Justin Bieber, is it love or not?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 13 okt. 2012
  • Status: Færdig
Mød den perfekte familie Jenison. Familien består af en far, mor, teenagedatteren Ally og teenagesønnen Dave. De bor alle sammen lidt ude for New York i det skønneste kvarter. Familien er meget stille og rolig, og ikke mindst perfekt. Ally og Dave går begge i High School på deres sidste år, de får begge gode karakter, de har begge gode venner, men de er også begge meget upopulære i skolen. Men meget ændrer sig, da morens søsters stedsøn - Justin - skal bo hos dem. Han er alt det, de ikke er og omvendt. Han får dårlige karakter, han laver ballade, men til gengæld er han meget populær mellem både piger og drenge. Hvordan vil det gå familien med en som Justin? Hvad ændrer sig? Og vil Justin syntes at Ally er tiltrækkende eller omvendt? (Justin er ik' kendt)

84Likes
103Kommentarer
8528Visninger
AA

4. Kapitel 3

Den første skoledag var slut. Det var der faktisk utrolig mange som var glade for. Da lærerne gav os lov til at gå, blev alle så ufattelig glade.
Nicole spurgte Justin om han ville med over i centeret og hygge sammen med hende og hendes veninde. Nicole havde andre veninder, end dem jeg havde. De var lidt anderledes. De var mere som hende. De gik meget op i makeup og tøj, altså bare deres udseende. Justin var ved at sige ja, da jeg sagde at han ikke skulle. Det blev han sur over, og så sagde han, at det ikke kom mig ved. Det endte med at han gik med dem, og fordi Dave og jeg på en måde havde et ansvar for ham, fulgte vi med. Men vi var ikke sammen med dem. Godt nok var Nicole en af mine veninder, men når hun var sammen med hendes veninder, skulle man helst ikke være i nærheden.

Vi var i centret i ca. 2 timer, og så gik vi hjem. Jeg forstod ikke, hvorfor det var sjovt at være i centeret, når man alligevel ikke købte noget. Men Nicole sagde altid, at der var drenge derover. Uhmmm, sådan noget pjat.
Det var også tydeligt, at hun var helt væk i Justin. Hun hang op af ham hele tiden, og hun grinede af alt, hvad han sagde.


"Hvordan kan i acceptere de ting, som han gør?". Spurgte jeg mine forældre.
Vi sad og snakkede ved spisebordet, os var mine forældre, Dave og jeg. Vi snakkede om Justin, som var oppe på sit værelse, og lavede et eller andet, som jeg overhoved ikke var interesseret i.

"Vi ville jo ikke have, at han ringer hjem og siger at vi skælder ham ud". Sagde min mor og tog en tår af hendes kaffe.
Jeg sukkede lidt. I hele mit liv, havde jeg altid givet mine forældre ret, men denne gang havde de ikke.

"Så giv mig tilladelse til at sige noget til ham". Sagde jeg modent og bestemt.
Mine forældre kiggede på hinanden med underlige blikke. Dave lignede en, som ikke vidste hvad der skete. Det var også underligt af mig, at sige sådan noget. Men den dreng behøvede at lære noget, og hvis mine forældre ikke vil, måtte jeg være den ansvarlige.

"Okay, du må gerne tale med ham, som du vil". Sagde min far og nikkede.
Jeg smilede lidt. Jeg kunne skælde ham ud, sige at han havde gjort noget forkert, jeg kunne sige min mening til ham. Det var en dejlig følelse.

"tak". Sagde jeg meget taknemmelig.
De nikkede bare.

"Hvad vil du sige til ham?". Spurgte Dave mig.
Jeg kiggede over på ham, han lignede en, som var meget usikker.

"Alt, jeg vil sige min mening om ham, til ham, han skal vide sandheden". Sagde jeg glad.
Han så undrende på mig.

"Er du sikker på, at det er en god ide?". Spurgte han mig.
Jeg grinede lidt.

"Hvordan skulle han ellers lære det?". Spurgte jeg ham.
Han trak bare på skulderne, og det var forståeligt nok, hvor skulle han vide det svar fra. Hvis mine forældre ikke lærte Justin at opføre sig ordentlig, men skulle så? Jeg måtte træde ind, ellers endte det nok galt.

"Jeg går op og snakker ham nu". Sagde jeg meget bestemt og rejste mig op.
Dave rejste sig også op.

"Skal jeg gå med dig?". Spurgte han mig.
Jeg kunne høre, at han var lidt bekymret for mig.

"Nej, jeg klarer det selv". Sagde jeg og gav ham et varmt smil.
Det betød, at jeg nok skulle klare mig. Han nikkede bare og satte sig ned igen.

Jeg gik ovenpå, og hen af gangen. Jeg ville sige min mening om ham, uanset hvad.
Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, da jeg kom til hans dør. Jeg var lige ved at banke på, da jeg kom i tanke om, at det nok vil være en dårlig start. Jeg skulle være lidt barsk, ellers ville han bare se ned til mig.

Jeg tog hårdt fat i dørhåndtaget og gik brasende ind.

"Hey". Kunne jeg høre ham sige overraskende og lidt surt.
Jeg var lige ved at sige undskyld, men gjorde det ikke. Min sødhed var ovre.

Jeg gik direkte over til hans seng, hvor han lå med hans mobil.
Man kunne tydelig se, at han var chokeret over mig. Men han faldt lidt ned, og så begyndte han at ligne en egoistiske idiot igen. Med hans skæve smil og spillende irriterende øjne.

"Hvad laver du herinde?". Spurgte han mig.
Jeg kiggede dumt på ham.

"Jeg vil sige noget til dig". Sagde jeg bestemt til ham.
Han sukkede lidt.

"Jamen så si...". Sagde han og prøvede at rejse sig op, men jeg skubbede ham tilbage i sengen.
"Bliv siddende, når jeg taler". Sagde jeg skrapt til ham.
Han grinede bare lidt.

"Okay så". Sagde han bare og smilede skævt til mig.
Jeg lagde min arme over hinanden, så de dannede et kryds.

"for det første, kan jeg ikke lide din opførelse". Sagde jeg surt til ham.
Han begyndte at grine vild meget.

"Jamen undskyld, MOR". Sagde han, med tryk på mor.
Jeg kiggede undrende på mig.

"Kunne du ikke bare vise mere respekt i huset?". Spurgte jeg ham på en sød måde.
Han smilede sit skæve smil.

"Og lad være med at være ligeglad med alt og alle".
Han sukkede lidt.

"Hvorfor skulle jeg?". Spurgte han mig med en hård tone.
Jeg kiggede undrende på ham.

"Jeg hader det her sted, så hvorfor skulle jeg repekterer det?". Spurgte han mig.
Jeg begyndte at være lidt sød igen.

"Fordi det er din sidste chance". Sagde jeg stille til ham.
Han kiggede underligt på mig, men så gav han mig ret, med at nikke lidt.

"Men jeg har ikke tænkt mig at lave om på mig selv, bare fordi det er uaccpetabelt i det her hus". Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Kunne du ikke bare være lidt mere sød?". Spurgte jeg ham.
Han satte sig på sengekanten og tog fat i mine hænder.

"Søde, jeg er fra Manhatten, jeg er opvokset til at være sådan her, lav ikke om på det". Sagde han meget bestemt til mig, men stadig på en sød måde.

"Men så længe du er her, kan du ikke være som du var, da du boede på manhatten". Sagde jeg surt til ham. Jeg var irriteret over, at han ikke forstod det.

"Hvis du nogensinde flyttede til Manhatten, ville du så også lave hele din personlighed om, bare fordi den ikke passede ind?". Spurgte han mig.

Jeg tænkte mig lidt om, han havde faktisk ret. Jeg kunne aldrig lave mig selv om, hvis jeg nogensinde flyttede til et andet miljø. Hvordan kunne vi så få ham til det?

"Men skal man virkelig være ligesom dig på Manhatten? Skal man forfører piger på den måde du gør? Skal man gøre de dumme ting som du gør? Skal man virkelig være så ubehøvlet? ". Spurgte jeg ham med et suk.
Han rystede på hovedet.

"Det er bare sådan, jeg er". Sagde han sukkende.
Jeg nikkede svagt.

"Men kan du ikke skrue ned for alt den ballade? At få en eftersidning på første dag, er ikke okay". Sagde jeg på en sød måde til ham.
Han nikkede lidt.

"Jeg har aldrig været sådan en person, som lærerne kunne lide. Tror ikke at jeg ændrer mig på det område". Sagde han sukkende.
Jeg nikkede. Jeg forstod det godt nok ikke helt, men jeg prøvede i det mindste.

Han kom helt over til mig, og da han stod helt tæt på, rørte han lidt rundt i mit hår, mens hans anden hånd var på min hofte. Vores øjne stirrende direkte ind i hinanden, og det var akavet, meget faktisk.

"Lav ikke om på mig, okay?". Spurgte han mig med en lav hæs stemme.
Jeg kiggede bare ned i gulvet.

Han tog hans hånd op til mit hovede, og drejede det op, så jeg så ham lige ind i øjene.

"Accepterer mig som den jer er, eller skrid". Sagde han meget seriøst.
Det var som om, at hans øjne hypnoserede mig. Han havde nogen spillede øjne, som fik mig til at være mundlam, min krop blev helt stille og afslappet, jeg nød faktisk øjeblikket, hvor vi bare kiggede ind i hinandens øjne.

"Du er utrolig smuk". Sagde han og kærtegede min kind lidt.
Hans bløde finger som aede min kind, var faktisk temmelig behageligt. Jeg havde aldrig været så tæt på en dreng før, så det føltes underligt og forkert.

"Men jeg vil ikke ødelægge det vi har". Sagde han og trak sig væk.
Da han gav slip på mig, var det som om at jeg faldt, men i virkeligheden rykkede jeg bare lidt frem. Han gik bare tilbage i sin seng og lagde sig ned i den.
Jeg kiggede undrende på ham, den måde han så på mig på, fik mig til at føle...Ubehagelig, det var en underlig følelse, som jeg aldrig havde følt før.

"Hvad mener du med, at vi har noget?". Spurgte jeg ham undrende.
Det var faktisk noget underligt noget at sige.

Han smilede lidt til mig.

"At vi har noget" Sagde han og blinkede til mig.
Jeg forstod stadig ikke helt, hvad han mente.

"Og hvad så?". Spurgte jeg ham.
Han sukkede irriteret, han hadede sikkert alle de spørgsmål.

"Det er ikke din tur endnu, men den vil komme, når vi har lidt mere". Sagde han og kiggede ned i sin mobil.

Jeg stod i noget tid og bare kiggede på ham. Min tur? Til hvad dog? Det spørgsmål fik jeg nok aldrig svar på, eller måske, når det var min tur, til hvad det nu end var.

Jeg gik ud af døren og ind på mit værelse. Jeg fik da sagt min mening, eller noget af dem. Men det eneste jeg fik ud af det, var at en stor del af mig, syntes at han havde ret. Man skulle ikke forandre personer, uanset hvor meget de ikke passede ind. Han ville altid være den sære dreng fra Manhatten.
Det ville være det samme hvis jeg flyttede til Manhatten, så kunne jeg heller ikke være den person, som jeg var nu. Det ville de aldrig acceptere. Måske skulle jeg bare prøve at leve med den person, som han nu var.

Han var godt nok vild mærkelig og sådan, men på et tidspunkt vil det vel virke normalt? Det var bare den måde han talte på. Den måde ham gik klædt på. Den måde han flirtede på, og den måde han kiggede på folk. Det var en helt anderledes person, end vi var vant til.
Hvad ville der egentlig ske med ham og Nicole? Hun var vist temmelig forelsket i ham, men han virkede ikke som en, som overhoved interesserede sig for hende. Skulle han bare hygge sig med hende, derefter forlade hende med et knust hjerte? Var det sådan det hele foregik?

Jeg forlod de forfærdelig tanker, og gik i gang med at ryde lidt op på mit værelse. Der var faktisk ikke en eneste ting på gulvet, men jeg måtte bare gøre noget, så jeg ikke tænkte på ham. Men der var en ting, som jeg undrende mig meget om. Hvad mente han med, at vi havde noget? Vi havde absolut ikke noget, og vi ville aldrig få det. Hmmm, det spørgsmål vil køre rundt i mit hoved, lige indtil jeg får svaret.


Da der blev kaldt, at vi skulle spise, gik jeg ud af min dør. Lige da jeg trådte ud af døren, gik jeg ind i Justin.

"uh undskyld". Sagde jeg overraskende til ham.
Han smilede bare til mig. Og det var et sødt smil, det var det første smil, som han nogensinde havde sendt til mig.

Vi begynde at gå sammen hen af gangen. Han kiggede ligepludselig på mig.

"Så hvordan er det at spille så perfekt?". Spurgte han mig.
Jeg kiggede undrende på mig.

" ej kom nu, nu har du kritiseret mig, det er vist min tur". Sagde han og grinede lidt.
Jeg vidste overhoved ikke, hvad han mente.

"Hvad mener du med spiller?". Spurgte jeg ham undrende.
Han sukkede lidt.

"Som om at du ikke har lyst til at gøre, hvad du vil". Sagde han.
Jeg kiggede endnu engang undrende på ham. Han stoppede op og skubbede mig ind i væggen. Hans øjne stirrende dybt inde i mine, og endnu engang var vi alt for tæt på. Så tæt, at jeg kunne høre hans vejrtrækningen, og han kunne sikkert høre mit hjerte banke. Jeg var lidt nervøs. Så mit hjerte bankede hurtigere end normalt.

"Hvor mange gange har du ikke tænkt på at gøre noget forkert? Som at trykke på brandalarmen over på skolen?". Spurgte han mig.
Jeg sukkede lidt. Jeg havde faktisk tit tænkt på at gøre det, men jeg vidste, at det var forkert.

"Hvor mange gang har du ikke tænkt på at være ligesom Nicole?". Spurgte han mig.
Jeg kiggede underligt på ham. Hvordan vidste han det? Lige siden jeg blev veninder med hende, har jeg altid gerne vil være ligesom hende. Hun gik med pænt tøj, ikke meget tøj, men det var faktisk ret pænt. Og så gik hun med mere makeup end jeg gjorde, og det så faktisk pænt ud. Hun havde meget selvtillid, det ville jeg også gerne have.


"Du går bare rundt og leger perfekt. Men det du virkelig vil have er et eventyr. Du vil gøre noget forkert, du vil ligne noget andet, og du vil kunne sige fra for de voksne". Sagde han og gav slip på mig. Jeg var helt mundlam. De ting han sagde, var fuldstændig rigtige. Men hvordan vidste han det?

"Og det største ting som du vil, er at have en kæreste som knalder dig hårdt og grundigt". Sagde han og grinede hæst. Jeg kiggede chokeret på ham, han blinkede med det ene øje, og så gik han nedeunder til de andre.

Jeg stod alene tilbage oppe af væggen på gangen, jeg lignede sikkert en som havde set et spøgelse. Men det passede også fint. For jeg var overrasket, chokeret og lidt bange. Han kendte mig mere end mig selv.

Jeg tog små skridt, da jeg gik nedeunder. Og da jeg kunne se de andre, fjernede jeg det chokerede ansigt og lignede mig selv igen.
Den eneste plads, som var tilbage, var ved siden af Justin. Jeg satte mig ned ved siden af ham, han gav mig et lille smil, da jeg satte mig ned.

"Nå, hvordan gik første skoledag?". Spurgte min far os.
Han kiggede rundt på os alle sammen.

"Fint". Sagde en person, som ingen af os regnede med at sige noget.
Min far smilede til Justin. Han var sikkert glad for, at Justin endelig sagde noget ved bordet.

"Ja, den gik faktisk fint". Sagde Dave og smilede til Justin, Justin gav ham et venligt smil tilbage.
Okay, hvad skete der? Justin var glad og sød? Og så smilede han til Dave, på den gode måde.

"Ally?". Sagde mon mor.
Jeg kiggede på hende og min far. De ventede på, at jeg skulle sige, hvordan jeg havde haft det på den første dag.

"Den var vel okay". Sagde jeg og begyndte at spise.
Der blev helt stille, efter jeg havde sagt det.

"Er du okay?". Spurgte min far mig.
Normalt ville jeg sige en masse positive ting om den første dag, så det undrede dem alle sammen lidt, måske ikke Justin.

"Den kunne havde været bedre, siger det bare". Sagde jeg smilede til mine forældre.
De nikkede kort og så begyndte de at spise.

Der var lidt madro i kort tid, men så begyndte en samtale igen, fra en person som normalt aldrig snakkede ved bordet.

"Jeg glæder mig faktisk til imorgen". Sagde Justin glad.
Jeg kiggede op fra min tallerken og over på Justin, han sad og smilede rundt til dem alle sammen.

"Det var godt, se det er...."
De begyndte at starte en samtale, med Justin. Selv Dave var med i samtalen, og jeg sad bare helt mundlam og spiste min mad. Mine forældre roste justin lidt, kun fordi han lod som om, at han glædede sig til skolen men selv gud vidste, at det var løgn. Igen var jeg chokeret. Justin snakkede til til mine forældre og Dave en pæn og sød måde, han bandede ikke eller sagde dumme ting, han talte fint og pænt til dem allesammen. Det var som en drøm, en ond drøm.

Men måske ændrede Justin sig alligevel. Måske begyndte han at være sød. Det havde han bevist, at han var herhjemme i hvert fald. Måske forsatte det også over på skolen?
Jeg smilede glad rundt.

"Uddannelsen er jo vigtig". Sagde Justin meget bestemt.
Jeg begyndte at lytte til deres samtale.

"Ja meget vigtig faktisk". Sagde Dave.
Justin og Dave smilede igen til hinanden. Måske begyndte de at være venner nu?
Ville alt blive godt nu? Vil vores liv være som før, bare med en anden dreng tilstede? Det måtte dagen imorgen vise.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...