Decisions 1D

To måneder er gået, siden One Direction gik fra hinanden. Og nu har Aelx fået nok. Hun kan ikke længere klare de triste opkald, hun får fra Niall, så hun beslutter sig for at samle bandet igen. Men er de overhoved stadig interesseret i at se hinanden? Og hvordan går det mellem Harry og Louis? Hvem vælger hun?

107Likes
141Kommentarer
7064Visninger
AA

3. Meeting Mr. Malik.

Greg var egentlig fin nok. Han mindede en smule om Niall, men bare en smule mere højrøvet. Han var sgu okay, men jeg kunne stadig bedre lide Niall. Nogle gange når en af dem nævnte noget der hjemme fra, blev det efterfulgt af en akavet stilhed, som gav mig indtrykket af, at de ikke havde talt sammen i lang tid. Hvilket hjalp mig til at beslutte, hvad jeg skulle lave næste dag. Selvom jeg havde savnet Niall allermest af de fem fyre, blev jeg nødt til at se de andre. Og det blev så i dag. Så kunne brødrene også have en dag for sig selv. Det ville de sikkert have godt af.
 

 


”Hey drenge. Jeg tror, jeg går i seng,” siger jeg træt og rejser mig fra sofaen, hvor vi sad og så en gyserfilm. I virkeligheden var jeg ikke speciel træt, men filmen var bare al for klam. Men det ville jeg selvfølgelig ikke indrømme over for Greg, som allerede havde mobbet mig med mine små udbrud.

”Jeg kommer lidt senere,” svarer Niall og løfter sine ben fra bordet, så jeg kan komme forbi. Jeg sender dem et lille smil, før jeg lukker døren bag mig. Jeg smider mig i sengen og stirrer op i det mørke loft. Hvem skulle jeg starte med i morgen? Harry var i Frankrig, så det blev ikke ham. Liam var vist hjemme hos Danielle, så ham ville jeg også gerne undgå. Louis var derimod i min lejlighed, hvilket gjorde ham til en meget belejlig mulighed. Men jeg vidste stadig ikke, om hans følelser for mig stadig var der. For hvis de var, ville vi få en hel anden samtale, end den jeg havde tænkt mig. Zayn blev det altså, hvis han nu var hjemme.
 

 


Med et uventet gab rejser jeg mig fra sengen og trasker over til min taske for at finde et par natshorts. Nu med Greg i huset var det ikke lige det fedeste at gå rundt i Nialls bluse og undertøj. Jeg trækker et par mørkeblå hummelshorts på og Nialls trøje, før jeg lister ud af døren og ind på toilettet for at børste mine tænder.

”Godnat drenge,” hvisker jeg med et smil og vinker kort, før jeg igen forsvinder ind på værelset. Der var nu fire dage til Nialls fødselsdag. Og på de fire dage skulle jeg nå at tale med de tre drenge, som stadig var her i London, og derefter til fucking Frankrig for at hente Harry hjem. Fantastisk! Min jetlag var ikke engang ovre endnu. Men så langt var der vel heller ikke til Frankrig, vel?


***

Næsten morgen bliver jeg vækket af Niall, som skubber mig ned af sengen.

”Niall?” sukker jeg og sætter mig op af natbordet.

”mmmh?” mumler han, stadig sovende.

”Du skubbede mig ud af sengen,” hvæser jeg irriteret og rejser mig brat op.

”Lev med det,” vrisser han tvært og vender sig om på den anden side.

”Fuck dig!” snerrer jeg surt og trasker ud af værelset og ind i stuen, hvor Greg sidder.

”Din bror skubbede mig ud af sengen,” sukker jeg og dumper ned ved siden af ham. Han kigger ligeglad på mig og vender så tilbage til fjernsynet, hvor noget alá Top Gear kører.

”Det kunne jeg sgu godt have fortalt dig, at han ville. Niall har altid været en urolig sover.” forklare han med øjnene til skærmen.

”Men hvorfor skete der så først noget nu?” spørger jeg og hiver tæppet ned fra sofaens ryg og lægger om mig. Greg trækker på skuldrene og kigger endelig på mig.

”Du burde have sovet hos mig, jeg har aldrig skubbet en pige ud af sengen,” driller han med et skævt smil.

”Jeg tror, jeg foretrækker din bror i stedet,” siger jeg undskyldende og rejser mig op.

”Det går virkelig ondt i hjertet Alex.” råber han efter mig, før jeg lukker til køkkenet bag mig.
 

 


Da klokken bliver tolv, står Niall endelig op, helt udhvilet. Hvilket selvfølgelig irriterer mig grænseløst, siden jeg også kunne have været helt frisk. Men næh nej, hr. Horan mente da, at jeg havde fået nok søvn, så jeg skulle da op.

”Undskyld det med i morges,” siger Niall, da han sætter sig ned for at spise morgenmad.

”Det er okay, Niall.” sukker jeg og hopper ned af køkkenbordet.

”Jeg vækker bare dig klokken seks i morgen tidlig,” driller jeg og skynder mig ud af rummet og ind på hans værelse.

Hvis jeg skulle tale med Zayn, skulle jeg nok have noget andet end nattøj på. Derfor finder jeg et par stramme sorte jeans frem og en støvet lyseblå strik trøje, det var trods alt ikke sommer længere. Da jeg har fået samlet mit hår i en hestehale, åbner jeg døren og smutter ud i gangen.

”Hvor skal du hen?” råber Niall efter mig, da jeg passerer køkkenet.

”Øhm, hen og besøge Zayn,” svarer jeg med et stort smil.

”Zayn? Hvad fanden skal du med ham?” spørger han forvirret og taber skeen, han spiste med.

”Jeg bliver bare nødt til at se ham,” siger jeg undskyldende og smutter ud af døren, før han kan nå at stoppe mig.
 

 


Nummer 12 boede den famøse Zayn i. Hvilket betød seks fucking etager, som jeg skulle gå op ad, fordi deres klamme elevator var ude af drift. Lige den perfekte ankomst med tunge vejrtrækninger for første gang i to måneder. Men her stod jeg altså. Jeg løfter min hånd og banker på døren. Et skingert hvin lyder fra den anden side af døren, og lidt efter bliver der taget i dørhåndtaget.

”Ja?” spørger en pigestemme. Hvem fanden var det? Havde Zayn fået kæreste på? Hvorfor havde Niall ikke sagt noget om det?

”Kan jeg tale med Zayn?” spørger jeg usikkert og bider mig i læben. Hvad fanden lavede de? Glem det. Det ville jeg slet ikke vide.

”Et øjeblik,” fniser hun, før låsen bliver drejet om, og døren åbnet.
 

 


”Hej!” siger en køn blondine med et stort smil på læberne. Jeg rynker mine bryn og kigger ind i lejligheden.

”Er Zayn hjemme?” spørger jeg og prøver at gengælde hendes lidt for glade smil.

”Selvfølgelig,” fniser hun og dækker sin perfekte mund med skjorteærmet. Vent lidt. Jeg kigger hurtigt ned af hendes krop og opdager hurtigt, at det eneste hun er iklædt er en mandeskjorte. Og oven i købet sidder hendes blonde hår uglet.

”Skal jeg ikke bare komme tilbage senere?” spørger jeg undskyldende og skal til at vende mig om, da hun griber fat i min trøje.

”Nej kom da ind. Vi har masser af tid,” smiler hun og hiver mig med ind i lejligheden.

”Ja, okay da.” griner jeg og smider skoene ved siden af alle de andre.

”Han kommer ud lige om lidt,” siger hun og dumper ned i den store hvide hjørnesofa, som står presset op af væggen. Jeg nikker kort, før jeg sætter mig ved siden af hende.

 



”Hvem er du så?” spørger hun nysgerrigt og sætter sig i skrædderstilling med front mod mig.

”Øhm, jeg er..” stammer jeg og klør mig nervøst i håret. Havde Zayn mon fortalt om mig? Det virkede på mig som om, de havde noget sammen. Men om det bare var en pige, han havde fundet i byen i går, eller en som han havde været sammen med i længere tid, vidste jeg ikke.

”Jeg hedder Alex Davis,” siger jeg lavt og sender hende et skævt smil, imens jeg leder efter genkendelse i hendes ansigt. Hun nikker kort og sender mig et medlident smil.

”Ja, Zayn fortalte godt om dig. Det må ikke have været rart,” siger hun bedrøvet og lægger en hånd op mit knæ.

”Nej, det fik mig til at føle mig en smule lousy,” indrømmer jeg og møder hendes milde blik.

”Det burde du slet ikke. Zayn havde helt sikkert brug for en pause, så det har sikkert været godt for drengene,” smiler hun og giver mit knæ et klem.

”Åh, han kommer nu. Så vi jeg lade jer være alene,” siger hun, før hun forlader stuen.
 

 


”Zayn?” spørger jeg og vender mig om. Jeg får hurtigt øje på den mørkhårede skønhed, som står ovre i indgangen til badeværelset, kun iført et par lavtaljede jeans. Oh, Kill me now.

”Hey Alex,” siger han med et stort smil, som kun bliver større.

”Hey Zayn,” griner jeg og krydser værelset, før jeg smider armene omkring ham.

”Jeg har savnet dig.” griner han og nusser min ryg. ”I lige måde Malik,” svarer jeg og trækker mig en smule væk. ”hvad sker der for håret? Blondie,” griner jeg og dumper igen ned i sofaen.

”Jeg trængte til forandring,” siger han neutralt og trækker på skulderne.

”Det klæ’r dig,” smiler jeg og trækker mine ben op under mig.

 


”Hvem er hende blondine?” driller jeg og nikker mod soveværelset, hvor hun forsvandt hen.

”Det er min kæreste, Perrie.” siger han med røde kinder.

”Zayn dog! På kun to måneder?” spørger jeg overrasket og kigger over mod døren, som om Perrie ville stå der. ”

Vi var også lidt sammen før du tog af sted,” indrømmer han med et skævt smil.

”Men hvornår kom du hjem igen?” spørger han. Var han ivrig for at skifte emne eller sådan noget? ”Jeg kom i går nat, tror jeg.” svarer jeg kort og sender ham et lille smil.

”Han du så sagt hej til Louis endnu?” spørger han og knytter ubevidst sine hænder.

”Nej, lige nu bor jeg hos Niall og hans bror.” forklarer jeg med et undskyldende smil.

”Greg? Er han hjemme hos Niall?” spørger han interesseret.

”Ja. Det var faktisk blandt andet derfor jeg kom,” erkender jeg og rykker mig ud på kanten af sofaen.

 


”For det første bedes du komme hjem til Niall den 13., hvis du ikke allerede havde tænkt dig det. Han har virkelig savnet jer alle sammen, så det kunne være mega fedt, hvis I alle gad at komme.” siger jeg bedende og fanger hans flakkende øjne.

”Du ved godt, at Harry er i Frankrig, ikke?” spørger han undvigende og undgår mine øjne.

”Jo, og derfor har jeg en smule travlt.” vrisser jeg en smule tvært, hvilket får Zayn til at vige tilbage.

”Easy tiger.” driller han og bider sig i læben.

”Kommer du så? I bliver jo nødt til at tale sammen på et eller andet tidspunkt,” sukker jeg og rakker ud efter hans hånd.

”Jeg skal nok komme til hans fødselsdag,” svarer han og sender mig et prøvende smil. ”

Hvad med at samle bandet igen?” spørger jeg usikkert og holder hans blik fast.

”Hvis Harry og Louis bliver venner igen. Jeg gider ikke, hvis de ikke kan tale sammen.” siger han med en lav stemme og sender mig et undskyldende smil.

”Det var alt, jeg behøvede at vide,” smiler jeg og rejser mig op.

 


”Hvem skal du hen til nu?” spørger han nysgerrigt og følger mig ud til døren.

”Liam, havde jeg tænkt.” svarer jeg og trækker mine sko på.

”Har du hørt det med Danielle endnu?” spørger han mystisk.

”Nej, hvad er der med hende?” spørger jeg og prøver at lyde uinteresseret, men det mislykkes. Bare lyden af hendes navn, giver mig en dårlig følelse indeni. Jeg havde virkelig savnet hende. Men fordi jeg var så stædig, havde jeg ikke talt siden hun flippede ud på mig i telefonen.

”Det vil jeg lade hende forklarer dig. De er begge hjemme hos Danni.” betror Zayn mig med et skævt smil, da han lukker døren bag mig. Hvad fanden var der med Danielle?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...