Niveau 88 ( Level 88 )

Niveau 88 udspiller sig i det underjordisk byggeri "Subterra". Subterra blev i sin tid udviklet af regeringen som et forsøg på udviklingen af nye energikilder. Da en altødelæggende katastrofe indtræffer og truer med at udslette alt levende på jorden, bliver et stort antal mennesker og dyr evakueret, og indkvarteret i Subterra på forskellige "etager" også kaldet niveauer. Evakueringen foregik meget hurtigt og blev derfor ikke registreret korrekt. INGEN ved derfor med sikkerhed hverken hvor mange der nåede i sikkerhed, eller hvor mange niveauer der beboes. Stor frygt for fremmede sygdomme efter katastrofen på overfladen, holder niveauerne tæt forseglede, dog forsøger nogle niveauer at samarbejde om at prøve at komme op til overfladen igen. Vi følger June, Cuno, Royana, Rain, Isiah og andre i deres kamp for at finde sandheden mange kilometer under overfladen.. Niveau 88 foregår 231 år efter katastrofen.

1Likes
0Kommentarer
437Visninger

1. Niveau 88

Niveau 88  ( Level 88 )   1.   June åbnede øjnene og kiggede på det kunstige lys fra den animerede solopgang. Solopgangen som skulle gengive lyset fra den naturlige solopgang på overfladen, var installeret i samtlige niveau 88´s soverum. En professor havde engang udtalt, at denne vækning kunne give borgerne i SubTerra færre depressioner.. June erindrede dog ikke professorens navn.

Vækkeuret på bordet ved siden af sengen havde ikke ringet endnu, June vidste dog at klokken nærmede sig tiden til at stå op. Hun slog benene ud over sengekanten og betragtede sig selv i spejlet på den modsatte væg af det ca. 4 x 4 meter store rum. Hendes værelse havde ingen vinduer, kun en dør ud til resten af beboelsesafsnit 06-88-604. June´s hjem. Hun havde sovet tungt, men hun følte sig ikke rigtig udhvilet. Hendes blonde, halvlange hår var uglet og hendes lyseblå nattøj var meget krøllet. Normalt syntes hun selv at hun var en pæn pige på 16, men ikke i dag… Det var hendes første gang til æg-banken, og hun følte sig meget utilpas over det.. June havde grundet en betændelse i underlivet, fået udsat sit første besøg med efterhånden mere end to år.

På bare fødder listede hun hen og lagde øret til døren, June ville høre om hendes værge var stået op.. Der var helt stille på den anden side af døren.. ingen lyd. Det var aldrig nemt at få ny værge. Og June var spændt på om Em kunne gøre det bedre end den sidste værge som havde ignoreret hende gennem alle 120 dage, og de var aldrig kommet særlig godt ud af det med hinanden. Den nye hed Em. Hun var 32 år gammel, meget mørk i huden og ganske lille.

Em lignede mere en pige på 18, men regeringen sørgede nok for der ikke skete misforståelser omkring værger og deres alder. June savnede Cuno, hendes forrige værge. Han havde været så sød og betænksom og de havde haft det rigtig godt sammen. De havde oven i købet fået dispensation og Cuno var forblevet Junes værge gennem de to år hun havde været syg. De havde nærmest været som en rigtig familie. En af dem June havde set på skærmen i undervisningslokalet. "Familien fra fortiden" 

Da June blev erklæret rask blev Cuno desværre forflyttet til et andet niveau, hvor han kunne gøre større nytte. Han havde glædet sig meget og snakket om forflyttelsen med glæde og stolthed. June vidste at Cuno var glad for hende, men han følte også et stort ansvar for menneskeheden som ikke havde set den rigtige jordoverflade i mere end 200 år. Hun havde aldrig set Cuno siden de skiltes, og heller intet hørt. Kontakt mellem indbyggere i SubTerra på tværs af niveauerne var meget ulovligt.

June ville have sig et bad inden hun skulle gå, hun åbnede forsigtigt, og så lydløst som muligt, døren ud til afsnittet, hun ønskede ikke at vække Em, og ville faktisk helst ud af døren inden hun vågnede. Der var mørkt og alt for varmt i rummet og der lugtede heller ikke særlig rart. Em lå dog ikke og sov i dette lokale, hun havde et næsten magen til Junes på den anden side af rummet. Gad vide hvorfor Em havde lukket så meget op for varmen?? På sine bare fødder skridtede June hurtigt hen over gulvet mod badeværelset, lukkede, og låste døren efter sig.  

Badeværelset var pænt, men selvfølgelig ikke anderledes end de andre på niveau 88, lyse vægge og gråt gulv. På den ene væg et stort spejl hvorunder der var monteret en bordplade med en lille vask og en forkromet vandhane. Et lille skab med plads til tandbørster og krus. Et hvidt toilet og en brusekabine. June tændte for vandet så det kunne få den rette temperatur, hun satte sig på toilettet. Badet var dejligt og June stod længe og lod de varme dråber massere sin ryg og nakke mens hun grundigt vaskede sit hår og sin krop. June drømte sig væk fra niveau 88 højere op. Op mod solen og havet hun aldrig havde set, men så inderligt savnede.  

Pludselig bankede det hårdt på døren. Det var Em.  

”Jeg er nød til at bruge toilettet” sagde hun.  

June lukkede for vandet ”udskyld, hvad sagde du?” spurgte June selvom hun havde hørt Em  

”Jeg skal sådan tisse, kan du ikke lige åbne?” spurgte Em igen  

”Øjeblik, jeg er færdig om 2 minutter” sagde June.  

Hun skyllede sig ren for sæbe og tog hurtigt badekåben bag døren på.  

”vækkede jeg dig?” spurgte June da hun åbnede døren.  

”Nej. Jeg var vågen” sagde Em.. ”Jeg skulle bare sådan tisse og i mit sidste ophold havde vi aftalt tider, og aftalt ikke at låse døren så man kunne komme til” Hun smilede og skyndte sig ind på toilettet.

June gik på våde fødder tilbage i værelset. I skabet tog hun et håndklæde og tørrede sig grundigt inden hun i et andet skab tog tøjet frem. Hele skabet var fyldt med tøj i den samme blå farve. Noget i lidt andre nuancer, grundet flittigt vask, men oprindeligt det samme. Lyseblå trusser, bh, strømper, bukser og sweatshirt. June lagde alt frem på senge inden Hun iklædte sig og hængte den våde badekåbe og det fugtige håndklæde op til tørre.  

Da hun kom ud af værelset havde Em lavet morgenmad. Rummet havde fået en mere tilpas temperatur og June kunne dufte kaffe og ristet brød.  

”Sæt dig ned og få lidt morgenmad” sagde Em og smilede. ”Jeg har ristet brød og lavet kaffe. Jeg læste i din personjournal at det er hvad du normalt spiser til morgenmad” June havde ingen appetit, men satte sig ved bordet.  

”Jeg drikker ikke kaffe” sagde June ”og ristet brød kan jeg faktisk heller ikke li”

”Åhh.. det er jeg ked af” sagde Em ” er der noget andet jeg kan lave til dig? Der er desværre ikke mere juice, og der kommer sikkert ikke mere før næste år, hørte jeg igår”  

”Nej tak” sagde June ”Min sidste værge og jeg havde aftalt bare at spise i salen, så jeg smutter derned og tager noget mad”  

”okay, hvis det er det du vil så må vi tale om hvad vi fremover gør i aften. Skal du ellers noget spænende idag? ”  

”Nej” løj June. Hun havde ikke lyst til at tale med Em om Æg-banken, skolen eller noget andet for den sags skyld.  

”vi ses bare senere okay?”  

June gik ind på værelset, skyndte sig at rede seng, tog taske og kommunikator. den blinkede på forsiden for at meddele June at der havde været bud efter hende. Det havde været Rain som sikkert ville høre om de skulle følges til morgenmand.. Hun tog sine hvide sko på, forlod sit værelse og gik ud af hoceddøren til gangen uden at sige noget. Hun ville kontakte Rain så snart hun var kommet lidt væk fra Sector 06-88.          June kendte mange af de andre beboere på niveau 88. Det var jo tros alt her hun var vokset op. Selvom hun tit drømte om at være et ”ægte” barn. Produceret af rigtige forældre før menneskene havde været tvunget til at forlade jordens overflade. Hun drømte om en mor og far. I drømme viste June ikke om de levede eller om de var bukket under for katastrofen eller nogen af følgesygdommene. Måske levede de sammen eller hver for sig på et af de andre niveauer? Hun tænkte ikke så meget på det, men i perioder som nu, fyldte det meget. Nu hvor det havde været rart med en mor at tale med. Hele sin barndom havde June haft forskellige værger. Ud over dipensationen med Cuno havde det bare været 120 dage af gangen. Noget regeringen havde besluttet var det bedste opvækst. Den opvækst der gav færrest problemer.

June valgte at gå til spisesalen i sektor 06. Hun kunne være kørt med en af voyerne, men i dag ville hun bare gå. Og gerne alene. Hun ville kontakte Rain så snart hun ankom til spisesalen. 

Kort tid efter hun havde vænnet sig til tanken om, at det var rart bare at være alene her til morgen, hørte hun nogen råbe sit navn. June stoppede op og vendte sig for at se hvem det var ”June!!” blev der råbt igen. Hun kunne ikke se nogen, men pludselig kom en skikkelse til syne fra en mørklagt krog hvor det kunstige lys ikke kunne nå. Hun kunne ikke se hvem det var, men personen, en mand, kunne tydeligvis kende hende. Han så usoigneret ud og havde en anden farve tøj på end den karakteristiske lyseblå farve med det grønne  Niveau 88 ornament. Han kom tættere på, og nærmest småløb for at komme hen til hende. June undrede sig over hvem det var, og til hendes store glæde kunne hun, da han var mindre end 10 meter væk, se at det var Cuno. Hun smilede og blev overvældet af en dejlig varm og glad følelse. Cuno kom helt tæt på hende og tog hende blidt i armen. ”kom med June” sagde han bestemt. ”se dig ikke tilbage”

Cuno havde stadig et blidt tag i hendes arm og nærmest trak June med sig ind i skyggen af det kunstige lys. June havde svært ved at forstå hvad det gik ud på, men hun havde altid haft tillid til Cuno og fulgte derfor villigt med. Cuno havde fået mørkt skæg og tydeligvis tabt sig meget siden hun havde set ham sidst. Det var under et år siden, men han så da mindst fem år ældre ud. Hans tøj var slidt og han lugtede heller ikke særlig rart.

”June. Du er den eneste jeg tør stole på lige nu. Og det jeg fortæller dig nu er meget vigtigt. Jeg blev forflyttet til niveau 61 da vi skiltes”  

”stop, vent lidt” sagde June. ”Jeg er helt forvirret nu”  

June fik øje på hans arm. Der var ingen kommunikator, han havde et stort sår på højre overarm.  

”Der er ikke tid June. De finder mig snart, men jeg er nød til at videregive min viden”  

”jamen” nåede June kun inden Cuno lagde en hånd for hendes mund.  

”June. Du må stole på mig nu. Og vi har ikke så meget tid. Jeg blev som sagt forflyttet til niveau 61. Et niveau med færre indbyggere end her på 88. Niveau 61 beskæftiger sig mest med forskning inden for afgrøder, forsker i hvordan vi kan gøre vores afgrøder mere nærende og overleve andre forhold. Jeg fik som opgave at samle data og bearbejde dem” Cuno fjernede hånden fra June´s mund Cuno fortsatte ”efter ca 100 dage blev jeg sat til at katalogisere nogle andre data. Jeg vidste ikke hvad det var, men en fyr der skulle hjælpe mig var faldet og havde slået sig derfor kom han ikke på arbejde. En overordnet som jeg ikke kendte bad mig indtaste de data jeg havde samlet i et andet system på et andet kontor, et sted der normalt kræver klasse 8 sikkerhedsgodkendelse. Pludselig står jeg i et kontor, helt alene. Et kontor der kræver højeste sikkerhedsgodkendelse. Der står computere med adgang til ALT. Du ved jo jeg er en reel fyr, så jeg taster bare de data ind jeg er blevet sat til, og tager det hele som en oplevelse” June, som stadig ikke forstod særlig meget af det hele skulle lige til at spørge, men Cuno fortsatte hurtigt. ”Da alle data var tastet forsøgte jeg at komme igennem til den overordnede gennem min kommunikator. Men uden held. Jeg sad der og kunne ikke komme ud. Døren var låst, og der kom ingen og hentede mig? Tre timer efter, og der var stadig ikke kommet nogen, kom der en lyd fra en af maskinerne. Den modtog store mængder data og jeg ønskede ikke at se det, men hvad skulle jeg gøre?? Jeg sad lige foran maskinen da den bippede, og data strømmede ind hen over skærmen. Som overskrift stod der selvfølgelig TOP HEMMELIGT. Operation afrydning. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at læse og” Pludselig blev et skarpt lys tændt, rettet mod June og Cuno. ”STOP” lød det fra bag ved lyset Cuno forsøgte at løbe, men et højt smæld bragede og han faldt sammen. Han havde stadig et greb i June´s arm og hans vægt trak hende med ned. Han havde fået noget i ansigtet, og blødte kraftigt fra den ene side af hovedet. ”June. Der er ikke noget der er” stønnede Cuno da endnu et højt smæld overdøvede hans ord og en kraftig træk bagfra hev June væk. ”Læg dig ned nu” råbte en stemme bag June. June havde ALDRIG været så forvirret eller bange i sit liv. For fem minutter siden var hun gået stille og roligt hen for at spise morgenmad. Nu lå hun her ved siden af Cuno, som tilsyneladende var død? Hun blev trukket op i armene og bogstavelig talt smidt ind i en voyer, hun nåede kun lige at se det var en sort voyer, som dem regeringsstyrkerne bruger til at transportere sig selv rundt i, inden hun mærkede en isnende smerte i ryggen og alt blev sort.     June vågnede. Hun havde kraftige smerter flere steder i kroppen. Hun kunne ikke se. Var rummet badet i mørke? Havde hun mistet synet? Hvad var der sket med Cuno? Og hvor befandt hun sig nu? Måske var hun død.. Tanken om død slog hun dog hurtigt fra sig. Hun kunne høre en rytmisk lyd. Klik--- dong---klik----dong. Hun forsøgte at bevæge sig, men uden held. Det føltes som om hele hendes krop var lammet. Det eneste forsøget frembragte var flere smerter, så hun valgte frivilligt at lade være og bare ligge ganske stille.. Klik---dong----klik----dong---klik---dong.. June kunne høre fodtrin. Hun kunne ikke bestemme om de kom fra det samme rum hun befandt sig i, eller om de kom fra et andet. Pludselig kunne hun høre en dør åbne og lys strømmede ind i rummet. Hendes øjne havde dog været vænnet så meget til mørke at hun ikke kunne se klart. En skikkelse bøjede sig ind over hende. Hun kunne ikke tyde om det var en mand eller kvinde, heller ikke alder eller andre karakteristika. ”Du hedder June?” spurgte en mandestemme. June forsøgte at svare, men hendes hals havde snøret sig sammen. ”Er du June fra 06-88-604??” spurgte samme stemme dog lidt højere ”Tag det nu lidt roligt” sagde en anden, formodentlig kvindestemme. ”Lad dog barnet vågne før du afhører hende”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...