You can always find the smile again (1D)

Felicia er en glad og sjov pige på 17 år som har det som alle nogen dejlige venner og veninder og en kæreste som hun elsker men en dag ændres det hele og den glade pige ender som en indelukker og trist pige der er ligegla med at og alle men en dag på kirkegården kan hendes liv måske blive vendt tilbage til det som det plejede og være??*kan indholde stødene sprog brug*

10Likes
8Kommentarer
1468Visninger
AA

5. kap 4

Zayns synsvinkel:

 

Bandagerne om hendes hoved og hendes blege hud, får hende til at ligne et spøgelse. Et lille spøgelse, som er utrolig smuk. Jeg har fået skyldfølelse over jeg skubbede hende, men jeg ville jo bare redde hende fra ham manden, med de samme øjne. Forskellen er bare, at hans var kolde og hadefulde, hvorimod hendes er rar og blanke.  Men glad er de ikke, de er triste og livs glæden er væk. Hendes øjne minder utroligt meget om Nialls. De kunne gå for søskende. Begge har blondt hår og krystal blå øjne, men hans har bare en gnist, som hun ikke har.

Hendes øjne er så smukke, og jeg fik vist overgloet dem, for hun rykkede uroligt på sig. Hun åbnede munde som hun ville sige noget, men der kom bare ikke nogen lyd ud, udover en hæs, tør lyd. Et svagt suk undslap mine læber og mine tanker begyndte så småt at løbe af med mig.

Mine tanker havde løbet flere kilometer, da de blev afbrudt af en svag og usikker stemme, som var lidt halv forivret. Hun mumlede noget jeg ikke helt forstod, så jeg bad hende gentage sig. "undskyld, men hvad var det lige du hed?" spurgte hun svagt, så jeg kun lige kunne høre hende. "Zayn" sagde jeg blidt. Havde hun mistet hukommelsen? Eller sådan noget? Hun kiggede på mig og åbnede munden, men lukkede den igen, og vente hovedet ud mod vinduet igen.

Hun ser så lille og skrøbelig ud, når hun ligger med en bandage om hovedet og kigger ud på det grå vejer. Hun ser ud til at tænke kraftigt over noget, eller hvad hun vil sige. Hun bider sig blidt i læben, og kigger på hendes dyne bebelagt ben.

 

Ud af det blå bliver døre sparket ind, og Felicia blev så forskrækket at hun rullede ud af sengen, og lande med et bump på gulvet. Det så så komisk ud at jeg flækkede af grin sammen med Louis og Niall som var kommet ind ad døren, efterfuldt af en læge, på små spise hæle. Lægen flipper helt ude og kaster rundt med armene, så hendes brun grå hår, der er sat stramt op i en knold, løsner sig så halvdelen falder ned. Lægen hviner op med forskelige udgaver af "i skal være stille og rolige! Hun skal slappe af!". Men Niall og Louis ligger ikke mærke til lægen.

Det ser ret komisk ud det hele, men jeg bryder igennem til Louis' og Nialls små hjerne, med et lille foredrag om hvor ondt hun har i hovedet. Hun skuler ondt til Niall og Louis, hvor i mod hun sender mig et lille smil, og for sig slæbt op på albuerne. Hun stønner svagt og ligger sig ned igen med lukkede øjne. Hurtigt var jeg over ved hende, "Felicia? Er du okay?" spørg jeg hende, og stryger hende blidt over håret. Et lettet suk kommer ud fra hendes let adskilte læber, "jeg har bare ondt i hovedet" mumler hun. Det trak automatisk i min mundvig, da jeg syns hun minde om en lille træt pige.

Måske er det det? Hun nåde aldrig at være en lille pige? Med prinsesse kjoler og en overlykkelig mor. Måske nåde hun aldrig at have en far som kaldte hende prisesse og gjorde alt for hende? Måske nåde hun aldrig at græde over at have slået sit knæ, i hendes mors skød? Måske mangler hun kærlighed?

 

"er det okay, hvis jeg bær dig op i sengen?" spørg jeg hende og giver hendes hånd et klem. Som svar mumler hun et svagt ja. Jeg tager en hånd under hendes skulderplader og en ved hendes knæhaser, mens jeg får hendes hoved til at støtte mod stykket mellem skulder og brystkasse. Det føles som om hun passer perfekt ind i mine arme. Som om hun ikke var skabt til andet, end at ligge i mine arme. Jeg ligger hende forsigtigt på den hårde madrase, og lagde hendes smukke hoved ned på den hårde pude. "så, sov lidt, det kan være hovedpinen går over" mumlede jeg beroligende i hendes øre.

Felicias synsvinkel:

De paphoveder! Ja, jeg snakker om de to blåøjede, forstyrrede drenge der skræmte livet af mig! For mig til at falde ud af senge og slå mit hoved mod gulvet hjælper vel ikke ligefrem! Og så foran Zayn fyren, som er ekstremt sexed, hvor ydmygende! Og så for at gøre det hele endnu være, har idioten i mit hoved hyret et hold håndværker! Og bare lige for at sætte prikken over i’et griner de forstyrrede blåøjede, drenge som man nærmest ikke kan kalde for mennesker, af mig, så pludselig er der to hold håndværke i mit hoved! Og hvad laver de her? 3 ud af 5 drenge fra et verdenskendt boyband står på mit hospital værelse. Var det lige matematik? Waoh!? Er jeg blevet nørd eller noget!?

Jeg er ikke træt, og jeg vil ikke sove. Jeg vil bare hjem. Der er ikke noget der lyder mere fristende, end ordet hjem. For ordet hjem indeholder storset ikke andet en mig, en sofa, et køleskab, et lille bord og et toilet. Ordet hjem indeholder mig der sider og æder mig fed på sofaen, mens jeg sider og venter på at dø. Så enkelt og så alligevel ikke. For jeg vil aldrig kunne begå selvmord, det.. kan jeg bare… ikke.

Men så igen hvis jeg gjorde, ville ingen ligge mærke til det? Alle jeg kender er ligeglade med mig, og ignorere mig, selv når jeg råber op i deres ansigt om hjælp. og hvis jeg en dag fik taget mig sammen til at begå selvmord, jaaa. Jeg vil ikke lyve og siger der vil være flere hundrede mennesker, der vil side på knæ ved siden af min grav, med tårende ned af kinderne og råbe ”WHHHY!?!”. Hvis jeg er heldig kommer der en eller anden menneske forbi, og tænker gud, hvor er det en grim grav.  Men hvis jeg er ekstremt heldig, kommer der en fuld stodder forbi, og beslutter sig til at pisse på min grav.

Min tanker begynder at løbe af sted, og fylder så meget i mit hoved, at jeg ikke opdager de forstyrrede, blåøjede, knapt nok mennesker får en ordentlig skideballe af lægen. Hvis det havde været en tegneserie ville der have stået røg ud af ørene og ild ud af næsen på lægen, og vedsiden af vil de forstyrrede, blåøjede væsner stå og ligne bange kakerlakker ved siden af en elefant.

Tanken om tegneserien, for mig til, at komme med et ret højt fnis, og mine læber krusser op ad, i et kæmpe smil. Fniset havde åbenbart været ekstremt højt, for jeg overdøvede den ildpustende læge, og alle vendte deres blik mod mig. Der ryger et lille og forsigtig ups ud af min mund. Det lyder som om det bliver efterfulgt af et spørgsmålstegn, men i min hjerne har spørgsmålstegnet rettet sig ud, så det blev til et udråbstegn.

Mine kinder bliver automatiske varme, og jeg vil væde med jeg ligner den knald røde kaffekop, jeg har der hjemme. Og rent automatisk begynder min hjerne at lede efter en undskyldning, selvom det er ret underligt at lede efter en undskyldningen, fordi man kom til at bremse et råberi der handler om en selv. Men min overkogte hjerne, der bliver banket ned af to hold håndværker, kan kun komme op med ”øhm, det va-var ikk… øhh..eh… jeg… kunne jeg få et glas vand?”

Mens Zayn går over til vasken, for at fylde et glas med vand, og lægen forsætter med at forklare de forstyrrede, blåøjede væsner, med den samme intellekt som en plankton, gemmer jeg mit hoved under dynen. Hvilket er det samme som at bruge en gulerod til en sværdkamp på live og død, som er ret dumt. Eller hvis jeg skal formulere det så det passer til denne situation. Det er for helvede kun en dyne - som sikkert er lavet af vat(den er ekstremt knoldet) og et eller andet tyndstof - ikke det der magiske tæppe i Harry Potter, som gør ham usynlig. Jeg forbander mig selv dybt, dybt ned i helved, men bliver afbrudt af lægen.

”hun kan godt tage hjem, men hun skal være under skarpt opsyn. Hvis hun så meget bliver en lille smule svimle eller får kvalme, skal hun øjeblikkeligt på hospitalet. Hun skal være et sted hvor der er køligt - men ikke for koldt, gerne lidt mere end det her - og stille. Hun må helst ikke læse eller se fjernsyn, eller noget andet som inde bære en elektronisk skærm…”

Ved de ord, fløj jeg op ad sengen, og hæv glasset ned på gulvet, som Zayn havde sat på bordet. Glasset landede med et højt brag, og gik i tusinde stykker, og vandet plaskede ud på mine ben og fødder. Og så er det her jeg kommer i tanke om mine bare føder. Bare føder + glasskår = AV FOR HELVD! Men jeg er ligeglad, jeg træder et godt stykke hen på, et tørt stykke gulv uden glas, og siger muntert ”jeg er klar til at tage hjem”. Ved ordet hjem samles der et mørk, mørk knude i min mave, men et smil krummer mine læber.

”… men hun skal være under opsyn” slutter lægen af. Smilet falmer på mine læber, og skulderne synker ned. På en måde er jeg glad for ikke at skulle hjem, og være alene og drukne i selvmedlidenhed. Men at skulle passes på, af nogle fremmede? Det var nu ikke helt hvad jeg havde i tankerne. Men på den anden side er alle vel fremmede? Ingen keder mig…

”øhm.. mit… øh, tøj?” spørg jeg. Lægen forklare at de smed mit tøj ud, da der var blod og huller i det, og Zayn stikker mig noget andet tøj. Jeg går med langsomme skridt ud på det lille hospital badeværelse, mens de andre diskutere hvor og hvem jeg skal bo hos. Som om jeg er en hund, der skal passes, mens dens ejere er på ferie. Jeg lukker døren bag mig og låser den.

Jeg kan konstatere til min lettelse at de ikke har smidt min BH væk, for den ligger nederst i bunken med tøj. Jeg trækker hospital kjolen - den laver statisk elektricitet, og får mit hår til at stritte i alle retninger - over mit ansigt og smider den på gulvet. Jeg tager min BH på og bøvler som sædvanlig med, at få den lukket med klipsen. Jeg tager en t-shirt ud af bunken. Helt klart en herre t-shirt, for den er dobbelt så stor som mig. Men udover det er der ikke noget underligt ved den. Den er sort, og da jeg tager den over mit hoved, bliver jeg indhulet i den samme dufte, som da Zayn bar mig. Det vil sige, den dufter af Zayn.

Det næste er et på grå joggingbukser, sjovt nok også dobbelt så stor som mig - når jeg siger mig, mener jeg min originale tøj størrelse - og da jeg dufter til dem, dufter dig også af Zayn.  Det næste jeg trækker ud af tøj bunken er en sweater, dobbelt så stor som mig, og er sort og dufter af Zayn. Det sidste der er tilbage er et par sorte sokker. Dem tager jeg dog kun på, og undgår at sniffe til dem, for det vil bare være for underligt.

___________________________________________________________________________

 

så kom det længe ventede kapitel jeg er ked af vente tiden men jeg har ikk haft den store skrive lyst men her kom den igen samme med Emma som altid :D <3
//LOL<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...