Justin Bieber, is it love or not?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 13 okt. 2012
  • Status: Færdig
Mød den perfekte familie Jenison. Familien består af en far, mor, teenagedatteren Ally og teenagesønnen Dave. De bor alle sammen lidt ude for New York i det skønneste kvarter. Familien er meget stille og rolig, og ikke mindst perfekt. Ally og Dave går begge i High School på deres sidste år, de får begge gode karakter, de har begge gode venner, men de er også begge meget upopulære i skolen. Men meget ændrer sig, da morens søsters stedsøn - Justin - skal bo hos dem. Han er alt det, de ikke er og omvendt. Han får dårlige karakter, han laver ballade, men til gengæld er han meget populær mellem både piger og drenge. Hvordan vil det gå familien med en som Justin? Hvad ændrer sig? Og vil Justin syntes at Ally er tiltrækkende eller omvendt? (Justin er ik' kendt)

84Likes
103Kommentarer
8545Visninger
AA

10. Kapitel 9, det sidste kapitel.

"Så tilspørger jeg dig Ally Jenison.

Vil du have Justin Bieber som hos dig står til din ægtemand?"

- Ja!

"Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den Almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?"

 - Ja!

 

Ligeså tilspørger jeg dig Justin Bieber.

Vil du have Ally Jenison som hos dig står til din ægtehustru?"

 - Ja!

"Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den Almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru indtil døden skiller jer ad?"

 - Ja!

 

Så giv hinanden hånd derpå!

Præsten lægger sin hånd på vores hænder og siger:

Eftersom i forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg Jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.

 

Du må nu kysse bruden.

 

Jeg vågnede op fra min dejlige drøm, fordi solen irriterede mine øjne. Jeg lå på den mest underlige måde i min seng. Mit hoved var lidt ude over sengekanten, mens min krop fyldte det meste af midten i sengen. Jeg plejede aldrig at falde i søvn på den måde. Jeg satte mig lidt op og lænede min ryg op af væggen, mens jeg sad i min seng. Min opmærksomhed var rettet mod vinduet, så jeg kiggede ud i det dejlige sommervejr.

Den drøm var fantastisk, faktisk en af de bedste drømme jeg har haft i lang tid. Tanken om at Justin og jeg måske skulle giftes, fik sommerfuglene til at kilde i min mave. Jeg troede virkelig, at Justin og jeg ville være sammen for evigt. Blive gift i den smukkeste kirke, mens Justins familie og venner sad på den ene side, og min familie og venner sad på den anden. Jeg ville kigge ind i hans smukke brune øjne og bekræfte, at jeg ville være sammen med ham resten af mit liv. Derefter vil han kysse mig, som han aldrig havde gjort det før. Vi ville løbe ud til bilen, som vores venner havde pyntet fint. Vi ville køre i den, indtil vi fandt det perfekte sted, hvor vi skulle holde vores ikke-planlagte bryllupsrejse. Vi ville have den perfekte bryllupsnat sammen, forhåbentligt vil det være min første gang.

Når vi så var nået lidt længere frem i vores liv, ville vi have det perfekte hus, som vi skulle bo i sammen. Vi ville få smukke, søde børn, en pige og en dreng. Justin vil lære ham at spille fodbold, mens jeg lære hende at bage, vi ville være den perfekte familie. Måske endda med et kæledyr. Justin og jeg vil blive gamle sammen, vi vil bo i det hus, indtil vi vil blive sendt på plejehjem af vores vokse sussefulde børn, vi ville være sammen til den dag vi begge dør. Hvis Justin nu tog af sted før mig, vil jeg tænke tilbage på det liv, som vi havde haft. Det perfekte liv, som ikke startede så perfekt. For han var noget anderledes end jeg var, men uanset hvad, ville han lære at være ligesom mig, ellers ville min drøm om den perfekte familie aldrig komme i opfyldelse. For hvad var der perfekt ved at bo i en lejlighed midt i Manhattan, mens vores børn skulle gå i skole midt i byen, hvor alt var anderledes, hvor menneskerne ikke var som de burde være, nej, sådan skulle mine børn i hvert fald ikke opvokse.

Justin og jeg, Ally og Justin, ja, det perfekte par.

 

Jeg smilede lidt for mig selv, efter jeg havde forstilet Justins og min fremtid, jeg håbede inderligt, at den blev sådan. For det var sådan jeg ville have mit liv skulle være, jeg ville ikke bo i en lejlighed midt i New York, som Justin nok fortrak. Bare tanken om alle de mennesker der kom gående på gaderne, alt den stress de spredte rundt, de små børn som ville gå alene over den trafikerede vej, nej, sådan et miljø ville jeg aldrig være en del af. Men uanset hvad, så måtte jeg leve med, at det var sådan Justin plejede at leve, det var der han kom fra. Og når vores børn ikke ville kunne sove, vil jeg fortælle historien om os, de vil få alle detaljerne, undtagen de lidt voldsomme stødende detaljer fra vores nætter sammen, men hvordan vi mødte hinanden, hvorfor had blev til kærlighed. Og de vil elske den så meget, at jeg ville fortælle den igen og igen og igen..

 

Ja, sådan skulle mit liv være.

 

Jeg rejste mig fra sengen, og lige da jeg vendte mig om til mit spejl, kunne jeg tydelig se, at der skulle gøres noget ved håret, makeuppen og tøjet. Jeg gik over til mit klædeskab og fandt et par bukser frem og en lille kjoletop. Jeg tog tøjet på, og da jeg havde fået det på, følte jeg mig meget tilpas. Jeg kunne ikke klare at gå med det tøj, som jeg havde haft på den forrige dag. Jeg gik over til mit hvide sminkebord, hvor jeg fik redt mit uglede hår. Det var ikke så svært, mit hår havde altid været nemt at rede ud, uanset hvor uglet det nu blev. Makeuppen tog heller ikke alverdens tid at tage på, da jeg stadig ikke brugte så meget, og det behøvede jeg heller ikke. Hvis jeg kunne få en dreng som Justin, så var jeg jo perfekt, som jeg så ud, ligesom min mor altid sagde til mig, jeg var det perfekte barn. Dave og jeg var deres perfekte børn.

 

Hmm, Dave. Hvordan mon han havde det, efter den lille episode i går følte jeg, at han var meget sur på mig, og det kunne jeg ikke lide, vi var jo aldrig sure på hinanden. Men det han sagde, fik mig bare til at være så sur, men jeg gik i hvert fald for langt. Det han sagde, sårede mig virkelig. Jeg måtte gøre det godt igen, jeg kunne bare ikke klare at være uvenner med min bror, eller som han virkelig var, min bedste ven.

Jeg kiggede mig en ekstra gang i spejlet, og så ville jeg gå ind til Dave og snakke lidt med ham, og forhåbentligt vil han tilgive mig.

Men lige i sammen sekund jeg drejede min stol, bankede det på døren, Justin eller Dave?

I det tilfælde håbede jeg, at det var Dave, som havde kommet til mig, det ville gøre tingene lidt nemmere.

 

Jeg kiggede godt på døren, jeg skulle ikke være så nervøs, som jeg var. Hvis det var Dave, skulle jeg jo bare sige undskyld. Og hvis det var Justin, så ville han sikkert bare være sammen med mig. Men jeg skulle snakke med Dave, uanset hvem der stod ude for døren.

 

"Kom ind". Fik jeg egentlig sagt med en klump i halsen.

Jeg drejede mig om til spejlet, så alt virkede normalt, jeg kiggede ind i spejlet, så det lignede, at jeg kiggede på mig selv, men i virkeligheden kiggede jeg på døren.

Døren åbnede sig og ind kom Dave med et lidt trist ansigt. Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede på ham.

 

"Jeg er altså virkelig ked af alt det, som skete i går, jeg håber du kan tilgive mig". Sagde jeg hurtigt til ham. Han fik et lille smil på læben, men hans triste ansigtsudtryk var der stadig.

 

"Det er jeg glad for at høre, jeg var helt bange for, at vi var uvenner". Sagde han og satte sig ned på sengekanten. Jeg nikkede lidt.

 

"Jeg kunne ikke leve med mig selv, hvis vi var uvenner". Sagde jeg til ham med et lille smil.

Han nikkede bare. Det var som om, at der var et eller andet galt med ham, men han var bange for at sige det.

 

"Er der noget galt?". Spurgte jeg ham undrende.

Han sukkede lidt og kiggede ud af vinduet. Han kiggede længe, han tænkte sikkert over, hvad han nu skulle sige, skulle han lyve eller fortælle sandheden?

 

"Hvor glad er du for Justin?". Spurgte han mig, efter han havde drejet hans hoved over mod mig. Jeg smilede lidt, jeg elskede at høre andre sige hans navn, det fik min mave til at kilde, og mit hjerte til at galopere.

 

"Jeg er meget glad for ham". Svarede jeg ham med et stort smil på læben.

Han nikkede.

 

"Faktisk så meget, at jeg regner med, at vi skal leve vores liv sammen for evigt". Sagde jeg grinende, jeg kunne godt lide at høre mig selv sige det højt.

 

Han så lidt bekymret ud, efter jeg havde sagt det, og det gjorde mig ikke speciel glad. Hvad var det, som han ville sige til mig?

 

"Det er godt at høre". Sagde han, men han lød ikke gad.

Mit ellers så glade blik blev til et undrende blik.

 

"Hvad er det Dave?". Spurgte jeg ham.

han måtte sige det, jeg blev sindssyg. For der var noget, men han var bange for at sige det.

 

"Jeg er ikke sikker på, at du og Justin kommer til at være sammen for evigt". Sagde han sukkende. Jeg kiggede undrende på ham.

 

"Hvad mener du?". Spurgte jeg ham.

Han sukkende endnu engang og kiggede meget seriøst på mig.

 

"Jeg er virkelig ked af at sige det men...". Sagde han og stoppede.

"Men hvad?!". Spurgte jeg ham desperat.

 

Han havde stadig sine seriøse øjne, og jeg kunne ikke lide dem.

 

"Han er ved at pakke". Mumlede han.

"Hvad?! Hvad snakker du om? Skal han ud at rejse?". Spurgte jeg ham.

 

"Han tager hjem til Manhattan,". Sagde han meget bestemt, han lød faktisk sur over det.

Jeg var mundlam, Dave havde lige fortalt mig, at mit livs kærlighed rejste hjem?

 

"Men hvorfor?". Spurgte jeg ham lavt.

Han trak på skulderne.

 

"Du kan spørge ham, men skyld dig, for han tager snart af sted". Sagde han til mig.

Jeg kiggede undrende på ham, men så opdagede jeg, at jeg nok skulle skynde mig. Jeg rejste mig surt op og gik hurtigt ud af døren, jeg var virkelig sur, og det kom Justin til at mærke, for hvis Dave talte sandt, som han altid gjorde, så var Justin død.

 

Jeg gik direkte ind på hans værelse, hvor jeg hurtigt fik bekræftet, at Dave havde ret. Der lå en kuffert på hans seng, han var ved at pakke. Justin kiggede på mig, mens han gik med en bunke tøj som han lagde ned i sin kuffert.

 

"Hej". Sagde han med et smil.

Han stoppede med at pakke og kiggede på mig. Jeg så sur ud, og det vidste jeg, at han kunne se.

 

"Hvad laver du?". Spurgte jeg ham bestemt.

Han sukkede lidt, mens han kiggede på hans kuffert.

 

"Jeg pakker,". Sagde han.

Mine øjne blev pludselig virkelig store, rejse han virkelig væk fra mig?

 

"Hvorfor?". Spurgte jeg ham.

Han kløede sig lidt i nakken, hvilket sikkert betød, at han var nervøs.

 

"Jeg tager hjem og bor igen". Sagde han meget seriøst.

 

"Hvorfor?". Spurgte jeg ham lidt såret.

Jeg tog mine arme over kors, så jeg virkelig lignede en, som skulle til at skælde ud. Men jeg følte mig ikke rigtig modig.

 

"Jeg har fået en chance til på min anden skole, og den chance har jeg tænkt mig at tage". Sagde han meget bestemt.

 

"Hvad med os?". Spurgte jeg ham.

Han sukkede.

 

"Lad os nu være ærlige over for os selv, der kan ikke være et os mellem dig og mig". Sagde han og lynede hans taske.

 

"M-m-men vi har noget, har vi ikke?". Spurgte jeg ham.

Han tog sin kuffert ned på gulvet og satte sig for enden af sengen, mens han kiggede på mig.

 

"Ally, du er perfekt, måske for perfekt for mig. Du er en dejlig og sød pige, men jeg kan ikke blive ved med at leve sådan her". Sagde han stille til mig. Mine arme faldt ned langs siden på mig, mens jeg havde et såret blik.

 

"Du ved hvor meget, jeg gerne vil tilbage. Jeg elskede den skole, jeg elsker Manhattan så meget, og hver gang jeg vågnede op her...". Han stoppede, mens han kiggede skuffet omkring. "Så føler jeg mig ikke hjemme, jeg får det dårligt, jeg har lyst til at stikke af. Du er den eneste grund til, at jeg har holdt det ud. Men det er ikke nok, og nu har jeg fået chancen om at få mit liv tilbage, og jeg har ikke tænkt mig at spilde den". Sagde han meget seriøst. Jeg stod bare og nikkede. Jeg kunne på en måde godt forstå ham. Hvis han havde det så dårligt her, og hvis han ikke følte sig hjemme, burde han tage hjem igen.

 

"Men hvad med os?". Spurgte jeg ham.

Det var et spørgsmål, som jeg havde tænkt meget på. Jeg vidste på en måde godt svaret, men jeg ville høre det fra ham.

 

Han trak lidt på skulderne.

 

"Glem mig, lad som om, at jeg aldrig har været i din verden". Sagde han.

Det var som om, at mig hjerte stoppede med at banke, da han sagde det.

 

Jeg nåede ikke at sige mere, fordi en bil dyttede udenfor, og den bil fangede Justins opmærksomhed. Han rejste sig kanten af sengen og tog fat i hans kuffert.

 

"Jeg ved det er svært, men prøv at leve uden mig, okay?". Sagde han og kyssede mig blidt på kinden, da han gik direkte forbi mig.

jeg blev stående, mens mit livs kærlighed forlod mig. selvom jeg godt kunne forstå ham, hadede jeg ham som pesten, han kunne da ikke bare forlade mig sådan? Tænkte han overhoved ikke på vores fremtid sammen? Var jeg bare en af hans tilfældige piger? Det troede jeg ikke, jeg vidste, at vi havde noget, bare et eller andet. Men det som vi havde, varede ikke længe, men jeg havde nydt det så længe det nu varede.

Han var væk. Ham som skulle havde været min ægtemand, far til mine børn, mit lys, mit liv, min hverdag, min eneste ene. Han forlod mig frem for sit gamle liv med fester, sprut, popularitet og tilfældige piger. Men sådan var hans liv.

 

Jeg stod alene tilbage på hans tomme værelse, han havde ikke haft det længe, men længe nok, til at han fyldte en stor del i mit hjerte. Jeg måtte leve uden ham, ligesom han sagde.

 

Han kom dybt ind i mit hjerte, men det var vist mere end et tilfælde, at hjerte rimede på smerte.

 

Selvom han aldrig ville blive far til mine børn, så ville det være en historie at fortælle, min første forelskelse. De vil elske den, og jeg vil elske at fortælle den om og om igen. Jeg vil nok aldrig glemme Justin, folk sagde jo, at ens første forelske aldrig forsvandt fra ens hjerte. Og selvom det kun var Dave som vidste, at vi havde noget, havde jeg en drøm om, at alle skulle vide, at jeg havde kysset Justin, ham som de fleste piger på min skole svalede over, han var min for en kort stund.

 

Justin Bieber, its love or not? Hmm, jeg fandt vist aldrig det svar, men noget sagde mig, at der var kærlighed imellem os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...