Hånd I Hånd

Den 18-årige Emma Green lever et (næsten) helt normalt liv; Hun har veninder, travle forældre, er single, hun fører dagbog og så har hun en søster der bor i Italien. Som sagt, et næsten helt normalt liv. Der bliver dog vendt op og ned på hendes stille tilværelse. Hun møder en flok unge mennesker, som får hende overtalt til at prøve hash og at drikke. Ovenikøbet flytter der en strid børste af en pige til skolen, hun begynder at mobbe Emma og det gør misbruget værre! Hvordan vil det gå Emma? Bliver stoffer og alkohol lagt på hylden? Og hvad sker der egentlig når man bliver lidt forelsket i en dreng fra den slemme bande? Jeg beklager hvis der indgår grimt sprog eller andet, som nogen ikke vil syntes om. Det skal lige siges, at hvert kapitel er fra en af pigernes synsvinkel

1Likes
0Kommentarer
487Visninger
AA

3. Alene, helt alene

Pennys P.O.V

"Hej," råber jeg ud i lejligheden. "jeg er hjemme." Jeg smider mine sko i forgangen, og går ind i den minimale stue. På sofaen ligger far, den pokkers skiderik. Han sover. En cigarret sidder fast mellem to af hans fingre. Jeg tager den, og maser den ud i askebægeret på sofabordet. Lige siden far kom ud af fængslet, har han ikke bestilt andet end at sove, drikke, feste og ryge. Det kan altså bare ikke passe det her. Det burde ikke være mig, der fjernede cigarret-skodder, og smed dem ud. Det burde ikke være mig, der indsamlede de tomme ølflasker. Det burde i det hele taget ikke være mig, der tog et så stort ansvar. Helt ærligt, jeg er kun sytten år. Far mumler noget. Så blinker han, og ser på mig. Hans øjne er fyldt med gult snask. Jeg kan ikke tro, at den mand er min far. Han minder mere om en vagabond, som har bedt min mor om nattely. "Hej smukke," gaber han, og rækker ud efter mig. Jeg undgår ham. Aldrig i livet, om jeg ville give ham et kram. Han er den mest beskidte, klamme mand jeg kender. Desuden kender jeg ham, og jeg ved hvad han sagtens kunne finde på. Jeg ved, at alkoholden der koger i hans blod, sagtens kan få ham til at koge over. "Hej," mumler jeg bare. Så går jeg med slæbene fødder hen mod mit værelse. Her smider jeg mig på sengen. Jeg leder efter min mobil og finder den i natbords-skuffen. En besked lyser frem på displayet. Den er fra Cherry. 

#Hej

Savner jer sååå meget...! Har i det godt derhjemme i dejlige London? Her er bogstaveligtalt DØDSYGT!!! Hvorfor insisterede fars nye kæreste også på, at vi skulle flytte til Paris? Hun VILLE hertil eftersom det er romantikkens by... 

Håber vi ses en dag... Knus Cherry#

Jeg har lyst til at le højt, hende savner jeg sandelig ikke. Jeg har det helt fint med, at hun flyttede. Og helt fantastisk med, at hun flyttede så langt væk. Jeg gemmer mobilen væk igen, og går tilbage til far. Han er faldet i søvn igen. Hurtigt smutter jeg ud i køkkenet, hvor jeg sætter varmt vand over. Bagefter begynder jeg, at rumstere rundt efter et tebrev. For pokker, mor, hvorfor drikker du så meget te? Så kaster jeg et blik over på far. Nå pyt, der sker vel ikke noget ved, at jeg ikke låser døren, når jeg bare lige skal ned til frøken Johnson efter nogle tebreve. Han stikker vel ikke af. Lydløs, som en mus, smutter jeg hen over gulvet, ud til forgangen. Jeg hopper i et par gummistøvler, og tager i dørhåndtaget. Døren giver et lille klik, og glider op. Nu gælder det bare om, at komme ned til frøken Johnson, og op igen, inden far vågner. Jeg glider lydløst ned af trappen, og ender foran en hoveddør magen til vores. Så banker jeg på. En lav kvinde, højst 160 cm, lukker op. Hun har gråt hår, små runde briller og venlige øjne, fyldt med liv. "Hej Penny," smiler hun. "jeg går ud fra, at du kommer efter nye tebreve." Jeg nikker. "Jamen så kom." hun viser mig ind i køkkenet, selv om jeg udmærket ved, hvordan hendes lejlighed ser ud. Præcis ligesom vores. Hun rækker mig ti tebreve, og smiler venligt. "Hvordan har din far det?" spørger hun med stemmen fyldt med medfølelse. "Øh, fint, tror jeg. Lige nu sover han." Jeg fumler med tebrevene, og pludselig taber jeg ét.   
"Her, nu skal jeg," siger frøken Johnson, og bøjer sig ned. Så lyder der et lille knas, og hun går i stå. "Aav!" jamrer hun. "Min ryg!" Hun tager sig til ryggen, og langsomt kommer hun op at stå igen. "Her," siger hun, og rækker mig brevet. "det fik jeg da fat i" Hun forsøger at smile, men det bliver istedet en underlig grimasse. "Jeg må nok se at komme op ovenpå til far." skynder jeg mig at sige. Så løber jeg hurtigt op. Oppe i døråbningen står far. Han har pyjamas bukser på, og en ildrager i hånden. Jeg træder langsomt hen imod ham. "Så far, nu har jeg hentet lidt tebreve, lad os så lave lidt te, ikke?" Jeg forsøger at trække ham blidt i armen. "Jeg skal aldeles ingen steder!" fnyser hen, og trækker armen til sig. "jeg skal ud og møde piger." Han lyder meget tilfreds med sit svar. "Jamen, søde far, du kan da ikke møde piger med natbukser, vel? En ildrager er nok heller ikke det bedste middel." Jeg forsøger igen, og denne gang følger han med. "Så far, læg dig nu bare på sofaen, ikke? Så finder jeg noget fint tøj til dig." Far adlyder, i den tro, at jeg rent faktisk finder noget tøj. Men det gør jeg ikke. Jeg går bare ud i gangen, og låser døren. Så går jeg tilbage til køkkenet, og laver min te færdig. Bagefter sætter jeg mig i lænestolen. Jeg kaster et blik på far. Han er allerede faldet i søvn. Jeg sukker. "Altså far," hvisker jeg. "du gør det ikke ligefrem lettere for mig. Hvis man ser bort fra Emma, mor og dig, er alene, helt igennem alene."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...