You can always find the smile again (1D)

Felicia er en glad og sjov pige på 17 år som har det som alle nogen dejlige venner og veninder og en kæreste som hun elsker men en dag ændres det hele og den glade pige ender som en indelukker og trist pige der er ligegla med at og alle men en dag på kirkegården kan hendes liv måske blive vendt tilbage til det som det plejede og være??*kan indholde stødene sprog brug*

10Likes
8Kommentarer
1470Visninger
AA

1. kap. 1

"jeg stod og kiggede på ham hans kolde blå øjne som borede sig ind i mine, hans næsten grå hår der klidstede til hans ansigt af sved og regn. hans hænder der var knytte om en pistol så hans knore var hvide og med pistolen vendt mod mig, jeg ku tydligt se at vis jeg rørt mig det mindste ville han trykke på aftrækkene og kuglen vile ramme mig. Jeg rystede som jeg ved ikke hvad, mine ben føles som om de ku knække sammen når som helst af frygt og udmattelse jeg ku brække mig vis jeg altså havde spist noget her til aften jeg stod og kiggede på ham med frygt i øjne han var kold intet ku slå ham ud han var frygtløs "hvorfor mig...er det virkelig meningen jeg skal dø nu...hvad har jeg gjordt " de tanker blev ved med at kører rundt i mit hoved og gjorde mig sindsyg jeg vidste virkelig ikke hvad jeg sku gøre jeg kiggede på ham og så han sku til at trykke men i det samme han trykkede blev jeg skubbet væk og landte hårdt på jorden, jeg ku høre skudet gå af og en anden person ramme jorden hardt med et smerteligt skrig der rev skingert i mine øre jeg satte mig på op og kiggede på personen og til min skræk og rædsel var det min kæreste josh, jeg kiggede rundt, og så ham bare stå og kigge som om han ikke viste hvad han sku gør nu hvor han havde ramt den forkerte jeg kiggede vredt på ham " HVORDAN KU DU...FAR!!!!" røg det ud af mig jeg ku ikke styre mig.

Det kom som en overraskelse for os begge, jeg var normalt ikke den som råbte op og alt muligt men alt mit had til min såkaldte far kom frem nu, han vente om og løb hurtig væk jeg rejste mig og løb hen og til josh og satte mig på knæ i en pøl af hans blod og græd jeg var ulykkelig , mit et og alt var død  hvad skulle jeg gøre  uden ham, jeg elskede ham jeg havder grint og grædt med delt mit liv med siden børnehaven og var sammen med vær dag, han var væk jeg var så ked af det at det slet ikke havde faldt mig ind og ringe efter hjælp, en prikkede mig på skulderen og en rolig stemme med en anelse af sorg  sagde "vi tager den her fra...skal du med "jeg kiggede op på en mand der kiggede på mig med varme  øjne.

jeg rejste mig bare op og rystede på hovdet jeg sku bare væk og det sku være nu jeg begyndte og løbe jeg ku høre ham råbe noget efter mig men jeg var ligeglad jeg sku bare hjem hjem til min mor hvor jeg var tryg og ku fortælle alt..."

***

nu 2 månder efter sidder jeg på knæ på gruset på en kirkegård med tårene løbene ned af mine kinder og med en rystende hånd der ligge en buket blomster foran en gravsten hvor der står.

' Josh freedom

født d. 5/3-1995

død d. 4/7-2012

du er altid elsket '

ja det er alt det der tradisonelle pis  men det skal der jo være vis ikke havde jeg skrevt en hel roman alt hvad der var sket mellem os og hvor meget jeg elsker ham, jeg rejste mig stille op og brørstet stene der havde sat sig fast på min bar hud.

Helved tag de sten jeg fatter dem ikke hvorfor skal de ligges over det hele jeg er så træt af dem.

Jeg kom ved et tilfælde til at kigger på de grave ved siden af mig de var nok blevet begravet for nogen dage siden jeg havde i hverfald ikke set dem her ved siden af før det undret mig lidt da jeg læste navne jeg syntes jeg havde læste dem før et eller andet sted før men kan ikke huske hvor et suk slap min læber det irretert mig jeg ikke ku huske det så jeg kiggede tilbage på Josh' gravsten og sank en klump som jeg altid havde når jeg var her jeg hadet det men jeg gjorde det for Josh jeg sukkede dybt og begyndet at gå mod lågen ud til vejen hvor min cykel holdt og ventede på mig jeg førte en hånd op til mit lyse hår som lignede jeg ved ikke hvad det var bare sat op i en hestehale for at skjule det meste filter og føret en tot om bag mit øre.

"Jeg fatter ikke hvorfor det sku være ham ku det ikke bare havde været mig, hvorfor ku jeg ikke havde noget at flytte ham eller noget"hvæste jeg vredt og fuld af skyld mod mig selv da jeg gik ud af lågen og hen til min cykle som stod op af en mur ind til nogen toiletter.

Hvorfor er der egeligt toiletter ved en krike det har jeg aldrig forstået hvorfor.

Jeg hader når mine nærmest dør det tror jeg alle gør også et mordt hvordan kan nogen være sådan.

Jeg satte mig op på cyklen og sku til at trampe i pedalerne da en bil kørte ind på stene så det knaste helt vildt jeg kiggede lidt på den da dem i bilen så bekendet ud men begyndte så at cykle jeg havde været her så meget at jeg havde lært mange at kende så det kunne godt  være jeg kendet dem jeg kiggede mig lidt over skulderen kort men kiggede så ud på vejen igen og kørtet hjem ad.

Vinden hev lidt i mit hår imens jeg cyklet på den gamle brugte cykelsti med flere huller en der er i en ost jeg sukkede kort og kiggede op i himlen man kan svagt se solen mellem nogen skyger det var ikke varmt heller ikke koldt men jeg gik stadig i nogen shorts og en sort top.

Jeg kiggede ud over markene vi boede på landet så der var mange marker og dyr her var dejligt fredligt så man ku få lov til at tænke over ting og være for sig selv vis man ville det. 

Jeg drejet ind på en stig der ført ind i skoven jeg ku høre fuglene pipper jeg elskede bare og lyttet til dem, og forstille mig alt var perfekt men jeg vidste jo godt det ikke var det jeg smed min cykel op af et træ og satte mig op af et andet et og kiggede rundt det var på en lille for højning så man ku kigger over et hele.

Tårene presser sig på og det gjorde de altid når jeg havde været på kirkegården jeg græd ikke foran andre det ville jeg ikke og det havde jeg heller ikke gjordt, jeg ville ikke betages som svag og her ku jeg lade tårene kommer og det gjorde de og de kom og flød ned af mine kinder som et rasende vandfald som bare blev ved og ved.

Efter en halv times tid hvor jeg bare sad og græd rejste jeg mig op jeg gik hen med faste skridt til min cykel og satte mig op på den måske lidt for hårdt "av for helved lorte cykel " hvæser jeg vredt og begynder at cykle tilbage mod kirken, igen græder jeg nu ku jeg snart ikke klare det mere vinden rev vredt i mit hår der er sat i en hestehale.

Jeg kommer til kirken igen og smider min cykler igen.

Jeg kan ikke mere jeg er træt og ked af det jeg ku finde på en masse ting for at sættet en facade op men hvad nytter det vis man indeunder den er knust og ulykkelig, jeg har siddet på mit værlse i 2 mdr nu og jeg kan sagtens være der 2 mere.

Jeg vidste godt man ikke må løbe men jeg gør det alligevel jeg begyndet og løbe mod josh's grav igen men blev nød til at stoppe op, jeg borede mine negle ind i mine håndflader det kan da ikke være rigtig dem jamen nej det er det ikke eller hvad jeg følte mig...jeg følsesløs vis man kan føle det det ved jeg om man kan men whatever videre i teksten.

Jeg ku ikke mærke noget men jeg går alligevel tætter på de stod og kiggede på de grave ved siden af josh's igen jeg havde aldrig set de grave der og en blondt dreng sad på hug mellem dem i mens 4 andre drenge stod bag ham jeg går stille hen og sætter mig på knæ igen jeg kigger hurtig op på dem og får øjenkontakt med en sort håer dreng med brune øjne der boret sig ind i min jeg gispet kort vendt hovdet væk fra ham igen og kiggede på stene med josh's navne på jeg, læste det flere gange enden en stemme brø ind i det hele "niall tror du ikke vi skal se at komme videre nu "jeg kiggede hurtig ´der hen sagde han lige niall atså niall horan fra one direction tænk jeg ikke havde set at det var dem.

Jeg er ikke den store fan men jeg vidste da hvem de var men slåsede lidt med navne ham den blondte dreng so så hed niall rystet stille på hovdet med tårer i øjne det ku jeg tydligt se en af de ander drenge med brundt hår og blå øjne kigger hen på mig "hey er du ikke hende pige der blev redet af sin kærest som ofret sig "jeg rejser mig op og nikker stille "øhh...jo det mig "sagde jeg stille og kiggede lidt ned.

hvad havde jeg gang i de var fremmet jeg vidste godt det havde været i fjernsynet blade og aviser om at josh redet mig men jeg ku ikke lig at fortælle om det jeg giver dem et lille smil bare for at være høflig en anden brun håret dreng og med brune øjne sagde "det var virkelig modigt af ham "han lyder meget imponeret over at josh havde gjort for mig men hvorfor var det så spænde det var mit liv så ku de ikke bare lade det være "måske.."det var det eneste jeg ku sige. 

Den blondte dreng -niall- rejste sig op"jeg er niall"sagde han og rakte en hånd mod mig og smilet stille og sørgmodig til mig  smilet lidt tilbage " Felicia" sagde jeg stille og tog rystende hans hånd og trykkede den eller hvad man nu siger jeg kigger rundt på de ander den sorthåret fyr kom hen til mig og rakt mig hans hånd, "zayn"smilet han til mig og hans øjne brændte sig ind i mine igen jeg tog stille hans hånd men ku stadig ikke tag øjne fra ham.

Wow de øjne der hvad er der med dem de er jo...jo...fantastiske okay hvad gik der af mine tanker der sådan er jeg ikke.

Jeg fjernede hurtig min hånd igen og smilet høfligt "felicia...igen" smiler lidt  ægte det var første gang i 2 mdr jeg havde gjordt det.

De andre dreng hilste også på mig og præsenteret sig så fik jeg da styr på hvad de hed men nå whatever de var bare nogen drenge.

"Nå...men...hvorfor er i her "sagde jeg lidt usikker og begyndte og pille lidt ved mine fingernegle jeg tror de ku se jeg blev lidt nervøs over at spørger for en af de brun håret som hed liam kom han og lage en arm om mig lidt undreligt vi havde jo først mødt hinaden nu men han var nok bare sød når vi nu står på en kirkegård niall  han kiggede lidt ned og fik tårer i øjne louis som en af de ander hed gik hen og lagde en arm om ham og sagde"to af niall's venner døde for nogen dage siden " jeg nikkede stille "åhh det jeg ked af at høre " jeg kiggede hen på niall som havde tårene ned af kindere og hovdet bukket jeg sukkede lidt. 

Så er jeg ikke den eneste der har mistet nogen jeg holdte af .

"Nå...men ...øhm jeg må videre ses måske "jeg vente mig om og begynte at gå jeg ku høre de sagde farvel jeg gik ud til min cykel igen og cyklet hjem.

Ude på den ensome cykelstig som jeg har fortalt om før har flere huller en en ost men jeg kiggede kort til bage og så en sort bil komme kørene det var sjældent der kom nogen her men jeg ignorert det og cyklet videre men bilen stoppede brat foran mig og køret ind på cykelstien så jeg ikke kan kommer forbi.

Hvad fanden sker der her hvorfor må jeg ikke komme videre jeg stoppede op og kiggede lidt skræmt på bilen da en mand steg ud af bilen en gråhåret mand jeg havde håbet jeg aldrig sku se igen....

 

_________________________________________________________

hej alle sammen det her er min første movella så jeg ville blive overlykkelig vis i gad og like og sættet på favoritter da jeg lover jeg vil skrive så tit jeg kan og i må meget gerne kommenter på den og fortælle mig hvad jeg kan gøre bedre da jeg er nybegynder i at skrive så håber den kan blive til noget her ses;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...