Justin Bieber, is it love or not?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 13 okt. 2012
  • Status: Færdig
Mød den perfekte familie Jenison. Familien består af en far, mor, teenagedatteren Ally og teenagesønnen Dave. De bor alle sammen lidt ude for New York i det skønneste kvarter. Familien er meget stille og rolig, og ikke mindst perfekt. Ally og Dave går begge i High School på deres sidste år, de får begge gode karakter, de har begge gode venner, men de er også begge meget upopulære i skolen. Men meget ændrer sig, da morens søsters stedsøn - Justin - skal bo hos dem. Han er alt det, de ikke er og omvendt. Han får dårlige karakter, han laver ballade, men til gengæld er han meget populær mellem både piger og drenge. Hvordan vil det gå familien med en som Justin? Hvad ændrer sig? Og vil Justin syntes at Ally er tiltrækkende eller omvendt? (Justin er ik' kendt)

84Likes
103Kommentarer
8530Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Dagen var næsten omme, der var kun et par minutter til at klokken ringede for sidste gang. Dave og jeg sad og ventede desperat på at klokken ringede. Ikke fordi vi ville have fri, overhoved ikke. Men mere fordi, vi ikke anede hvor Justin var.
 
Morgenen gik sådan her. Vi stod op, spiste morgenmad, ligesom vi altid gjorde. Men lige inden vi skulle gå, sagde Justin at vi bare kunne gå i forvejen. Jeg var den eneste som undrende mig over det, mens de andre var helt okay med det. Da vi kom til skolen og snakkede med vores venner lidt, var Justin endnu ikke kommet. Jeg syntes det var underligt, mens Dave var lidt ligeglad, han var sikkert på, at Justin kom. For Justin var jo lige pludselig blevet den søde og gode dreng, som altid gjorde hvad der blev sagt. Uhm, den troede jeg ikke helt på. Dave begyndte dog at bekymre sig lidt, da klokken ringede ind, og Justin ikke var dukket op endnu. Men uanset hvad, måtte vi tage til time.
 
Vi sad i den sidste time, og vi var begge vild bekymrede for Justin. Han var ikke dukket op, og ingen havde set ham. Jeg nægtede at ringe til mine forældre, og spørge om de havde set ham, for hvis de ikke havde, og han ikke var på skolen, så var den dreng i alvorlige problemer. Pjækkede han?
 
Pludselig ringede den store larmende klokke. Og for første gang i Daves og min skolegang, var vi de første som forlod lærerne. Det undrende de fleste sig over, de kiggede alle sammen underligt efter os, da vi halvløb ud af døren.
Lige da vi var kommet ud på gangen, som var fyld med en masse unge mennesker, fik jeg en besked.
Jeg tjekkede den hurtigt. Den var fra Lulu, en pige som jeg aldrig havde snakket med. Hun var en af Nicoles tætteste veninder, men alligevel havde jeg aldrig ført en normal samtale med hende. Jeg kiggede på skærmen, hvor en der kun viste en sætning.
 
-Jeg har hørt, at i leder efter Justin..
Mere stod der ikke, for den kunne ikke vise mere. Jeg gik hurtigt ind på beskeden, så jeg kunne læse hele beskeden. Dave kiggede pludselig godt med, da det undrende ham, at jeg stod med næsen nede i min mobil, det gjorde jeg nemlig aldrig.
 
-Jeg har hørt, at i leder efter Justin. Han er sammen med os i centeret, bare så i ikke er bekymret eller noget..
 
Jeg kiggede irriteret på Dave. Havde idioten bare taget i centeret i stedet for skole? Så han pjækkede, wow, god anden dag.
 
"Skal vi sige det til mor og far?". Spurgte han mig lavt, så ingen af de andre kunne høre ham. Jeg tænkte mig om. Han ville få den største skideballe, han vil få stuerest, måske sendte de ham endda hjem? Tankerne gjorde mig virkelig glade, da jeg ikke brød mig så meget om Justin. Han var bare så...irriterende.
 
"Nej, det vil kun skabe problemer for ham". Sagde jeg sukkende.
Dave nikkede. Ham og Justin var også begyndte at skabe et venskab, som sikkert ikke betød en skid for Justin, mens Dave var meget glad for det. De sad og spillede videospil i aftes, lige indtil Dave skulle i seng. Justin spillede selvfølgelig bare videre, og noget sagde mig, at han spillede til langt ud over natten.
 
 "Hvad skal vi så gøre?". Spurgte han mig, mens vi bevægede os udenfor, hvor solen skinnede højt oppe på himlen. Hvis det ikke var for alle de mange mennesker, havde jeg nydt øjeblikket.
 
"Se hvad han laver?". Spurgte jeg tøvende.
Han sukkede lidt. Dave og jeg havde det ikke godt med centre. Det var kun populære, irriterende mennesker derover. Nicole var faktisk en af de populære, men selvom hun var det, rendte hun rundt med os. Men grunden var også, at vi havde været barndomsvenner, så hun kunne ikke rigtig forlade mig.
 
"Det bliver vi vel nød til". Sagde han og sukkede irriteret ud i luften.
Jeg nikkede bare. Vi var ved af gå, da nogen af vores venner blokeret vejen.
 
"Hvor skal i hen?". Spurgte Marc, som var en af Daves venner.
De havde sikkert opdaget, at vi gik i den forkerte retning.
 
"Bare et sted hen". Svarede Dave ham med et smil.
Marc grinede lidt.
 
"Så du kan ikke hænge ud i dag?". Spurgte Marc ham.
Dave rystede på hovedet.
 
"En anden dag". Mumlede han og gik forbi ham.
Jeg kunne høre, at Dave ikke var så glad for at sige nej til ham. De havde været venner i en evighed, og så måtte Dave takke nej, fordi han skulle sørge for Justin. Se, den dreng gav ikke andet end problemer.
 
Vi gik over mod centeret, som ikke lå langt fra skolen. Mens vi gik, var der lidt tavshed mellem os. Det var ikke tit der var det, vi havde altid et eller andet at snakke om.
Jeg kunne ikke fatte, at vi skulle bruge vores tid på, at se hvad Justin lavede. Vi kunne lade være. Men hvis Justin ikke kom hjem med os, ville vores forældre begynde at spørge. Og så vil de finde ud af, at Justin ikke var i skolen, og der kom problemer. Så heller spilde lidt af ens tid, på at passe på en dreng, som havde sammen alder som en selv. Det var lidt nedern.
 
"Hvor pjækker han?". Spurgte Dave mig.
Vi havde aldrig pjækket. Vi havde altid fået af vide, at det var forkert og dumt. Og at det kun var forkerte mennesker som pjækkede.
 
"Det ved jeg ikke, måske har han altid gjort det". Sagde jeg og trak på skulderne.
Han blev trods alt smidt ud af en masse skoler, måske var fravær en af gruende. Selvom jeg sagtens kunne finde en masse andre grunde. Jeg var ret sikker på, at han også var blevet opdaget på skolens toilet med en pige. Han var jo helt speciel.
 
"Ja, du har nok ret". Sagde han tøvende.
Vi var næsten ved centeret, vi skulle bare over en vej, og så var vi ved indgangen.
 
Da vi gik ind af ind, var det nemt at se, at det var her de fleste unge mennesker hang ud. Hvor end du kiggede hen, kunne man kun se en teenager. Der var et par voksne, men ellers var det et hæng-ud-sted for de fleste unge mennesker.
 
Dave og jeg kiggede rundt, vi ville se, om vi kunne få øje på Justin. Han måtte jo være her et sted. Vi gik op af nogle rulletapper, så vi kom op på den øverste etage. Der var kun 2 etager i det her center, men det var også nok. Der var vildt mange butikker. Syntes jeg. Der var mange piger som brokkede sig over, at der ikke var flere. De syntes, det var irriterende, at de skulle til en anden by for at soppe, fordi de ikke lige havde den butik, som de gerne vil shoppe i.
 
"Hvor mon han er?". Spurgte Dave mig, mens han kiggede forvirret rundt.
Jeg trak bare på skulderne. Der var så mange mennesker på det tidspunkt, at man umuligt kunne finde en.
 
"Aner det virkelig ikke". Sagde jeg sukkende.
Jeg havde mest lyst til at give op og tage hjem. Vores forældre vidste præcis, hvornår vi havde fri. Så de var sikkert bekymret.
 
"Skal vi ik....". Mere nåde jeg ikke at sige, før jeg hørte et grin, som jeg genkendte meget godt.
 
"Hvad?". Spurgte Dave mig.
Jeg kiggede rundt, og der fandt jeg den person, som grinet tilhørte.
 
"Der er Nicole, mon hun ved hvor han er?". Sagde jeg og begyndte at gå over til hende. Dave gik lige bag ved mig, han nåede ikke at svare, før jeg allerede var gået over til hende.
 
"Hej". Sagde jeg smilende.
Hun sad sammen med hendes veninder, hvilket betød, at hun helst ikke vil snakke med os. De kiggede undrende på os, som om, at vi ikke hørte til her.
 
"Vi skal nok gå, vi vil bare spørge om du vidste, hvor Justin var?". Spurgte jeg hende.
Hun smilede til hendes veninder.
 
"Han er taget hjem, den lyseslukker". Sagde hun ligegyldigt.
Jeg nikkede
 
"Tak". Sagde jeg og vendte mig om.
Hun ville ikke have mig der, så jeg måtte hellere gå. Nicole var god nok, hvis man var alene med hende.
 
"Så han er taget hjem". Sagde Dave sukkende.
Han var sikkert lige så irriteret som jeg. Vi var gået herover forgæves.
 
Vi kunne ikke komme hurtigt nok ud, jeg hadede at være derinde. Centeret var ikke mig, og det havde det aldrig været, jeg regnede heller ikke med, at det blev det.
 
Vi begyndte at gå hjemad, hvilket ikke var så langt væk.
 
"Hvordan kan det være, at du er veninder med hende?". Spurgte Dave mig lige pludselig.
Jeg vidste godt, at han hentydede til Nicole.
Jeg sukkede lidt.
 
"Vi er barndomsvenner, og hun er sød nok". Sagde jeg smilende.
Han nikkede
 
"Okay". Sagde han bare.
Jeg kunne se på ham, at han ikke forstod det. Og det var der mange som ikke gjorde. Men hun var god nok, og det havde hun altid været.
 
 
Da vi kom ind af døren, kunne vi høre latter inde fra køkkenet. Latteren kom helst sikkert fra mor og far. Vi gik smilende ind til dem, hvor til vores store overraskelse, Justin sad. Og han havde et stort smil på læben. Det kunne godt ligne, at det var ham, som fik dem til at grine så meget.
De kiggede alle sammen på os. Mine forældre holdte op med at smile og kiggede seriøst på os.
 
"Hvor har i 2 været, i fik fri for næsten 1 time siden?". Spurgte min mor lidt skrapt.
Ja de vidste præcis, hvornår vi fik fri. Og hvis vi vidste, at vi ikke kom hjem til tiden, så skulle vi ringe og meddele det.
 
"Øh.. Vi..". Sagde Dave, men han var ikke sikker på, om han skulle sige sandheden eller lyve. Han var forfærdelig til at lyve.
 
"Vi var i centeret". Sagde jeg meget enkelt og kiggede hemmeligt på Justin.
Jeg kiggede hemmeligt, fordi mine forældre ikke skulle vide, at det havde noget med Justin at gøre. Men jeg kiggede på Justin, fordi han skulle vide, at det havde noget med ham at gøre.
 
"Hvad lavede i dog der?". Spurgte min mor lidt skræmt.
Hun ville ikke have, at vi gik alene over i centeret. Hun syntes, at det var et rædsomt sted.
 
Dave og jeg kiggede på hinanden, vi anede ikke, hvad vi skulle sige.
 
"Det er min skyld". Kom det pludselig fra Justin.
Vi kiggede alle sammen undrende på ham.
 
"Hvad?". Spurgte min far ham forbavset.
Han nikkede svagt.
 
"Jeg gik derover efter skole, og så skrev jeg, at de skulle komme hurtigt derover, men der gik lang tid, så jeg forventede ikke, at de kom, så jeg gik hjem". Løj han.
Jeg havde lyst til at slå ham, men han havde på en måde reddet os, eller sig selv. Han vil sikkert heller ikke have, at mine forældre skulle vide, at han ikke havde været i skole.
 
"Er det rigtigt?". Spurgte min mor sukkende.
Jeg nikkede.
 
"ja". Sagde jeg tøvende.
De nikkede begge to.
 
"Men husk at ringe, når i ved, i ikke kommer hjem til tiden". Sagde min far meget bestemt.
"Ja selvfølgelig". Sagde Dave.
 
Dave og jeg gik langsomt op af trappen. Og da vi fra på enden af trappen, kunne vi høre, at der kom en løbende. Det var Justin. Han blokerede vejen for os, og han havde et lidt surt ansigtsudtryk.
 
"Hvordan vidste i det?". Spurgte han surt.
Jeg kiggede undrende på Dave. Men det var bare skuespil. Jeg vidste godt, at han hentydede til det med hans pjækkeri.
 
"Hvad snakker du om, Justin ?". Spurgte Dave ham med en lille stemme.
Jeg kunne slå Dave lige i nakken. Man kunne bare høre, at han løj. Han havde altid en lille stemme.
 
"I ved udemærket godt, hvad jeg snakker om". Sagde han surt.
Jeg sukkede.
 
"Okay, så. Vi fik en besked fra en, okay". Sagde jeg lidt surt til ham.
Han smilede sit skæve smil.
 
"okay". Sagde han bare og blinkede med det ene øje. Han gik væk fra os, og ind på hans værelse.
 
"Underligt, vi var da ikke færdig med samtalen?". Sagde Dave undrende.
Jeg tænkte over det samme. Man kunne da ikke gå sådan der. Der var en stor del ind i mig, som fik lyst til at gå ind til ham, og fortsætte samtalen.
 
"Jeg snakker med ham". Sagde jeg sukkende og gik hen af gangen.
Dave nåede ikke at sige noget, før jeg var væk.
 
Jeg bankede ikke på, jeg gik bare ind. Som han altid gjorde, lå han bare i sin seng og tjekkede sin mobil. Havde den dreng aldrig andet at fortage sig?
 
"Hvad bringer dig til min seng?". Spurgte han mig, da jeg stod foran hans seng.
Jeg rullede øjne af ham, idiot.
 
"Hvorfor pjækkede du i dag?". Spurgte jeg ham.
Han smilede lidt og satte sig op.
 
"søde..". Sagde han og stoppede.
Sagde han lige søde? Han rejste sig op og gik over mod mig.
 
"Du skal ikke bekymre dig om noget, men hvis du sladrer, så skal du nok begynde at bekymre dig". Sagde han med et lille sødt smil. Men jeg fornemmede, at det ikke skulle menes som sødt.
 
"Og desuden ville Nicole have mig med". Sagde han.
Jeg sukkede lidt. Hvad havde de 2 gang i?
 
"Men jeg vil nok ikke se mere til hende, da jeg ordnede hende i centerets toilet". Sagde han og grinede hæst. Jeg kiggede undrende på ham. Var at ordne, det som jeg troede det var? For hvis ja, ad.
 
"Du har et underligt blik, forstår du ikke, hvad der skete?". Spurgte han mig.
Jeg svarede ikke.
 
"Okay, vi havde sex, jeg knebbede hende, forstår du nu?". Spurgte han mig med et smil.
Jeg kiggede dumt på ham.
 
"Hvordan kan du bare gøre sådan noget?". Spurgte jeg ham undrende.
Han grinede hæst.
 
"Det er standard for mig, søde".
Jeg åbnede irritabelt ud i luften.
 
Han tog hans hånd op til min kind og begyndte at kærtegne den blidt. Han havde et underligt sødt blik, en blanding af sød og flirtende. Mens hans finger kærtegnede min kind, kom han tættere på.
Men jeg syntes, at det var nok. Så jeg rykkede bagud. Han fik et skævt smil på læben.
 
"Lad være med at spille så kostbar". Sagde han og grinede hæst.
Jeg lagde mine arme omkring mig selv, så de var formet som et kryds.
 
"Tror bare at jeg går ud nu". Sagde jeg og gik mod døren.
Jeg holdte stadig mine arme omkring mig.
Lige da jeg skulle ud af døren, kom Justin og blokeret min vej.
 
"Hvorfor så travlt?". Spurgte ham mig.
Jeg svarede ham ikke, jeg prøvede bare at komme forbi ham, men han lod mig ikke komme forbi.
 
"Hvorfor ikke overnatte hos mig? Det er trods alt fredag". Sagde han og smilede skævt igen.
Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg prøvede at få min hånd frem mod håndtaget, men hans hofte skubbede den væk.
 
"Kom nu". Sagde han flirtende, mens han kom tættere på.
Han kom så tæt på, at jeg kunne mærke hans bryst. Hans hænder holdte stramt om mine hofter, mens han spillende øjne stirrende ind i mine forvirrende øjne. Hans skæve smil blev fast på læben. Han flirtede rundt med mig. Hans flirte måde gjorde mig blød i knæene.
 
"Sov hos mig i nat". Sagde han frækt ind i mit øre.
Jeg kiggede bare ned i brystet på ham. jeg havde faktisk lyst til at overnatte hos ham, men det var da forkert?
 
"Kom nu, vi er ligesom søskende". Sagde han igen frækt ind i mit øre.
Jeg kiggede undrende på ham. Vi er ikke engang tæt på. Det havde jeg lyst til at forklare ham, men jeg var mundlam. Jeg kunne ikke røre min krop eller mine læber, jeg var helt væk.
 
Han rykkede et skridt på, så jeg kunne mærke hans åndedrag i mit ansigt, det var varmt og lidt behageligt. Hans hænder bevægede sig længere ned, så de rørte min røv, eller som de fleste vil kalde det, ragede på den.
Vores næser rørte hinanden, hvilket vil sige, at vores læber var meget tætte på. Jeg følte, at jeg kunne mærke hans læber, fordi de var så tætte, men de var få centimeter fra mine. Jeg kiggede på hans læber, mens hans spillende øjne kiggede ind i mine øjne.
 
"J-J-Jeg..". Stammede jeg. Jeg kunne overhoved ikke snakke.
 
Han grinede lidt, han syntes, at det var sjovt, at jeg stammede. Jeg havde aldrig i mit liv været så nervøs. Og så skulle det lige være overfor en dreng.
 
"Du behøver ikke at sige noget, bare slappe af og lade mig styrer det hele". Sagde han og begyndte at gå over mod hans seng. Vi gik med små skridt. Det var ikke fordi, at jeg ville, men han trak mig med.
Da jeg kunne mærke sengekanten på mine bagben, skubbede Justin mig blidt tilbage i sengen. Jeg lå nede i hans seng og kiggede i hans øjne. Han lagde sig oven på mig og kiggede ind i mine øjne. Hans læber kom tættere på, hans hænder holdte mig i håret, så jeg ikke kunne komme væk, hvilket jeg nok heller ikke ville kunne alligevel. Han var helt tæt på mig, og jeg troede virkelig, at han rørte mine læber. Men lige, da han skulle til det, drejede han hovedet og kyssede min kind i stedet for. Han rullede ned ved siden af mig og smilede lidt.
 
"Ikke endnu". Sagde han og smilede til mig.
Jeg var helt overrasket og forskrækket, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke.
Hvad ville han? Og hvorfor sagde han 'ikke endnu'.
 
Jeg løb forvirret ud af døren og ind på mit værelse, hvor jeg hoppede direkte i min seng og der lå jeg i noget tid. Hvad ville Justin egentlig med mig? hvorfor var han så mystisk?
 hvorfor havde jeg en fornemmelse på, at han ville have sex med mig? Og hvorfor følte jeg, at det faktisk vil ske en dag? Måske snart?

 

                                                                             

Husk at tjekke 'Justin Bieber - One shot'. Find den på min profil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...