Altid frejdig når du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2012
  • Opdateret: 20 sep. 2012
  • Status: Færdig
"Orglet brusede, og fyldte mig med toner, toner der talte til mig, mig og ingen andre. Disse toner var mine helt private, de beskrev mine følelser og tanker, melodien kendte jeg ikke, men det betød intet. Vi skulle gå ud af kirken nu, vidste jeg, men mine ben ville ikke lystre, min far lagde blidt sin hånd på min ryg og støttede mig." - One shot udgaven er identisk med resten af historien, hvilket vil sige at novellen kun er halvt så lang som den syner :)

53Likes
148Kommentarer
4002Visninger
AA

1. one shot udgaven

 

Jeg vippede lidt med tæerne og så hvordan, de lange spidse snuder vippede med. Et stik af dårlig samvittighed fik dem til at holde op – Isabella var død, og her stod jeg bare og legede med snuderne på mine blankpudsede sko, som et lille barn ville lege med sin første rokketand. Det føltes ikke som om, jeg var mig selv, men nærmere som om jeg så mig selv udefra, som om jeg som tresårig så en dvd med mig selv: 15 år gammel stående i entréen i mit alt for voksne jakkesæt, med blanke sko, hvis snuder vippede op og ned og en alt for alvorlig mine, min alder taget i betragtning.

”Altid frejdig når du går veje, gud tør kende”

Vi var de første, der ankom. Det var så mærkelig at kigge rundt i den store tomme kirke med de mange bibelbilleder og krucifikser fint indrammede i engang skinnende guldrammer. Mine øjne søgte ufrivilligt hen mod altergangen og de mange farvestrålende bårebuketter og kranse. Den dominerende farve var mørklilla, Isabellas yndlingsfarve. Den farve havde passet til hende, kunne jeg nu se: mystisk – og hemmelighedsfuld, tænkte jeg. Det varmede mit ellers så ulykkelige hjerte en smule, at så mange havde tænkt på hende, men det gjorde mig næsten lige så ked af det, at de ikke noget tidligere havde vist hende, at de elskede hende. Det gjaldt også mig selv. Jeg fortrød. Jeg fortrød alt. Eller måske ikke alt men det meste. Alle de nedladende bemærkninger sveg i mit indre, alle de pæne usagte ord, som jeg havde skrevet i brevet til hende i går, fortrød jeg atter, at jeg aldrig, mens hun levede, havde haft modet til at glæde hende med. Mit blik blev magnetisk tiltrukket af den hvide kiste for enden af blomsterløberen, imens denne dags første tåre trillede lydløst ned over min efterårskolde kind efterfulgt af sine brødre. Hvordan kunne en kærlighed og en livsglæde så stor være i sådan en lille kiste, det var mig uforståeligt.

Jeg sad på første række i smørhullet mellem mine grædende forældre. De ville ikke miste flere børn, men jeg var ikke glad for den ekstra opmærksomhed, det var ikke dét jeg trængte til. De sidste par dage havde jeg ikke haft meget tid alene til at tænke. Jeg trængte til at løbe alene. Jeg trængte til at løbe alene på stranden. Jeg trængte til at løbe alene på stranden, imens jeg mærkede det kolde, våde sand mellem mine tæer. Jeg trængte til at løbe alene på stranden, imens jeg mærkede det kolde, våde sand mine tæer, at løbe imod horisonten trængte jeg til.  

”Selv om du til målet når først ved verdens ende!”   

Børnene havde brugt hele sommerferien på hulen ved sommerhuset. Glasvinduer og gulvbrædder havde de fået, og sågar et helt lille kaffestel havde forældrene fundet til dem på et loppemarked. Mange timer havde de brugt i deres lille hule. Denne dag var det skolebænken der kaldte, dog var begge søskende nu forfremmede til lærere, og Isabellas dukker sad derfor på rad og række parate til at modtage dagens undervisning. Efter lidt diskussion mellem lærerne omkrig hvor vidt, det var R eller I der kom efter K, bestemte de sig for, at deres elever skulle til skolelæge, og at det var meget sjovere end ABC-læren. Vejet og målt blev alle dukkerne så efter tur, men da lærernes mor kaldte og fortalte, at der var koldskål på terrassen, blev både dukker, synsprøve og hule for en tid glemt.

Præsten fortalte om Isabella og hendes liv, og med tårefyldte øjne gled mine nostalgiske tanker rundt i et barndomsunivers af minder og oplevelser, vi havde haft sammen, hende og jeg; og selv om vi ikke havde været tættere på hinanden, end de fleste andre søskende er, var vi jo alligevel knyttet til hinanden, af bånd flettet af sammenhold og solidaritet. Imens de andre i kirken, der for en dels vedkommende nok var der, fordi de synes, de burde møde op, sang om at drage ad natmørkt hav og om ikkun at stævne imod sin grav, sad jeg med min mors hånd i min og fulgte solens spil på den hvide kalkvæg. Det var så skrøbeligt og alligevel så stærkt, som en sommerfugle, der spredte sine vinger ud og for første gang opdagede, at den kunne flyve; som Isabella, som det vi havde haft sammen.

Jeg har troet på et liv efter døden siden da. Dengang i kirken indså jeg, at der ikke bare kunne være ingenting. Der måtte være noget, hvad det noget så end var. Måske ville jeg en gang i dette noget møde Hende igen. Men ville vi kunne genkende hinanden? Ville vi stadig være os? Det ved jeg endnu ikke.

”Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse!”

Det var søndag morgen, og som familietraditionen bød, havde faderen dækket morgenbord, sådan var det hver søndag, og begyndelsen af denne smukke oktoberdag var som andre søndage i den lille familie: faderen var den første der var oppe, og efter et koldt brusebad vækkede han moderen og gik derefter i gang med morgenmaden. Moderen gik også i bad, og når hun var i tøjet var drengen som regel stået op. Imens forældrene dækkede bordet, var det hans job at vække sin søster. Sådan plejede det at være, og sådan var planen også denne morgen. Men denne søndag morgen blev ikke som søndag morgner plejede at være. En solstråle faldt ind af sprækken mellem de mørklilla gardiner og ramte det fredfyldte ansigt; men det var ikke, som det burde være, kunne drengen straks mærke. På natbordet ved siden af sengen lå en dåse panodiler væltet ud og et halvtomt glas vand stod ensomt ved siden af. Hun var død, så han straks. Død.       

Hvordan kunne hun dog finde på det, hun vidste jo hvor ked af det, hun ville gøre dem? Hvordan kunne hun være det bekendt? Ønskede hun at såre dem? Gjorde hun det for at tage hævn? hvorfor havde hun gjort det?

”Med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse!”

Jeg havde ligget hulkende under skrivebordet gemt som et lille dyr under min dyne. Choir of Young Believers spillede smukt og følsomt i højtalerne. Tonerne ramte min sjæl, og fik mig til at føle, at jeg godt kunne klare det, at jeg ikke kunne gemme mig som en forpuppet sommerfuglelarve resten af mit liv. Melodien gav mig på en eller anden måde modet tilbage og for første gang siden den søndag morgen, som jeg altid ville kunne huske, kunne jeg slappe af. Til tonerne af ”Under the moon” faldt jeg i søvn.

Orglet brusede, og fyldte mig med toner, toner der talte til mig, mig og ingen andre. Disse toner var mine helt private, de beskrev mine følelser og tanker, melodien kendte jeg ikke, men det betød intet. Vi skulle gå ud af kirken nu, vidste jeg, men mine ben ville ikke lystre, min far lagde blidt sin hånd på min ryg og støttede mig. Mine øjne var våde og ligeså var kinderne. Folk jeg ikke kendte kikkede medfølende og medlidende efter os.

Kulden slog som en knytnæve imod mit allerede hærgede ansigt, da jeg trådte ud af kirken. Nu kunne jeg ånde ud. Jeg havde uden at bemærke det holdt delvist på vejret under hele prædiken. Jeg kunne mærke den kolde oktobervind igennem min blazer. Det var virkelig blevet efterår nu, opdagede jeg. De tunge grå skyer truede med at kvælde solens sidste varme. Vinteren var på vej, eller også var den her allerede. Kisten lå bag i den åbne rustvogn, kisten med min søster i. Da jeg endelig lagde den røde rose med det lilla bånd på kistens låg, kunne jeg ikke se klart for tårestrømmen. En tåre ramte et kronblad. Dette var mit farvel.

”kæmp for alt hvad du har kært dø, om så det gælder!”

Hun skulle brændes, var det blevet bestemt. Asken skulle kastes ud over havet ved sommerhuset. Ud over vores barndoms Stillehav med vanddrager og delfiner; der hvor vi var dykkere, koralrevsfisk eller astronauter. Der ville hun leve videre, sagde min mor. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg mente om idéen, men det betød vist meget for min mor og mindre for mig. For mig var det livet og ikke døden der var central. For selv om hun var død, levede minderne jo stadig i os, der elskede hende.

Rustvognen startede motoren og kørte langsomt af sted i front af det sørgende optog. Da vi nåede hovedvejen, stoppede vi. Nu havde vi fulgt hende på vej. Rusvognen kørte hurtigere og hurtigere og forsvandt til sidst i horisonten. Hun var væk, men for mig levede hun stadig.

”Da er livet ej så svært, døden ikke heller.”

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...