Knust glas og tårer i hjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2012
  • Opdateret: 9 sep. 2012
  • Status: Igang
En stille, sommerdag går 16-årige Arriana hjem fra skole. Hun ser op i himlen, og spekulerer på, hvorfor himlen er blå. Hun kan ligge og glo op i himlen 24/7, hvis det skulle være. Der er så smukt deroppe, alle de fugle skriger så ellevilde. Og et par flymaskiner racer hen over de grå skyer. Arriana når ikke at gøre noget, før hun flyver hen over luften, og lander flere meter fra, hvor hun stod. Underligt nok kan hun ikke mærke smerte eller noget. Hvad vil der ske, da Arriana vågner, og opdager at hun er et levende spøgelse..?

3Likes
12Kommentarer
750Visninger
AA

3. Ægte kærlighed og et rent hjerte

"Arriana! Min skat! Hvorfor er det her sket mod dig?"
Jeg løftede hovedet med et ryk, da jeg hørte mors grædefærdige stemme. Hun kom stormende ind i lokalet med tårerne løbende om kap. Trey tørrede hurtigt sine tårer væk, rejste sig op, og gik hurtigt ud. Jeg kunne ikke bære at se mor græde, så jeg rejste mig også op, og undlod at se ned af min krop. Jeg vidste, at den var gennemsigtig.
Jeg gik efter Trey. "Jeg vil altid være hos dig, Trey. Altid. Om det så skal være med en usynlig krop eller hel krop," sagde jeg til Treys ryg.
Jeg kunne se, hvor knust han var. Ikke bare fordi hans skuldre hang ned. Jeg kunne næsten mærke den smerte, han bar på skuldrene. Han vaklede en smule, men nok til, at han stødte ind i væggen. Min hånd fór op til munden, og jeg rakte automatisk ud efter ham. Mine fingre gik gennem hans skuldre. Jeg trak hånden til mig, og græd. Hvad fanden i helvede skulle jeg gøre? Jeg kunne kun stå og se på, mens mine elskede gik gennem vand og ild. Som om jeg var en slags publikum, der var tvunget til at se på.
"Jeg er så ked af det, Trey. Jeg ville sådan ønske..." Jeg tav. Jeg ønskede så brændende, at min mor, Trey og Matthew ikke var så hjerteknust over mig.
Jeg fulgte efter Trey hele vejen hjem. Hele vejen i hans bil, sad jeg ved siden af ham, og betragtede ham. Selvom smerten stod skrevet i hans øjne, kunne jeg stadig drukne i dem. De smukke dybblå øjne med de lange øjenvipper. Og den brede babybløde læber, som let var skilte. Da han låste sig inde i den tomme lejlighed, gik han direkte ind på mit og hans soveværelse. Han faldt på knæ foran min natkjole, tog det i sine hænder, og snusede det ind. I lang tid sad han sådan. Jeg faldt også på knæ.
"Trey skatter..."
"Arriana.. Du må ikke gå fra mig, okay? Vil du ikke nok love mig det?" sagde han hæst.
"Det lover jeg. Det lover jeg med alt, hvad jeg har i mig. Jeg vil aldrig nogensinde gå fra dig. Og hvis jeg gør... mod min vilje... så må du acceptere det.  Du bliver nødt til at komme videre, gifte dig, få børn. Der kan godt være, du har sat de mål med en anden kvinde. Men hvis jeg ikke skal være din pige mere, så er der en anden heldig pige, der skal overtage rollen."
"Nej! Jeg nægter at lade dig gå så hurtigt!" Jeg fór op. Kunne Trey høre mig? For han havde da godt nok lige svaret mig.
"Kan du huske, at jeg lovede dig, at vi ville kysse på et slot? Og du kender mig nok til at vide, at jeg altid holder, hvad jeg lover."
Uden at ville, det smilede jeg. Typisk Trey altid at huske noget, der var sket eller sagt for 2 år siden.
"Ja, du kommer ikke til at slippe let for det løfte," smilede jeg.
Hans skuldre rystede, og først da jeg hørte ham hulke, opdagede jeg, at han græd. Hans gråd gik lige igennem mit bryst og direkte ind til mit hjerte, hvor den knuste alt, hvad der nogensinde var tilbage af mit hjerte.
"Du fortjener ikke det her, Trey. Du har aldrig fortjent smerte. Jeg er så ked af det. Jeg ville ønske, jeg kunne bære den smerte, du bærer på skuldrene. Hvis bare... Hvis bare du havde slået op med mig den nat... Så ville det ikke gøre så ondt på dig. Men, men jeg kunne bare ikke lade dig gå. Undskyld, at jeg er sådan et svagt menneske."  

Jeg huskede den nat, hvor jeg ''var kommet til" at kysse en anden dreng. Det var til en fest. Jeg havde danset lidt med Trey, men han havde hurtigt kommet med en undskyldning for at være lidt sammen med vennerne. Ja, jeg indrømmer, at de sidste par dage var han hele tiden sammen med mig istedet for sine venner. Men han kunne da ikke bare lyve for at komme af med mig. Så hellere sandheden. Så, for at gøre ham bare en lille smule jaloux, lænede jeg mig ind til den fyr ved siden af mig, som tilfældigvis også var lidt lækker. Men stanken der var omkring ham, var ikke til at tage fejl af. Han var skidefuld. Han smilede udfordrende til mig, og gjorde lidt mere ud af min berøring. Han lænede sig tæt ind til mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Trey skæve til vores side. Pludselig svingede ham fyren mig til side, og kyssede mig grådigt. Lige foran Trey, som måbede. Og jeg vidste, at det måtte se ud, som om jeg gengældte kysset. Hvilket jeg på ingen måder gjorde, faktisk prøvede jeg at skubbe fyren væk. Men før jeg havde fået skubbet ham væk, var Trey på vej ud. Jeg indhentede ham hurtigt.
"Trey! Trey, vent lige!" Jeg hev ham i armen, men han rev sig fri af mig.
"Trey! Trey, hør på mig! Jeg kan forklare!" Han stoppede brat, og vendte sig om mod mig, så jeg var ved at støde ind i ham.
"Forklare hvad? At du for to sekunder siden lige stod, og grovsnavede med en fyr, du ikke engang kendte? Eller gjorde du? Kender du ham?" Hans øjne lynede af vrede. Men de var samtidig fyldt med sorg.
"Nej! Nej, selvfølgelig kendte jeg ham ik..." Jeg tav, da jeg hørte, hvor dumt det lød. Hvad skulle jeg sige? 'Undskyld jeg kyssede med en fyr, jeg ikke kendte,'? Nej, vel.
"Trey... Jeg..." Jeg vred hænderne.
"Lad vær med at sige noget, Vær sød ikke at sige et ord, Arriana. Du kunne da bare sige, at du ikke vil mig mere," sagde han.
Jeg fór op. "Det må du ikke sige! Jeg elsker dig! M-men det dér var fordi..."
"Hvis du ikke kan slå op med mig, så gør jeg det for dig. Hvis du ikke elsker..."
Mere nåede han ikke at sige, før jeg greb fat i hans krave, og hev ham ind til mig. Jeg kyssede ham blidt og forsigtigt, men samtidig beslutsomt, så han skulle holde mund. Gennem kysset prøvede jeg at få ham til at forstå, hvor meget jeg egentligt elskede ham. Jeg idiot! Hvor kunne jeg tro, at man kunne leve uden venner. Først reagerede han overrasket. Så lidt afvisende. Og endelig gengældte han mit kys.
"Hold så mund! Forstå dog, at du er den, jeg elsker. Og det vil jeg altid gøre. Og undskyld kysset lige før, men jeg skal altså lige sige, at det var ham, der kyssede mig, og før jeg havde fået skubbet ham væk, var du..."
Denne gang var det ham, der effektivt lukkede munden på mig. Jeg elskede fornemmelsen af hans silkebløde læber mod mine og hans hænder på hver side af mine kinder, varm og tryg.

Mens jeg så på Trey, så hvordan tårerne efterlod en stribe efter sig, opdagede jeg noget, jeg aldrig så i hans øjne. Der var slet ikke håb i dem. Trey så altid håb i ting. Lige meget hvad. Han havde altid været optimistisk. Sommetider forstod jeg ikke, hvordan han kunne se håb i håbløse ting. Men jeg beundrede ham for hans tro. Lige nu mærkede jeg mit hjerte briste og synke ned til bunden, hvor det nægtede at stige op igen.
"Tilgiv mig, Trey." Jeg rejste mig op, og forlod ham. Enten måtte jeg vågne op af denne usynlig-men-ser-alt-tilstand, eller også... måtte jeg dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...