Decisions 1D

To måneder er gået, siden One Direction gik fra hinanden. Og nu har Aelx fået nok. Hun kan ikke længere klare de triste opkald, hun får fra Niall, så hun beslutter sig for at samle bandet igen. Men er de overhoved stadig interesseret i at se hinanden? Og hvordan går det mellem Harry og Louis? Hvem vælger hun?

107Likes
141Kommentarer
6978Visninger
AA

5. A trip to Paris.

Aftnen før var gået fantastisk. Alle tre drenge var kommet, og Niall var blevet så glad! Han strålede nærmest, da Liam og Zayn trådte ind af døren. Og hans smil blev kun endnu større, da de sagde ja til at blive for at overnatte.
Jeg var dog gået i seng lang tid før det, da jeg skulle op og af sted til Frankrig næst morgen. – Hvilket var nu.
Jeg stiger lydløst ud af sengen og holder skrapt øje med Niall, som stadig ligger og sove i sengen.
Der var ingen grund til at vække den stakkels dreng halv seks om morgnen bare fordi, jeg skulle af sted. Jeg havde nemlig været så klog at sige mine farvel dagen før, så drengene kunne sove længe.
Med elegante og stille bevægelser trækker jeg blusen over hovedet og skifter mit undertøj. Hurtigt trækker jeg et par stramme, lavtaljede jeans i sorte på, samt en neutral hvid t-shirt inden under min mørkeblå trenchcoat. Jeg trækker børsten igennem mit hår og samler det i en høj hestehale, før jeg lægger en smule mascara. Med et sidste blik i spejlet hanker jeg op i min kuffert og lister ud af Nialls værelse og ud i stuen.

”Hvor skal du hen?” hvisker en stemme, hvilket giver mig et chok og får mig til at hoppe ind i væggen.
”Shit Louis! Jeg troede, du sov,” hvisker jeg tilbage og tager mig til hjertet for at mærke det banke af sted.
”Undskyld,” griner han og rejser sig op fra sofaen, hvor han lå sammen med Liam. Zayn lå vist nede på gulvet, og Greg havde overtaget gæsteværelset, som han havde gjort i et stykke tid nu.
”Hvad så?” spørger han, da vi kommer ud i gangen. Jeg kigger kort ned af ham og opdager hurtigt, at han kun er iført boxsershort.
”Jeg skulle bare til at tage ind til lufthavnen,” forklarer jeg og kigger væk fra ham og fokuserer på et punkt på væggen.
”Skal jeg køre dig?” spørger han venligt og sender mig et skævt smil.
”Ej, du burde sove. Jeg tager bare en taxa.” siger jeg afvisende og går over mod døren.
”Giv mig ti minutter, så er jeg klar.” svarer han og forsvinder ind i stuen. Jeg ryster grinende på hovedet og kigger glad efter ham.
Han var da bare for dejlig!

En time senere står jeg ude i lufthavnen klar til at checke ind.
”Vi ses om tre dage, ikke?” smiler jeg og trækker ham ind til et kram.
”Hils Ed, når du finder dem.” hvisker han ned i mit hår, imens han lægger sine arme omkring mig.
”Selvfølgelig.” griner jeg og skubber ham lidt væk, så jeg kan se. ”Pas godt på Niall, imens jeg er væk, ikke? Han har virkelig savnet jer alle fire.”
Louis nikker kort og stryger en hårtot væk fra mit ansigt, som var sluppet fri af min hestehale.
”Så passer du godt på Harry for mig, ikke?” spørger han med stemmen fuld af sorg. Bare hans navn gav et lille jag i min mave. Tænk at jeg ikke havde set ham i to måneder, det virkede som meget længere. Mon han havde tænkt på mig? Ville han overhoved tage med mig hjem, når jeg nu kom uanmeldt? Hvis jeg var MEGET heldig.
”Selvfølgelig Louis. Men jeg bliver nok nødt til at gå nu,” siger jeg undskyldende og planter et lille kys på hans kind, før jeg går over til skranken for at checke ind.
”Vi ses Alex,” råber han efter mig i gennem den næsten mennesketomme terminal, imens jeg lægger min bagage op på båndet.

***



Klokken ni stiger jeg ud af flyet i Paris’ lufthavn. Folk strømmer rundt i den store lufthavn og støder ind i hinanden. Der var helt sikkert kommet flere mennesker til, end der var klokken halv syv hjemme i London. Nu skulle jeg bare finde ud og ind til Harrys hotel, som lå i centrum.
Med trætte skridt går jeg ud på vejen, hvor taxaerne holder. Jeg kigger til, imens bilerne flyver forbi mig uden at stoppe.
”Seriøst?! Kom nu,” sukker jeg og lægger armene over kors, imens jeg stirrer længselsfuldt på taxaerne.
”Skal du have hjælp, miss?” spørger en mild stemme, imens der bliver lagt en hånd på min skulder.
Jeg vender mig lynhurtigt om og møder et par venlige blå øjne. Jeg nikker hurtigt og sukker dybt.
”Mange tak Mr.” svarer jeg og rækker ham min kuffert, som bliver lagt om bag i taxaen.
”Hvor skal du hen, Miss?” spørger han, da vi begge to har sat os ned.
Jeg giver ham adressen på Harrys hotel og læner mig tilbage i sædet.
”Skal du besøge kæresten eller rejser du alene, Miss?” spørger han venligt og trækker ud fra vejen.
”En ven faktisk,” svarer jeg undvigende og kigger ud på vejen, imens byen flyver forbi mine øjne.
”Han er en heldig fyr,” griner han oppe fra forsædet, hvilket får et smil til at brede sig på mine læber, før mine øjne falder i.

”Miss? Vi er her nu,” siger den venlige stemme med den tykke franske accent, imens han blidt hiver i min skulder.
”oh, Mange tak.” svarer jeg og stikker ham lidt for mange penge.
”Skal jeg hjælpe med kufferten?” spørger han og skal til at hoppe ud af taxaen, da jeg sender ham et smil og ryster på hovedet.
”Nej, bare lad mig tage den.” smiler jeg og smækker bagsmækken ned, før jeg går over mod hotellets indgang.
”Goddag Miss. Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger en køn blond pige, som står i receptionen.
”Jeg skulle besøge en E. Sheeran og H. Styles?” svarer jeg undrende og sender hende et skævt smil. Hendes fint plukkede bryn rynker en smule, imens en lille rynke finder vej til hendes pande.
”I hvilken sammenhæng; hvis man må spørge?” svarer hun blidt og sender mig et strålende smil.
Hvad var min ’sammenhæng’? Kunne jeg fortælle, at jeg var Harrys eks? Men det var klart, at hun vidste, hvem han var, så det ville måske ikke hjælpe på det. Men hvad skulle jeg ellers fortælle?
”Det er desværre personligt,” forklarer jeg afvisende og sender hende et anstrengt smil, som hun besvarer med besvær.
”Fint Miss. Værelse 405,” svarer hun tørt og peger over mod elevatoren.
”Mange tak, Isabella.” siger jeg efter et kort blik på hendes navneskilt.

Jeg stiller mig foran den røde dør med de elegante tal, som siger 405. Efter et par korte indåndinger, slår jeg tre gange på døren og venter.
Mon han var hjemme? Eller ville det være Ed, som åbnede?
Det får jeg hurtigt svar på, da døren bliver åbnet og afslører en køn, mørkhåret pige.
”Kan jeg hjælpe dig?” fniser hun og dækker sig til med den tynde skjorte, som hun har på.
Hele scenen får mig til at smile stort. Det minder mig bare for meget om episoden med Zayn og Perrie.
”Kan jeg tale med ham, som bor her?” spørger jeg venligt og kigger endnu en gang på hende.
Hendes træk er flotte, og hendes mørke brun øjne skinner med ungdom.
”Selvfølgelig,” smiler hun og vender sig ind mod lejligheden. ”ED?! Der er gæster!”
Jeg viger en smule tilbage, da hendes høje stemme overrasker mig. Kunne en så spinkel pige virkelig råbe så højt? Imponerende.
En velkendt fyr med rødt hår dukker op i døren og kigger langsomt fra brunetten til mig.
”Alex? Hvad laver du her?” spørger han og kigger undrende på mig.
Hvordan fanden ved han, hvad jeg hedder? Vi havde faktisk aldrig mødt hinanden, men drengen havde talt en del om ham, hvilket fik mig til at føle, at jeg kendte ham.
”Er Harry hjemme?” spørger jeg undvigende og sender ham et kort smil.
”Øøøøh, ikke lige nu, men det burde han snart komme,” svarer han og flytter sig fra døren, så jeg kan træde ind.
”Anna, vil du ikke give os lidt privatliv? Jeg kan eventuelt ringe senere,” siger han henvendt til pigen, Anna, som står og kigger nysgerrigt på os.
”Selvfølgelig Ed,” griner hun og kysser ham på kinden, før hun smutter ind på et af værelserne.
Noget inden i mig slapper pludselig af. Af en eller anden grund, havde jeg faktisk troet, at Anna var en af Harrys nye piger. Men heldigvis havde hun bare været sammen med Ed, hvilket fik min krop til at slappe af.
”Vil du ikke sidde ned?” spørger han med et smil og peger over mod sofaen.
”Jo da,” mumler jeg akavet og dumper ned i den bløde sofa.

”Hvad laver du så her? Alex,” spørger han med et smil, da han sætter sig end i sofaen overfor mig.
”Jeg er kommet for at få Harry med hjem,” svarer jeg neutralt og piller ved min jakke, som jeg stadig af en eller anden grund har på.
”Må jeg spørge, hvorfor?” griner han og læner sig tilbage, imens hans hænder bag hans hoved.
”Niall har snart fødselsdag og kunne virkelig godt tænke sig drengene samlet inden da. Og så er det vel også på tide, at de begynder på deres musik igen. Deres andet album skal vel snart udgives.” forklarer jeg en smule strengt, hvilket får ham til at rynke brynene.
”Og det er du sikker på, at de er med på?” spørger han nysgerrigt.
”De andre er i hvert fald.” svarer jeg kort og trækker på skulderne.

”Men noget helt andet; Hvor kender du mit navn fra?” spørger jeg forvirret og knapper min jakke op. En blød latter undslipper hans læber, imens han ryster på hovedet.
”Hvad tror du, vi har lavet her nede? Festet hele natten lang?” driller han og sætter sig ordentligt.
”Det troede jeg vel,” svarer jeg dumt og smider jakken ved siden af mig.
”Hele den første måned gik med, at Harry sad og tjekkede din facebook, imens han fortalte historier om jeres forhold. Hvilket gør, at jeg kender dig en smule,” forklarer han med morskab i stemmen.
”Oh, en hel måned?” stammer jeg og kigger ned på mine hænder. Ed nikker kort på hovedet og sender mig et skævt smil.
”Hvad med den sidste måned?” spørger jeg blidt og møder hans milde øjne.
”Her på det sidste har han været en del i byen.” svarer han med en trist mine.
Var han bange for, at jeg skulle blive sur, over at Harry var kommet over mig? Det kunne jeg ikke tillade mig, slet ikke.
”Men han tager aldrig piger med hjem, hvis du er interesseret. Han taler med dem, ja. Men videre er han ikke kommet endnu,” forsætter han. Jeg sukker kort og nikker.
Så han var altså ikke kommet videre, eller hvad? Måske havde Ed bare ikke set det, når han var sammen med andre piger. Men det lød bare ikke sådan.

”Hey Ed! Jeg smutter nu, ikke? Du ringer bare,” siger Anna, da hun kommer gående ind i stuen iklædt en kort rød kjole.
”Vi ses smukke,” smiler han og vender sig mod hende, imens hun går over mod døren. Jeg sender hende et kor vink, før hun åbner døren og stopper op.
”Oh, jeg skulle lige til at gå, kom da endelig ind,” griner hun og flytter sig væk fra døren, så to personer, som jeg ikke kan se, kan komme ind.
”Vi ses!” råber hun, før døren smækker bag hende.
”Hvem der?” råber Ed højt med blikket fæstnet på mig, som om jeg flygter, hvis han kigger væk.
”Det er bare mig,” svarer en al for velkendt stemme, som får mig til at stivne.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...