Stjernepigen

Annas veninde Esther er død, og som en sidste afsked, vil Anna læse Esthers selvmordsbrev op til hendes begravelse. Sandheder kommer på bordet og vil alligevel for evigt blive glemt.

21Likes
22Kommentarer
1247Visninger

1. Stjernepigen

Hun pillede nervøst ved den sorte kjole. Den var ikke noget specielt, bare en enkel kjole der gik til knæene. Fingrene var våde af sved og hun blev ved med at vride og vende hænderne. Et kor sang smukt i baggrunden. De hvide liljer pyntede det så ellers dystre rum. Der var helt fyldt op, familie, venner, bekendte og en hel del fra skolen. På den ene side var hun glad for at de var kommet, på den anden side, så kendte de jo ikke Esther. Ikke på den rigtige måde. Ikke på den måde Anna havde kendt hende på.

Præsten kaldte hende op, og Anna rejste sig yndefuldt fra sin plads på første bænk. Hendes hånd kærtegnede let den hvide kiste, da hun nåede derop.

Hun trak vejret dybt.

De hvide papirer i hendes hånd blev foldet ud.

,,Jeg vil gerne starte med takke jer alle sammen for at være kommet i dag. Esther ville have elsket, at så mange mennesker var kommet, kun på grund af hende.” Anna holdt en kort pause, følelserne var allerede ved at overmande hende. ,,Men, det viste i vel godt alle sammen. Ester elskede opmærksomhed og det var næsten lige meget, hvilken slags det var. Nogle synes nok, at hun var lidt for meget, lidt for opmærksomhedskrævende. Det var hun også til tider, men Esther havde sine grunde. Det er derfor jeg er her i dag, jeg vil gerne fortælle hvorfor! Hvorfor Esther var opmærksomhedskrævende, hvorfor hun nogen gange virkede snobbet og ligeglad, men jeg er her især for at fortælle om hendes grunde. Hvorfor hun valgte at afslutte sit liv på denne her måde.”

Hele salen var stille, ikke en sagde et ord. Ingen havde regnet med dette. De fleste regnede med, at skulle have været en typisk mindetale om alle de gode ting Esther havde gjort og hvor meget de alle ville savne hende.

,,Esther havde mange grunde. Jeg kendte nogen, men ikke størstedelen. Mange har sagt, at de syntes Esther altid fortalte for meget om sig selv og sit liv. Det gjorde hun også, men det var aldrig noget personligt hun fortalte. Det var for det meste bare overfladiske emner, i ved, nyt tøj, en fed fest osv. Det lagde man bare ikke mærke til i forbifarten.

Jeg lagde heller ikke selv mærke til det. Når vi snakkede sammen var mest om mig, hun skiftede altid emne, hvis vi kom til at snakke om hendes liv og tanker.

I dag fortryder jeg selvfølgelig, at jeg aldrig sagde noget, aldrig spurgte ordentlig ind. Men det er jo så nemt at være bagklog.”

Anna tog en dyb indånding og sukkede højlydt ud.

,,Esther sendte et brev til mig. Jeg modtog det et par dage efter hendes død. Det er det eneste hun har efterladt. Jeg har ikke fortalt om brevet til nogen, ikke før nu. Jeg har gemt det til i dag, for jeg synes at i alle bør vide, præcis hvilke grunde Ester havde.”

Anna så ned på Esthers forældre. Moren havde slået en hånd for munden, og faren sad stiv som en stenstøtte. Anna viste godt, hvor kede af de havde været over ikke at få et afskedsbrev. En forklaring. Hun smilede et lille smil til dem, nu fik de deres forklaring.

,,Jeg vil gerne have lov til at læse hele brevet op, uden afbrydelser.” Anna så rundt i den store sal, næsten alle nikkede. Hun lagde det første papir til side og begyndte at læse:

,,Kære Anna, lige nu sidder du nok på dit værelse i din alt for store, bløde sweater og spiser chokoladeis. Du har lige fået det her brev, du er stadig i chok over min død, og du bliver mere og mere forvirret. Ja, så godt kender jeg dig Anna. Du er jo min bedste veninde, vi har holdt sammen i tykt og tyndt.

Kun et enkelt år var vi langt væk fra hinanden. Det år du starterede på efterskole og jeg tog et år på udveksling. Det var et hårdt år, men vi overlevede. Eller du gjorde. En uge før min hjemkomst kom de første spæde tanker om selvmord, ikke seriøse tanker, men de var der.

Jeg fortalte dig aldrig om det Anna, det kunne jeg ikke. Vi snakkede virkelig meget den sommer, vi begge var hjemme igen. Der var så mange nye oplevelser, indtryk, vi havde alt for meget at snakke om.

Der var kun den ene ting, jeg aldrig fortalte sig om. Den rigtige grund til at, Aron og jeg slog op. Jeg kunne ikke engang holde ud at tænke på det.

For det første blev vi ikke enige om at afslutte forholdet, jeg blev dumpet på den værst mulige måde. Han dukkede op på vores sidste date, den jeg havde glædet mig til i flere uger, med en anden pige. Min bedste veninde derover. Madeline

For det andet, havde vores forhold aldrig været andet end en joke. Alle på skolen viste det. Madeline havde planlagt det hele. Hvis Aron scorede mig og vi var kærester i minimum tre måneder ville hun gå i seng med ham.

Jeg var ikke andet end et enkelt knald værd, Anna. Det var det. Han kunne ikke lide mig overhovedet. Ikke den mindste lille bitte smule. 

Og den date jeg skulle have været på, den tog Madeline og Aron på sammen i stedet. Min værtsmor forstod ingenting og mente, at det ikke var noget at tænke på.

Men Madeline havde skrevet Facebook opdateringer og lavet tweets hele aftenen. Og alle fulgte opmærksomt med, det var jo ´den store aften´, den aften jeg skulle jordes godt og grundigt. En forklaring fik jeg aldrig.

Jeg var blevet ydmyget foran alle mine bekendte i Portsmouth. Lige der følte jeg, at hele mit liv var styrtet sammen.

Normalt ville de fleste hurtigt komme sig over det, og det havde jeg nok også gjort.

Hvis ikke det havde været for en hel speciel person.”

Anna stoppede op, hendes ansigt var en blanding af frygt og tavs tilgivelse.

,,Min onkel.”

Hele salen så undrende hen på øjeblikkets hovedperson. Hvad havde han gjort?

,,Det hele startede en aften kort efter jeg var hjemme fra USA  og mor og far skulle i teateret og på overnatte på et hotel bagefter.  De ville ikke lade mig være alene hjemme, for ’jeg var sådan en vild teenager, der kunne finde på at holde en fest’.. Jeg havde selvfølgelig gjort det, hvis muligheden havde været der, men jeg følte mig alligevel forrådt. Jeg var seksten og skulle stadig have en babysitter. 

Jeg sad og surmulerede hele aftenen, også selvom onkel prøvede på at muntre mig op. Gav mig mit yndlingsslik, tilbød at hente film, men jeg var godt og grundig teenagesur og skulle i hvert fald ikke grine eller smile.

Den del af aftenen var desværre den bedste.

Da jeg ved en tolvtiden var ved at gøre mig klar til at sove, kom han. Jeg sad på min seng og var ved at redde mit hår.

´Du har virkelig noget smukt hår Esther, det er som flydende guld,´ sagde han og lagde en hånd på mit lår. Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg lod den bare ligge. Kort efter lod han den langsomt og kælende bevæge sig opad.

Esthers onkel rejste sig brat. Mens alle blikke hvilede på ham, væltede han ud af kirken. Et par af drengene fra Anna og Esthers klasse fulgte efter. De tykke hvidkalkede væg, skjulte alle lyde.

Jeg har stadig mareridt, Anna. Hver nat, og ofte er der ikke forskel på drøm og virkelighed. Jeg drømte så sent som i nat.

Annas mor brød hulkende sammen. Esthers storebror så med store uforstående øjne rundt. Han forstod ikke, hvorfor alle var så kede af det. Han havde det bedst når alle var glade.

Så Anna, samtidig med at jeg skulle bearbejde Aron og Madelines svigt, havde jeg nu også onkel at tænke på. Og får at det ikke skulle være løgn, ventede gymnasiet lige rundt om hjørnet. Du glædede dig helt vildt Anna, snakkede ikke om andet og vi stalkede vores nye klassekammerater døgnet rundt. Det var som at se glæden i et barns øjne juleaften, og jeg var den voksne der havde glemt julens magi.

Den første dag oprandt og jeg kunne allerede der mærke, at jeg havde givet op. Jeg orkede det ikke. Alle de nye mennesker, lærere og så var niveauet meget højere end, hvad jeg var vant til.

Jeg prøvede virkelig at følge med i timerne og lave lektierne, men det var så svært. Emil fik det værre og jeg måtte tage over derhjemme. Mor var så meget væk med ham og far lukkede sig inde i sig selv. Så mellem tøjvask, madlavning og rengøring var der ikke plads til lektier. I timerne var mine tanker altid på afveje. Onkel kom hver anden dag, for at hjælpe mig. Jeg opfandt små systemer, så jeg præcis kunne regne ud, hvor mange timer, minutter og sekunder der var til han kom og vigtigst af alt, hvornår han gik igen.

Det gik galt for os i efteråret. Jeg havde ikke tid til dig, så du fandt nye bekendtskaber.

Jeg sad der på sidelinjen og så dig feste, have det sjovt med de nye veninder og bare have ’The time of your life’, imens jeg skulle hjem og være voksen. Mor og Emil var hjemme igen, men alt energi gik til ham. Så jeg stod stadig for alting.

Min livslyst var meget lille på det tidspunkt.

Også kom din lille klike. Jeg bebrejder dig ikke noget Anna, du prøvede at stoppe dem. Det ved jeg godt. Men deres drillerier og hadefulde kommentarer og fjernede den sidste del af håb i mig. Jeg tror det var i november, jeg er ikke sikker, det sidste år flyder egentlig bare sammen.

Dengang tænkte jeg selvfølgelig også meget på selvmord, men jeg turde ikke. Så jeg tog en anden udvej.

Jeg festede.

Festede som en gal. Jeg startede tit torsdag og holdt måske pause tirsdag og onsdag. I indre København kunne man altid opstøve en fest. I starten var det ren druk, men det udviklede sig. Først hash, så kokain og til sidst heroin på sprøjte. Det var ydmygende, Anna. At komme vaklende ud fra toilettet. Enten med hvidt pulver om næsen eller en sprøjte hængene ud af armen, fordi jeg var for høj til at fjerne den.

Mor og far så intet. De havde nok i Emil.

Jeg pjækkede så meget i sidste del af 1.g. Jeg dukkede ikke engang op til den samtale, hvor jeg officielt blev smidt ud af skolen.

For et par måneder siden kom du igen Anna. I næsten et år, havde vi ikke snakket sammen. Men du vidste der var noget helt galt. Jeg gik fra hende den søde kloge pige til et narkovrag. Du forstod ikke hvorfor. I flere timer kunne du skrige af mig, men jeg var for langt væk til at hører dig.

Til sidst gik du til mine forældre. Endelig så de, at det var helt galt, så jeg kom en måned på misbrugcenter.

Det hjalp på misbruget, men inden i var jeg død. Et helt år, havde jeg kæmpet og nu kunne jeg ikke mere.

Så jeg besluttede mig for at gøre det. At begå selvmord.

Lige så snart jeg har sendt det her brev til dig Anna, finder jeg min gamle yndlingsnål frem. Jeg har hentet ladningen.

Jeg dør lykkelig, Anna.

Du må have et godt liv.

Esther.

- Undskyld.

 

Anna lagde papirerne fra sig og så ud i den store tomme sal. Her var ingen grædende forældre, eller oprørte onkler. Her var ikke nogen.

Der var ikke dukket nogen op til Esthers begravelse. Emil var på et center igen, og Esthers forældre havde bedt Anna om at stå for begravelsen. De orkede det ikke.

Familie, venner, bekendte og en hel del fra skolen, havde alle for travlt med hverdagens ligegyldighed.

Præsten så bekymret på Anna, da hun lagde sig ned ved siden af den hvide kiste. 

,,Hej Ester,” hviske Anna stille. ,,Måske blev du ikke en stjerne her på jorden, men jeg ved du sidder og blinker deroppe et sted” fortsatte hun og lod hånden køre hen over det blanke hvide træ.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...