Den kutteklædte

Nogle år efter jagten af Elias, vender han tilbage til kroen. Der møder han den gamle kroejer. Kroejer kan stadig huske ham fra den gang, hvor bjerg folkene havde jagtet ham rundt i byen gader. De mente, at han havde tage noget noget fra dem. (senere hen, vil det nok blive fra en piges synshvinkel.)

3Likes
1Kommentarer
1021Visninger
AA

3. En kutteklædt rytter

 

Shanas fortælling:

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til stalden. Vindens tuden blev dæmpet da døren smækkede bag mig. Der var dejlig varmt i stalden. Rundt omkring mig stod hestene og gumlede på deres aften hø. Jeg traskede roligt frem og tilbage og betragtede de tomme båse. Vi havde tre heste tilbage efter dengang vi måtte indse at der ikke længere var nok der købte af vores udskårne trævare. Engang lavede mine brødre og jeg de fineste skåle og bestik i træ. Det gør vi godt nok stadig, men ikke så meget som dengang. Vi brugte meget tid på det hver dag. Mor plejede at stå for at holde styr på mønterne, mens far tog ud i byen for at sælge. Efter vi måtte stoppe med at sælge vores vare, var den eneste udvej, at både mor og far måtte ud i byen og sælge. Men ikke kun i byen, i hele bjergområdet. Så mine 2 brødre og jeg passede os selv. Jeg var midterbarnet. Min storebror på 16, min lillebror på 12 og jeg på 14. Vi hjalp hinanden med at samle mad i skoven. To gange om måneden kom vores forældre hjem med penge til os. Med dem kunne vi købe diverse ting som vi manglede.

Solen var ved at gå ned. Jeg mugede ud hos hestene, hvorefter jeg lukkede stalddøren og gik over mod vores hus. Jeg sagde godnat til mine brødre, slukkede petroliums lampen og krøb ind i alkoven.

Da jeg vågnede, strømmede lyset ind fra vinduet. Jeg rejste mig og gik ud i gården. Jeg hev i døren ind til stalden, da noget andet afbrød mig. En rytter på en sort hest kom travende op ad vejen. Hans sorte kutte dækkede hans ansigt, så det var umuligt at genkende ham. Men det gik op for mig, at jeg aldrig havde set den mand før. Der kom næsten aldrig fremmede til landsbyen længere, men det kunne vel ikke være en robber? Han kom alene, og de kom altid i flok. Det var ikke engang vinter i endnu..

Jeg tog modet til mig, og gik hen mod rytteren. Han opdagede mig, og vendte sin hest. Han kom direkte mod vores hus. Han bremsede lige foran mig. Jeg hævede stemmen, ”hvem er du?” spurgte jeg koldt. Jeg kun ikke se det, men jeg tror han smilte. ”Javel ja, lad mig præsentere mig. Elias Charler, yngste søn af selveste Kompan slægten. Opvokset i Nirvana i byen Cantelville. Den absolut perfekte by til at gemme sig i.

Jeg var fuldstændig følelses løs. Jeg tvivlede på, at jeg ville kunne røre mine ben. Jeg turde knap prøve. Han var fra Kompan slægten, yngste søn .. det var tyven! Tyven der havde stjålet Erantustenen! Jeg drejede om på hælen og spurtede ind i huset. ”VENT” råbte han. Han hoppede af sin hest, og løb hen mod mig. Jeg stivnede. ”Jeg gør jer ikke noget!” sagde han koldt. ”Det er ikke mig der har taget jeres sten! Jeg stirrede forvirret på ham. Heldigvis kom min ældste bror, William, brasende ud af døren. Han kiggede op og så os. ”Elias!” udbrød han. Et bredt smil bredte sig på min storebrors læber. Jeg stirrede undrende på min bror. Elias hoppede af hesten, og gik hen og krammede min ældste bror. ”Hvor kender du den tyv fra?” hvæsede jeg rasende.

Min storebror bød Elias indenfor, og trak mig hastigt til side. ”Shana, hør her. Elias er en gammel ven. Jeg mødte ham en dag hvor jeg var på tur i bjergene. Jeg var redet derud for at samle brænde. Jeg sad fast mellem nogle rødder, og Elias kom forbi. Han hev mig op, og lige siden har vi været venner. Vi har mødtes en gang måneden i skoven. Vi kunne jo ikke ses i byerne, efter det med Erantustenen” sukkede han.

”Så du vidste godt, at det var ham? Alligevel hang du ud med ham?” udbrød jeg rasende. ”Nej nej, søs. Det var IKKE ham! Han var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.” forklarede William.

Min vrede dæmpede sig langsomt, da jeg begyndte at forstå det. Jeg fulgte efter min bror ind i køkkenet, hvor Elias havde slænget sig i en af stolene. Jeg opførte mig som om intet var sket. Han var bare en helt normal rejsende. Ven af min bror. Det var helt i orden, at han nu sad og studerede vores gamle køkken. Helt i orden, at han faktisk var en berygtet tyv. Nej. Det var ikke i orden. Jeg skulle bare have en forklaring. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...