Justin Bieber, is it love or not?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 13 okt. 2012
  • Status: Færdig
Mød den perfekte familie Jenison. Familien består af en far, mor, teenagedatteren Ally og teenagesønnen Dave. De bor alle sammen lidt ude for New York i det skønneste kvarter. Familien er meget stille og rolig, og ikke mindst perfekt. Ally og Dave går begge i High School på deres sidste år, de får begge gode karakter, de har begge gode venner, men de er også begge meget upopulære i skolen. Men meget ændrer sig, da morens søsters stedsøn - Justin - skal bo hos dem. Han er alt det, de ikke er og omvendt. Han får dårlige karakter, han laver ballade, men til gengæld er han meget populær mellem både piger og drenge. Hvordan vil det gå familien med en som Justin? Hvad ændrer sig? Og vil Justin syntes at Ally er tiltrækkende eller omvendt? (Justin er ik' kendt)

84Likes
103Kommentarer
8528Visninger
AA

2. Kapitel 1

Alt var så perfekte, lige fra da man kom ind af døren og ud gennem bagdøren. Hvert hjørne var støvet af, hver blomst, hvert skab, hver genstand var rent og pænt. Møblerne var vasket af, så de så perfekte glatte og rene ud. Gulvet var både vasket og støvsuget, ikke en plet. Køkkenet var ikke rørt siden den forrige aften, efter de havde brugt det, havde det også fået den store omgang, perfekt. Det perfekte hjem var rent og pænt, ikke engang en flue fløj derinde.
Udenfor var græsset pænt slået, der var ikke et græsstrå som var højere end det andet. Blomsterne pyntede fint den perfekte have. Poolen var gjort rent, så vandet så spejlglas ud.
Hele huset var ryddet for skrald og rod, intet vasketøj, ingen skolebøger fremme, perfekt.

Det var sådan familie Jenison boede, bedre kendt som den perfekte familie..

Jeg sad ved mit hvide sminkebord og tog lidt makeup på, jeg brugte ikke det helt store, det sagde min mor, at jeg ikke behøvede. Hun sagde altid, at jeg havde et ansigt som en engels, hun kaldte mig det perfekte barn.

Tøjet til den kommende dag var lagt pænt på sengen af min mor, hun ville bestemme, hvad jeg skulle have på til den store dag. Ikke at det gjorde så meget, da jeg elskede alt mit tøj, så lige meget hvad hun valgte, ville jeg blive glad.

Denne dag havde vi alle ventet spændt på, faktisk havde jeg spekuleret hele sommerferien, hvordan det kom til at være. Fra og med i aften ville der ikke længere kun være 2 teenager i dette hus. Vores forældre fortalte os det for et par dage siden, de sagde, at der kom en dreng på vores alder, her i dette hus, vores hus, og han skulle bo her indtil skoleåret var slut.

Dave og jeg snakkede sammen omkring det, vi havde altid haft et godt forhold. Vi var lidt skrækslagen med tanken om en ny dreng i huset. Vores forældre sagde, at han var normal, de sagde at han var ligesom os. Men hvorfor skulle han så bo hos os?
Det spørgsmål fik Dave og jeg svar på den samme aften, vi havde lyttet til en af deres samtaler i stuen. Vi lyttede ikke normalt til deres samtaler, for det var meget forkert. Men de snakkede om ham drengen, Justin. Han var min mosters stedsøn, jeg havde aldrig mødt eller hørt om ham før. Men efter hvad vi hørte, blev han smidt ud af en privatskole, og der var ikke flere skoler som gad at have ham, derfor kom han til at bo hos os, så han kunne gå på vores skole. Vi vidste ikke det helt store om ham, kun 1 ting, han var ikke ligesom os.

"Hey..".
Jeg kiggede over mod min dør, og der stod Dave med hans fodboldstøvler i hånden, han prøvede at binde en stram knude op. Dave havde prøvet at komme ind på holdet i flere år, men de afviste han altid.

"Hvorfor bliver du ved med at gå til de fodboldoptagelser?". Spurgte jeg ham.
Han smilede lidt, mens han gik over og satte sig på min seng.

"Jeg vil prøve, det er det eneste som jeg kan gøre, hvis jeg giver op, så kommer jeg aldrig med". Sagde han med et stort smil. Jeg nikkede svagt og kiggede på mig selv i spejlet.
Det eneste makeup jeg gik med var mascara og lidt lipgloss. Det var vel okay, også selvom de fleste piger på min skole gik med eyeliner, puder og alt det der makeup noget.

Jeg sukkede lidt.
"Er du okay?". Spurgte Dave mig.
Men han var meget ubetydelig. Jeg kiggede på ham, og jeg kunne ikke holde op med at smile. Han sad med skoen helt oppe i munden, han ville virkelig gerne have den snørebånd op, han brugte endda tænderne. Han var så sød.

"Jeg har det fint". Sagde jeg glad.
Godt nok var vi tætte, men jeg gad ikke at fortælle ham alting.

Han smed opgivenden skoen på min seng og sukkede irriteret.

"Glæder du dig til at se ham?". Spurgte han mig.
Jeg sukkede lidt.

"Det gør jeg vel". Sagde jeg tvivlende og trak på skulderne.
Vores forældre havde sagt, at vi skulle glæde os til at se ham, så det gjorde vi.

"Jeg må indrømme, at jeg er en smule nervøs". Sagde han og kløede sig i håret.
Jeg nikkede svagt.

"En ny dreng i huset! Og så en på min alder".
Han lød ikke særlig glad for ideen med en ny dreng, det gjorde jeg faktisk heller ikke. Ja, det var godt med nogle forandringer, men denne forandring var stor, og den kunne måske ødelægge noget godt.

"Han er sikkert ikke så slem". Sagde jeg tøvende.
Jeg vidste godt, at jeg ikke selv havde ret. Men jeg måtte prøve at opmuntre ham lidt.

"Han er blevet smidt ud af samtlige skoler, han er en ballademager". Sagde han lidt skrapt.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, den måde han sagde det på, fik det til at lyde så ufattelig morsomt.

"ballademager?". Sagde jeg vrængende til ham.
Han smilede lidt.

"Det hedder det da". Sagde han smilende.
Jeg rystede grinede på hovedet, jeg kunne ikke få ordet ud af mit hoved. Ballademager lyder som noget man sagde, da man var mindre.

"Tror det kaldes en 'Badboy' nu". Sagde jeg og nikkede.
Jeg havde hørt det ord mange gange over på skolen. Mange af de populære piger, som jeg overhoved ikke kendte, mest fordi de ikke kunne lide mig, snakkede tit om badboys, de sagde, at sådan nogen drenge var sexet.

"Vi skal have en badboy boede". Sagde han sukkende. "badboy". Gentog han smågrinede.
Jeg smilede lidt.

Ham Justin var jo noget anderledes end os, meget faktisk. Kan ikke fatte, at mine forældre gik med til det.

"Tror du der er andre grunde til, at han skal bo her?". Spurgte Dave mig.
Jeg rejste mig op og satte mig ned ved siden af ham.

"Altså, han lyder som en dreng med en masse problemer". Sagde jeg sukkende.
Jeg kiggede direkte ind i Daves øjne.

"Måske sender de ham hertil, fordi han skal lære at opfører sig ordentligt?". Sagde jeg glad.
Jeg var glad, fordi jeg måske havde fundet grunden. Jeg elskede at have ret, hvilket jeg ikke have haft i langt tid, fordi det havde været sommerferie, og så kunne jeg ikke være klog i skolen.

"Ja måske, fordi vi er jo ret søde og normale". Sagde Dave smilende.
Han havde ret, vi havde aldrig gjort noget forkert i hele vores liv, vi havde ikke engang sagt vores forældre igen, fordi de altid havde ret.

"Så han kommer her for at lære at opfører sig ordentlig, og for at gå i skole". Sagde jeg sukkende.
Det lød som en opgave, en opgave hvor Dave og jeg skulle hjælpe til. Det var ikke kun vores forældre som skulle lære ham disse gode ting, men også os.

"Ja, og vi starter i skole imorgen". Sagde Dave glad.
Vi var begge meget glade for at starte i skole igen, vi elskede skolen. Timerne, de gode karakter, rosen fra lærerne, uh, gode tider. Og selvfølgelig glædede vi os også til at se vores venner. Hvad vi ikke glædede os til, var at se de populære, irriterende og provokerende elever. De var så forfærdelige, de syntes, at de var perfekte. Men det var de ikke.

"Ja, vores sidste år". Sagde jeg sukkende.

"Ja, og så skal vi på college". Sagde han glad.
Dave og jeg var begge kommet på gode college, så det glædede vi os til.

Jeg fik kigget på et ur på væggen, og jeg havde faktisk lidt travlt.

"Dave, ud med dig, jeg har 15 min til at blive færdig" Sagde jeg bestemt til ham.
Han rejste sig op og kiggede undrende på mig. Jeg havde aldrig bedt ham om at gå ud før, så det var nyt for ham.

"Ud, Dave, ". Sagde jeg og skubbede ham ud af døren.
"Vi ses nedeunder om 15 min". Sagde jeg og lukkede døren.

Om 30 min ankom Justin med min moster. Det var første gang, at nogen af os skulle se ham. Ikke engang mine forældre havde mødt ham. For hver gang vi besøgte dem, var han enten hos en ven eller på kostskole. Han havde gået på så mange skoler, at jeg ikke havde tal på det.

Jeg tog mit tøj fra sengen og begyndte at tage det på. Min mor havde valgt et par hvide bukser, med en laksefarvet skjorte, jeg elskede det tøj. Det gjorde min mor også, det var hende som valgte det til mig, da vi var ude at handle, hun sagde at det var perfekt.

Da jeg havde fået tøjet på, rettede jeg det lige, så det så endnu bedre ud. Derefter kiggede jeg mig i spejlet, bare for at sikre mig, at jeg så nogenlunde okay ud.

Den sidste ting jeg gjorde, før jeg gik ud af mit værelse, var at kigge rundt, for at se om der var noget rod, det var der selvfølgelig ikke. Lige siden jeg var lille, havde jeg lært at mit værelse altid skulle være pænt og nydeligt. Så derfor var det dét.

Jeg smilede tilfreds og gik ud af døren. Jeg mødte Dave på gangen. Han havde en fin blå skjorte på, og et par sorte bukser, han lignede en million.
Vi gik sammen nedeunder, hvor mine forældre stod i stuen, iført deres pæneste tøj.

"Er i spændte?". Spurgte min far.
Jeg smilede til ham.

"Ja far, det er jeg". Sagde jeg glad.

"Det er godt at hører". Sagde han.
De stod begge med champagne i hånden, det drak de ikke så tit, kun til store dage som denne.

"Far, mor, må jeg havde lov til at sige, at i ser bedårende ud". Sagde Dave.
Jeg smilede til ham, hvor var det sødt sagt.

"Tak min dreng". Sagde min mor og kyssede ham på kinden.
Min far gav ham et nik, som betød tak.

Vi stod allesammen i stuen og ventede på det store øjeblik, det øjeblik hvor bilen stoppede ude foran vores hus, og at min moster og Justin kom op til døren og ringede på.

"Husk at behandle ham ordentligt". Sagde min far bestemt.
Vi kiggede begge på ham.

"Selvfølgelig far". Sagde Dave og jeg i kor.
Han smilede tilfreds til os.

Vi kiggede allesammen over på hoveddøren, da vi kunne høre en bil stoppe ude foran. Tiden var inde, det var nu det skete. Vi ventede allesammen på, at ringeklokken skulle spille sin melodi.

Jeg kunne høre trinene blive højere, de var nær døren.

(Ringeklokken ringer)

Min mor tog små skridt over mod døren for at åbne op, min far fulgte godt efter, mens Dave og jeg stod og var klar til at se den nye dreng, som vi sikkert skulle benytte vores tid sammen med.

Min far åbnede døren, og et stort falsk smil bredte sig på deres læber. Jeg kunne høre, at de bød dem velkommen, og at de var glad for at se dem. Og så kom ordenen, 'Kom dog indefor'. Mit hjerte hamrede hurtigere, da de ord kom ud af min mors mund.

Min moster kom til syne, ved hendes side kom en brunhåret dreng, med brune øjne til syne. Dave og jeg så på hinanden, vi kunne nærmest læse hinandens tanker, det var helt sikkert, at vi tænkte det sammen. Drengen kom i en sort hættetrøje og en rød kasket, noget som ikke var normalt for os. Men vi skulle behandle ham ordentlig, han var trods alt fra Manhatten.

"Dette er vores 2 vidunderlige børn, Ally og Dave, ". Sagde min mor, da de kom over til os. Justin var overhoved ikke koncenteret, han stod bare med hovedet nede i telefonen, hvilket gjorde mig sur, hvor ar han ubehøvlet.

"Justin!". Sagde min moster surt til ham.
Han kiggede sukkende på os, han smilede ikke eller noget, han så faktisk sur ud.

"Whats up?". Sagde han bare.
Man kunne sagtens høre, at han kom inde fra storbyen, og man kunne også se det på hans tøj.

"Dave og Ally, kan i ikke vise Justin hans værelse?". Spurgte min mor os sødt.
Vi nikkede hurtigt og smilede.

"Det er denne vej". Sagde jeg til ham, men jeg havde det som om, at han overhoved ikke lyttede.

"Justin!". Sagde min moster igen.
Han kiggede surt på hende

"Jeg hørte det godt!". Sagde han hårdt til hende.
Han svardede hende igen, på en hård måde. Jeg kiggede chokeret på Dave, som også lignede en, som lige havde set en spøgelse.

Vi gik allesammen ovenpå, hvor vi fandt Justin værelse, det var ved siden af mit.

Justin og Dave gik sammen bag ved mig.

"Fed kasket". Sagde Dave til ham.
Han lød som en der gerne ville starte et godt venskab. Hvor var jeg stolt af ham.

"Det hedder en cap". Sagde Justin surt til ham.
Der sluttede samtalen for dem. Kasket-cap, hvad er forskellen?

"Det her er dit værelse". Sagde jeg og lukkede døren op.
Vi kom ind til et dejlig åbent værelse, med massere af plads. En dejlig stor seng, et skab med massere af plads, og en dør ud til en terresse.

"Det ser vel okay ud". Sagde han og lagde sig i sengen.
Dave stod ude på gangen, han ville ikke med ind. Jeg var bange for, at han ikke kunne lide Justin. Men nu var Dave også meget genert, men Justin var heller ikke så imødekommende.

"Dejlig seng". Sagde han smilede til mig. Men hans smil virkede ikke som et rart smil, det var et skævt smil. Et jeg aldrig havde set hørt.

"Ja, den er lavet af det fineste..". Mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig. Det gjorde man da ikke, man måtte ikke afbryde folk. Det var forkert.

"Ja ja, den er fin, kommer du og hopper lidt i den med mig?". Spurgte han mig.
Han havde et sært ansigtudtryk, et som jeg havde set en film. De kaldte det et flirtende ansigtudtryk.

"Vi må ikke hoppe i sengene, det kan ødelægge den". Sagde jeg glad til ham.
Jeg måtte ikke miste min glæde bare på grund af ham, jeg måtte blive ved med at være glad. Så kunne han måske lære det samme.

"Jeg mente ikke, at vi skulle hoppe sådan rigtigt, men noget andet". Sagde han og blinkede til mig.
Jeg kiggede undrende på ham. Hvad mente han dog.

"Men det kan vel vente til vi kender hinanden bedre". Sagde han sukkende og rettede sin opmærksomhed mod sin telefon.

"Du er en sær dreng, med sære ord og underlige ansigtudtryk". Sagde jeg smilende til ham.
Han kiggede op på mig.

"Jeg er ikke sær". Sagde han smilede.
Jeg nikkede, selvfølgelig var han det. Men jeg skulle være sød! Så jeg gav ham ret.

Han rejste sig fra sengen og gik over til mig. Han kom helt tæt på, måske lidt for tæt efter min mening. Hans ene hånd holdte lidt stramt rundt om min hofte, det var lidt ubehageligt. Hans øjne stirrede ind i mine, mens han havde det skæve smil på læben.

"Du er egentlig ret køn". Sagde han og tog hans anden hånd op til min kind, hvor han derefter begyndte at kærtegne den.

"Tak, men vil du ikke være sød at tage dine hænder til dig". Sagde jeg til ham.
Han smilede skævt til mig.

"På et tidspunkt ligger vi to i den seng sammen". Sagde han, mens hans mund bevægede sig op til mit øre. "nøgne". Sluttede han hans sætning. Han gik tilbage i sengen og lagde sig ned med et hop. Jeg kiggede overraskende på ham, hvor jeg derefter skyndte mig ud af døren.

Jeg kunne høre at en lukkede døren, enten havde Justin rejst sig op og gjort det, eller også havde Dave lukkede den.

Jeg gik hurtigt hen af gangen og ind på mit værelse. Dave kom løbende ind på mit værelse og så undrende på mig.

"Hvad skete der?". Spurgte han mig.
Jeg rystede bare på hovede, mens jeg gik forvirrende frem og tilbage i rummet.

Han tog fat i mine arme, så jeg stoppede, han kiggede derefter bestemt på mig.

"Hvad gjorde han?". Spurgte han mig meget seriøst. Han lød sur, meget faktisk.
Hvis jeg fortalte, hvad Justin sagde til mig, så ville han tæske Justin. Problemet var bare, at Dave nok ikke ville vinde.

Jeg tog mig sammen og opførte mig normalt igen.

"Han gjorde ingenting". Sagde jeg med et dejligt varmt smil.
Han kiggede undrende på ham.

"Men hvorfor flippede du så sådan ud?". Spurgte han mig.
Jeg gik væk fra ham og over til et vindue, hvor jeg derefter sukkede højlydt.

"Fordi at alt vil blive forandret nu, med en som ham, kommer vi ikke til at leve som før". Sagde jeg sukkende og kiggede ud i mørket.



Det var så det første kap, hvad syntes i om det?:) husk at like den:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...