Den kutteklædte

Nogle år efter jagten af Elias, vender han tilbage til kroen. Der møder han den gamle kroejer. Kroejer kan stadig huske ham fra den gang, hvor bjerg folkene havde jagtet ham rundt i byen gader. De mente, at han havde tage noget noget fra dem. (senere hen, vil det nok blive fra en piges synshvinkel.)

3Likes
1Kommentarer
1019Visninger
AA

2. Bjergfolket

 

Han rakte Elias et krus og skænkede op til ham. Elias nikkede kort som tak. Kroejeren tog sit krus og satte sig hastigt ned. Der gik en del tid, hvor de bare sad og drak i tavshed. Selv efter fem år under samme tag, vidste ingen af dem hvad de skulle sige. Elias rykkede forsigtigt på sig. Han kiggede roligt ud af øjenkrogen, over imod den gamle kroejer. Kroejeren sad tavs og stirrede tungt ned i kruset. Ind imellem tog han en slurk, hvorefter han satte glasset fra sig igen med en brummende lyd. Hver gang han skulle til, at tage en slurk, så det ud som om, at han var ved at dø af tørst. Elias blev efterhånden mere og mere utålmodig. Han rettede sig forsigtigt op, hvorefter han foldede hænderne og vendte sig om mod manden. Elias stirrede afslappet ned i bord pladen, hvorefter han langsomt rømmede sig. Kroejeren kiggede op, og mødte Elias’ blik med hans tavse kolde øjne. ”Hmrr” brummende han hæst og ventede på at høre hvad Elias ville sige. ”Betus, jeg vil gerne spørge dig om noget” sagde Elias hastigt og blinkede en anelse mere end normalt. Kroejerens navn var Betus. Elias havde altid husket det navn. Han havde altid stødt på ham de mest mærkelige steder i Cantelville. Elias huskede tydeligt, dengang Betus hjalp ham ud af en stor krise. Elias var jagtet af bjergfolkene i op til flere år, før de gav op. De mente, at det var ham der havde taget deres Erantusten. Stenen som producerede den glæde landsbyen havde. Uden stenen, ville der lægge sig en dyb tristhed over dalen. Luften ville blive dækket af tåge, og ingenting ville vække glæde hos det gamle folk længere. Men det værste ved stenens forsvinden var Robberne. En berygtet bande. Ingen vidste ret meget om dem.  Ved vinterens begyndelse besøgte de landsbyerne i bjergene, og tog alt af værdi. Folkene i bjergene mistede alt. Det eneste der havde beskyttet dem fra Robberne var deres Erantusten. Med den kunne man en gang om året, rejse en høj usynlig mur. Blot ved at ønske.

 Betus kiggede på Elias, ”hvad vil du nu..” brummede han med en let irritation i stemmen. Elias sukkede. ”Bjergfolket leder stadig efter mig. De stopper ikke før, at jeg har bevist, at jeg ikke har dén sten!” hvæsede Elias og stødte sin tå mod bordbenet i sin vrede over bjergfolket. Mens Elias ømmede sig, tog Betus nogle papirer ud af en gammel skuffe i hjørnet. Han rakte Elias dem. Elias skimtede dem hastigt og kiggede skræmt på Betus. ”Hvad er det?” spurgte han skræmt. Betus rynkede brynene. ”Kan du ikke genkende det?” brummede han. Men så gik det op for Elias. Det var et kort over Nirvanas bjerge! Betus kiggede på Elias og sagde hans sidste ord til Elias, før han skubbede ham ud i blæsten og låste døren efter sig. ”Du kan intet gøre for at overbevise bjergfolket. Ud over, at finde dén sten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...