskede tilbage på sidste gang, hvor han var kommet hjem til mig for at hjælpe mig med mine lektier.

"Hvad er x, når y = 1899 gange 18?" spurgte jeg. Jeg sad på skødet af Trey, og prøvede at koncentrere mig. Jeg så tænktsom ud i luften, og prøvede at få min hjerne til at virke til trods for Treys hånd, der kærtegnede min lår. 
Jeg kunne mærke hans blik, og til sidst kunne jeg ikke lade vær med at spørge. "Hvad er der?"
Det trak i hans ene mundvige. "Hvad skulle der være?"
"Jo, at jeg måske havde fået et par grusomme horn midt i panden."
Han lo, og af en eller anden grund trak han mig ind til sig. "Tro mig, jeg vil stadig elske dig. Lige meget hvordan du ser ud."
Selvom jeg mest af alt havde lyst til at sidde her sammen med ham, bare helt tæt og følge hans hjerteslag, så kunne jeg ikke. Vi havde matematikprøve næste dag, og jeg ville helst ikke skuffe min mor med et 4-tal. Så jeg gjorde mig fri af Trey. "Lektier, husker du nok," sagde jeg strengt, men det blev ikke til meget. Han smilede det smil, jeg umuligt kunne modstå.
"Damn, Trey! Du er så tarvelig!" protesterede jeg.
Han sneg en hånd mellem mine lår, og jeg slog den væk. "Trey!" sagde jeg, og så anklagende på ham. "Når du er sådan her, kan jeg jo ikke bare sådan afvise dig."
Han smilede, og hans ansigt kom tættere på mit. Til sidst kunne jeg ikke længere modstå ham. Jeg tænkte: Årh, fuck matematik! Det her er meget sjovere og dejligere og skønnere.
Men han kyssede mig ikke først. Han strøg blidt mit hår væk, og hviskede i mit øre: "Trey er lig med Arriana. Y er lig med x."

Jeg ville ønske, jeg kunne have været lidt mere vågen. Bare at se Treys smukke ansigt og føle mig tryg.
Men jeg faldt ikke i søvn. Jeg 'faldt' i koma. Igen. Måske denne gang... for evigt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...