Decisions 1D

To måneder er gået, siden One Direction gik fra hinanden. Og nu har Aelx fået nok. Hun kan ikke længere klare de triste opkald, hun får fra Niall, så hun beslutter sig for at samle bandet igen. Men er de overhoved stadig interesseret i at se hinanden? Og hvordan går det mellem Harry og Louis? Hvem vælger hun?

107Likes
141Kommentarer
7046Visninger
AA

4. Liam, Dani and Louis.

Jeg stiger ud af taxaen og rækker chaufførens hans penge. Sandhedens time er kommet. Hvad var der mon med Danielle? Med forventningsfulde skridt går jeg op af trappen. Jeg stiller mig foran den velkendte dør og banker tre gange. En rumsteren lyder inde var lejligheden, før Liam åbner døren. Hans før store smil ændrer sig hurtigt til en overrasket grimasse.
”Alex?” hvisker han forbløffet. 
”The one and only,” mumler jeg forlegent og sender ham et skævt smil.
”Gud, hvor har jeg savnet dig!” siger han og trækker mig ind i et kram.
”øøøøøh..?” mumler jeg og lægger armene om ham. ”Jeg har også savnet dig?” Det var ikke ventet. Jeg troede stadig han ville være sur på mig, men åbenbart ikke.
”Kommer du for at se Dani?” spørger han og holder mig ud i en armslængde, så han kan se mig helt.
”Nej, jeg kom faktisk for at tale med dig.” svarer jeg med et undskyldende smil.
”Åh.” siger han neutralt. ”Hvad vil du tale om?”
”Niall har snart fødselsdag, som du ved, og jeg tænkte på, om du ville komme til festen, jeg holder for ham,” siger jeg håbefuldt og læner mig op af dørkarmen.
”Jamen selvfølelige kommer vi, Dani er inviteret, ikke?” spørger han og rynker brynene. Jeg sender ham et betrykkende smil og nikker.
”Selvfølgelig er hun det,” siger jeg roligt.



”Var der andet?” spørger han og kaster til blik ind i lejligheden.
”Hvis nu de andre er med på den, kunne du så overveje at genoprette bandet igen?” spørger jeg stille, bange for hans reaktion.
”Hvad siger de andre?” siger han stille.
”Niall er selvfølgelig på, men Zayn gør det kun, hvis Louis og Harry begynder at tale sammen igen,” forklarer jeg forlegent, velvidende at jeg var grunden til de stoppede med at tale sammen.
”Jeg er enig med Zayn,” smiler han og flytter sig fra døren.
”Godt,” siger jeg og skal til at gå.
”Han er i Frankrig, det ved du godt, ikke?”
”Jo, Zayn sagde det.” mumler jeg og skal til at gå ned af trappen, da en velkendt stemme lyder.



”Hey babe. Hvem er det?” spørger Danielles bløde stemme. Shit, ville hun blive sur, over at vi talte sammen? Ville jeg få Liam i problemer? Det håber jeg virkelig ikke.
”Det er bare Alex, Dani.” svarer han og sender mig et skævt smil, hvilket får mig til at slappe af.
”Alex? Davis?” spørger hun overrasket, og lidt efter dukker hun op i døren.
”Heeeeey Dani,” mumler jeg forlegent og vinker til hende.
”Årh babe! Hvor har jeg savnet dig!” råber hun og løber hen for at lægge armene omkring mig. Wow, var hun ikke sur længere?
”I lige måde, Dani.” mumler jeg forlegent og trækker hende tættere til mig, men noget kommer i vejen. Jeg skubber hende en smule væk og kigger ned af hende.
”Hvad er der?” spørger hun blidt og lægger hovedet på skrå.
”Hvad sker der for din mave?” spørger jeg med blikket fæstet på hendes lettere oppustede mave.
”Kan du virkelig allerede se det?” spørger hun og kigger ned af sig selv. Liam sukker tungt og ryster kort på hovedet.
”Hun kender dig bare godt, skat. Andre kan jo ikke se det.” siger han beroligende og lægger armene omkring hendes talje.
”Hvad er der?” spørger jeg forundret og kigger skiftevis på hende, Liam og maven.
”Jeg er måske en smule gravid,” siger hun stille og smiler til mig.



”Hvad?! Gravid, som i med en lille person inden i dig?!” måber jeg overrasket. Hun nikker smilende og lægger sine hænder over Liams.
”Wow. Og du ringede ikke til mig?” spørger jeg såret og lægger armene over kors. Hun sender mig et lidende blik og går tættere på mig.
”Sidste gang vi talte sammen, sagde jeg nogle rimelig onde ting til dig. Jeg troede virkelig ikke, at du gad tale med mig.” siger hun undskyldende og lægger hænderne på mine skuldre.
”Dani, du ved da, at jeg altid vil snakke med dig,” hviner jeg og lægger armene omkring hendes hals og trækker hende tættere.
”Jeg var bare så bange for, hvad du ville sige.” mumler hun mod min hals.
”Jeg vil sgu da altid være der for dig.” griner jeg og trækker mig væk fra hende. ”Det burde du altså virkelig vide.”
”Det gør jeg så nu.” griner hun og sender mig et kæmpe smil. ”Vil du med ind?” Jeg nikker hurtigt og følger med hende ind i lejligheden.
”Jeg tror, jeg smutter et stykke tid. I har vist noget, I skal have talt om.” griner Liam og lukker døren efter sig.


”Hvor langt er du så henne?” spørger jeg og dumper ned i sofaen.
”Ti uger.” svarer hun med et smil og lægger en hånd på sin mave.
”Wauw.. Så lige inden jeg tog af sted eller hvad?” siger jeg og hiver mine ben op under mig.
”Ja, nogen lunde der omkring,” griner hun.
”Hvornår fandt i ud af det?” spørger jeg nysgerrigt.
”For cirka en måned siden, tror jeg.” svarer hun og sender mig et lille smil.
”Hvordan tog Liam det?” spørger jeg.
”Han blev meget bange. Flippede helt ud, meget ikke-Liam stil. I et stykke tid troede jeg rent faktisk, at han havde joinet Harry i Frankrig. Men så kom han hjem, og lige siden har han bare været helt fantastisk.” svarer hun roligt og smiler stort.
”Han bliver en fantastisk far,” mumler jeg og piller ved min trøje. Hun nikker enigt.
 


”Har du talt med Louis?” spørger hun blidt og kigger medlident på mig.
”Nope. Men jeg bliver nødt til at se ham i dag,” sukker jeg og lægger mig ned i sofaen. Hun begynder at grine højt med sin fantastiske, bløde latter, som får mig til at smile.
”Det er bestemt ikke sjovt. Jeg skal også snart se Harry, og hvis jeg er meget heldig. Er de snart i samme lokale igen.” forklarer jeg og dækker mine øjne med armen.
”Tager du helt seriøst til Frankrig for at se ham?” spørger hun vantro og stirrer måbende på mig.
”Det bliver jeg nødt til. Det var min skyld at One Direction gik fra hinanden, og så burde det også være mig, der bragte dem sammen igen.” mumler jeg irriteret. Hvorfor forstod folk ikke min skyld, og hvad jeg var nødt til at gøre?
”Hvis du virkelig behøver, vil jeg da ikke holde på dig. Men lov mig at vi snart ses.” siger hun og rejser sig op.
”Selvfølgelig, I kommer vel til Nialls fødselsdag, vi ses i hvert fald der.” griner jeg og krammer hende endnu en gang, før jeg forsvinder ud af døren.



***


Med rystende hænder sætter jeg nøglen i min dør og låser mig ind.
”Louis? Er du her?” råber jeg og træder ind i lejligheden.
”Alex?” spørger en velkendt stemme, og lidt efter kommer Louis løbende ud af mit værelse. Hans øjne lyser op, og pludselig befinder jeg mig i hans arme.
”Hvor har du været de sidste to måneder?” skælder han og holder mig tættere.
”i New York, Lou. Det ved du godt.” mumler jeg og gengælder hans kram.
”Men du er hjemme nu, eller hvad?” spørger han håbefuldt og aer min ryg.
”Ja, det burde jeg gerne være.” griner jeg og trækker mig væk fra ham med et smil.
”Det var godt,” svarer han og smiler over hele hovedet. ”Ved de andre godt, at du er tilbage?” spørger han og dumper ned i min sofa.
”Ja, du er faktisk den næstesidste på min liste,” siger jeg med et smil og smider mig i lænestolen.
”Åh,” siger han og ser en smule skuffet ud. Havde han regnet med, at jeg ville komme rendende med det samme, jeg var tilbage? Troede han virkelig selv det? ”Hvem er så den sidste?”
”Harry.” mumler jeg og kigger undskyldende på ham.
”Så du har heller ikke talt med ham endnu eller hvad?” spørger han med en smule mere håb i stemmen.
”Den eneste jeg har talt med, er Niall.” svarer jeg blidt og trækker mine ben op under mig.



”Du ved godt, at han er i Frankrig, ikke?” siger jeg blidt og sender ham et lille smil. Hans øjne springer op, og han måber en smule. Nej, det gjorde han åbenbart ikke.
”De andre har ikke nævnt det.” mumler han såret og kigger ned på sine fødder. ”Hvem er han sammen med?” Jeg havde helt glemt, at det oprindeligt havde været deres plan at tage til Frankrig sammen. Havde jeg lige begået en stor fejl, eller hvad?
”Øh, Ed.” svarer jeg kort og sender ham et beroligende smil. Han møder igen mine øjne, men denne gang er hans fyldte med sorg. Han nikker kort og sender mig et prøvende smil.
”Jeg håber, de har en god tur,” siger han anstrengt og folder sine hænder.
”Men hvad laver du så her? Vil du have din lejlighed tilbage eller hvad?” griner han.
”Nej, i det mindste ikke endnu. Jeg ville bare høre, om du kom til Nialls fødselsdag.” svarer jeg.
”Den 13.? Selvfølgelig. Hvorfor?” spørger han med et smil.
”Niall har bare savnet jer, så jeg tænkte, at det ville være rart, hvis I alle sammen kom.” svarer jeg med et smil.



Efter en smule løs snak om, hvad der er sket i løbet af de to måneder, indser jeg, at jeg bliver nødt til at nævne en hvis person, som ikke ville frembringe gode minder hos nogen af os.
”Hey Lou. Hvis jeg er meget heldig, kommer Harry den 13. Har du tænkt dig at tale med ham?” spørger jeg stille og holder blikket på mine hænder.
”Det ved jeg ikke. Måske, hvis han lægger op til at tale med mig?” svarer han vagt og trækker på skulderne.
”Hvis det stod til dig, hvad skulle der så ske med bandet?”
”Det skal vel forsætte på en eller anden måde. Men vi bliver nødt til at finde ud af det først.” mumler han og sender mig et skævt smil.
”Så du er åben til at blive venner igen, eller hvad?” spørger jeg håbefuldt.
”Det er jeg vel,” sukker han og folder sine hænder bag sin nakke.
”Det var godt,” siger jeg og puster ud.
”Vil du med hjem til Niall? Jeg skal alligevel snart i seng, og Niall og Greg er der hjemme. Og jeg tror, han savner jer. Vi kan invitere alle de andre.” siger jeg opmuntrende og rejser mig fra sofaen.
”Lads os gøre det. Men hvorfor skal du så tidligt i seng?” spørger han på vej ud af døren.
”Jeg bliver nødt til at tage til Frankrig i morgen,” hvisker jeg undskyldende og låser døren bag op.
”Åh,” mumler Louis.

"ja."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...