Someone Who Cares? - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 28 aug. 2012
  • Status: Færdig
Every street in this city, is the same to me. Everyone's got a place to be, but there's no room for me. (Mit byd på musik-konkurrencen. Det ville glæde mig hvis du kommenterede og gav den hvad du nu synes, efter du har læst den)

22Likes
64Kommentarer
1422Visninger
AA

1. Someone Who Cares?

Why is it so hard to find someone who cares about you?

When it's easy enough to find someone who looks down on you.

 

Murstenen fra bygningen bag mig skar lidt ind i ryggen. Det gjorde ikke ondt, men det var nok til at det ikke var behageligt at stå der. Alligevel blev jeg stående, hvor skulle jeg ellers opholde mig? 

Vinden legede med mit halvlange, mørke hår og gjorde det endnu mere rodet end det var i forvejen. I et forsøg på at få styr på det kørte jeg hånden gennem det, og blev endnu engang overrasket over hvor meget jeg trængte til at blive klippet.

Det var dog svært at holde fast i tanken om at finde en frisør, når alkoholen dunkede let i mit blod. Det var det samme hver eneste gang. Hver fredag når telefonen ringede med invitationen til en fest og hver lørdag hvor jeg vågnede uden tøj og med tømmermænd. Enten hos en tilfældig pige eller hos mig selv. Der var ingen af pigerne der betød noget. Jeg betød heller ikke noget for dem. Det gjorde jeg ikke for nogen. Hver eneste gang lovede jeg mig selv at det ville blive den sidste gang at jeg gjorde det.

Alligevel stod jeg her og var godt igang med det igen. Selvom min hjerne kørte langsomt, var jeg alligevel i stand til at tænke en smule. Jeg var i stand til at tænke for meget. Var det ikke meningen med at jeg begyndte på alt det her i første omgang? At slippe væk fra det hele i nogle timer?

En dråbe koldt vand faldt og det gik op for mig at det snart ville begynde at regne sådan rigtigt. Langt væk kunne jeg høre en sirene fra en ambulance eller en politi bil. Jeg var ret ligeglad med hvilken at det var, det betød vel ikke det store? Byen summede af liv, men det var uden mig. Jeg var ikke en del af det.

For en gangs skyld var jeg alene. Lidt endnu i hvert fald. Det var måske fordi at jeg var rykket ud på gaden, før det hele gik rigtigt igang. Den svage vind kærtegnede min hud og rensede mit hoved. Den kølede mig lidt ned, uden at det blev for koldt.

Hvorfor kunne mit liv ikke bare være som alle andres? Hvorfor var det lige at jeg var kommet så langt ud, at jeg gjorde alt det her? Jeg kunne ikke længere beskylde min familie. De havde måske været en del af grunden i første omgang, men ikke længere. Det var min egen skyld nu, kun en tåbe ville benægte det.

Det var min fejl. Jeg var en fejl. Alle jeg kendte vidste det. De behøvede ikke engang at sige det højt, jeg kunne se det i deres blik. Den afsky de følte ved mit nærvær var tydelig at læse i deres øjne. Du bringer skam over familien! Du laver intet andet end problemer! Min fars stemme rungede i mit hovede og kastede et ekko af skam over mig. De ville nok ikke engang opdage det hvis jeg forsvandt. 

Mine tanker - der af en eller anden grund var klare - blev afbrudt af endnu en kold dråbe der landede på min nakke og løb ned langs min hals. Den friske luft hjalp lidt på tankerne, men jeg ville ikke tænke. Tankerne var deprimerende, men de var svære at glemme.

I de snart tyve år jeg havde levet, var der ikke en eneste gang et tegn på at det var her jeg hørte til. Måske hørte jeg ikke til her. Ville de blive bedre et andet sted? Chancen var lille. Jeg ville sikkert ødelægge det hele der, som jeg gjorde det her. Mine forældre og venner ville nok ikke have noget imod at jeg skred. Det ville blot være en byrde der lettede fra deres skuldre. De ville sikkert blive glade for at slippe af med mig

Flere dråber begyndte at ramme mig og vandet trængte ubesværet gennem min sorte T-shirt. Uden at vide hvad jeg ville, rettede jeg mig op og blev fri fra muren. Min ryg var lettet over endelig at slippe for ubehaget ved murstenene.

Med lange skridt gik jeg hen af fortovet, uden tanke for hvor jeg var på vej hen. Jeg skulle bare væk fra det hele. Fortovet var let befolket, men uden besvær kunne jeg komme gennem mængden af mennesker. Der var kun få der så på mig og deres blik var lige så koldt som alle andres. Resten så mig slet ikke. Jeg var usynlig i deres øjne. Det var jeg i alles.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...