Knust glas og tårer i hjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2012
  • Status: Igang
En stille, sommerdag går 16-årige Arriana hjem fra skole. Hun ser op i himlen, og spekulerer på, hvorfor himlen er blå. Hun kan ligge og glo op i himlen 24/7, hvis det skulle være. Der er så smukt deroppe, alle de fugle skriger så ellevilde. Og et par flymaskiner racer hen over de grå skyer. Arriana når ikke at gøre noget, før hun flyver hen over luften, og lander flere meter fra, hvor hun stod. Underligt nok kan hun ikke mærke smerte eller noget. Hvad vil der ske, da Arriana vågner, og opdager at hun er et levende spøgelse..?

3Likes
12Kommentarer
748Visninger
AA

2. Knust sjæl og skadet krop

Jeg sprang op. 
Hvad var der sket? Jeg huskede ulykken. Hvad så? Var jeg så død? Alle de spørgsmål fór gennem mit hoved.
Min bedste ven gennem 13 år stod ved siden af mig, og græd, uden at jeg kunne gøre noget.
"Rina... Du må ikke. Vær sød at love mig, du ikke forlader mig. Det kan du ikke gøre mod mig!"
Matthew græd som aldrig før. Tårerne løb som vandfald, og jeg mærkede mit hjerte vende sig en omgang. 
Jeg stod op, så jeg stod foran Matthew. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, at mine ben og krop gik lige igennem sengen, som om jeg slet ikke eksisterede. 
"Matthew! Hør på mig! Jeg har det fint. Jeg mener det seriøst! Se, jeg står lige foran dig, helt rask!" 
Han hørte mig ikke. Eller også lod han, som om han ikke hørte mig. Han rørte sig ikke en dyt, og det pissede mig snart af. 
"Matthew!" skreg jeg desperat. Jeg skulle til at ryste ham kraftigt, da jeg huskede. Jeg kunne ikke røre ham. Hvad i helvede var der sket?!
Pludselig gik det op for mig, hvad han stod, og kiggede på. Mig. Den anden mig, der lå i sengen, havde rør og slanger gennem næsen, munden, i armen og på brystet. Af chok snublede jeg et par skridt tilbage. 
Da jeg hørte den alt for genkendelige stemme, sprang mit hjerte et slag over. "Matthew... Hun... Jeg... M-må jeg være l-lidt al-lene med hende?"
Det var min kæreste, Trey Trevor. Jeg snappede efter vejret, da jeg så smerten i hans øjne. De så så triste og tårevæddede ud, at jeg måtte se væk.
Matthew nikkede langsomt. Han tumlede ud af rummet. Jeg så på, hvordan Trey vaklede hen til min seng. Han tog min anden 'jeg's blege hånd, og førte den langsomt til sin mund.
Jeg gik hen til ham, satte mig på knæ foran ham, og så nøje på ham, mens jeg følte mit hjerte knugede sig. Aldrig før havde jeg set ham så ked af det. Jeg betragtede hans ansigt. Hans pjuskede, fantastisk, bløde, mørkebrune hår, som jeg så ofte havde kørte hånden igennem og elsket at mærke de bløde lokker mod min hånd. De høje kindben, som havde hvilet sig mod min hårbund. Den smukke næse, som jeg altid havde elsket at kysse. De vidunderlige, guddommelige læber, som havde kysset hvert eneste millimeter på min krop. Mens jeg så på ham, fangede jeg et glimt af skyldfølelsen i hans øjne. Hvad skulle han føle skyld over? Spørgsmålet sad fast, og nagede dybt inde i mig. Den gnavede sig helt ind til mit hjerte, og efterlod en mørk tomhed. Jeg kunne ikke fordrage, når han følte noget, jeg ikke kunne begrunde.
Jeg så på de læber, jeg altid havde elsket at kysse. Jeg kunne kysse dem i en evighed. 
Jeg følte, at jeg var tilbage på mit værelse med ham blidt oven på mig.

Han plantede små kys fra min hals til min kæbe. Han kyssede min hage, mine kinder, min pande og blidt min næse. Hans læber nærmede sig langsomt mine. Da de endelig rørte mine, fløj jeg direkte op mellem de lyserøde skyer. Jeg viklede mine ben om hans, og begravede mine hænder i hans pjuskede, bløde brune hår. Han rullede os om på den store dobbeltseng.
"Du er min," blev han ved med at gentage mod mine læber. Han kildede mig under hagen, og jeg stoppede vores kys for at le. Jeg tjattede til ham.
"Lad så vær!" udbrød jeg. Han smilede sit skæve smukke smil, som vist nok var mit yndlingssyn i hele verden. Og som jeg tilfældigvis aldrig kunne modstå... Jeg rakte ud efter ham, og trak ham igen tæt ind til mig.

"Hej..."
Trey bragte mig brat tilbage til nuet. En tåre trillede langsomt ned af hans ene kind. Jeg ville ønske, jeg kunne tørre den væk. Pokkers, at jeg var gennemsigtig!
"Det er mig, Trey. Jeg... Jeg savner dig... Jeg ville ønske, du var her, her hos mig. Jeg vil så gerne have et kram..."
"Jeg er her! Trey, se, jeg sidder lige ved siden af dig! Trey, jeg beder dig, hør på mig!"
Jeg vidste, det var nyttelyst. Men jeg kunne ikke lade vær.
Trey lænede sig forover, og kyssede mig blidt og let på munden. Jeg kunne se, at han havde lyst til et rigtigt kys.
"Jeg elsker dig, skat. Det vil jeg altid gøre. Og... Du må ikke forlade mig, okay?"
Jeg sank sammen på gulvet. Alt synes at være håbløst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...