Outlook {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2012
  • Opdateret: 12 jan. 2013
  • Status: Færdig
Alex Johnson på 17 år, gemmer sig bag en facade som skolens populære og 'pigede' pige. I virkeligheden er Alex en drengepige som går i løse t-shirts og drengebukser. Hendes veninder har aldrig været hjemme hos hende og de må aldrig opdage at Alex både går til; Fodbold, karate, hip hop og står på skateboard. Den rampe Alex skater på er kun for drenge så Alex går med paryk for at komme ind. Tilfældigvis støder hun på drengene fra one direction imens hun har parykken på. Drengene knytter hurtigt et venskab med Alex, uden at de ved hun er en pige. Hvorfor fortæller Alex dem ikke at hun er en pige? Vil drengene nogensinde finde ud af hvem Alex i virkeligheden er? Hvad sker der når de invitere Alex med til at bo i Louis' og Harrys lejlighed i en weekend? Og vil de opdage hende til skoleballet hvor de skal spille?

161Likes
262Kommentarer
24604Visninger
AA

14. Jennifer = problemer

Endnu engang gled mine øjne ubevist i.

"Frøken Johnson! Næste gang sender jeg dig op på kontoret hvis du ikke følger med i timerne!" Min historie lærer så dybt irriteret og stresset ud.

Hun skulle bare vide at jeg havde været oppe næsten hele natten på grund af nogen åndsvage tanker. Nialls og min date havde gået forrygende, vi havde glemt episoden med paparazzierne. Vi skulle jo nyde det. Jeg lærte også en masse ting om Niall som jeg ikke vidste i forvejen. Han fulgte mig hjem og gav mig et kort kys på kinden inden han gik. Det var først da jeg lagde mig ned i min store dobbeltseng at tankerne og mine bekymringer begyndte at flyve rundt i hovedet på mig.

"Undskyld frøken Fletcher" Sagde jeg og lod hurtigt blikket skimme tavlen over hvad vi havde været igennem.

Frøken Fletcher nikkede sammenbidt og vendte sig så om imod tavlen igen for at fortsætte sin plapren.

Jeg havde undgået dem alle sammen, Amy, Amber og Melissa. Hvad ville de ikke tro? Endnu engang.

Fuck.My.Life.

Hver gang jeg gik forbi en elev som jeg ikke engang havde kontakt til blev der hvisket og sendt blikke i min retning. Jeg vidste godt at billederne allerede var på nettet, i bladene, overalt! Jeg havde undgået internettet, hver gang jeg gik forbi et butiksvindue sad mit blik limet fast til den kolde og grå asfalt, når en elev kom hen og skulle til at åbne munden, kom jeg med en lam undskyldning og forsvandt rundt om hjørnet.

Men jeg kunne jo ikke løbe væk forevigt. Eller kunne jeg? Hvis nu jeg flyttede også skulle jeg aldrig se Amy og Amber igen?...

Eller Niall, eller Melissa eller nogen af de andre drenge. Klumpen som havde siddet i mit bryst siden i går aftes blev forstørret og pumpede med nervøsitet. Jeg måtte bare undgå dem indtil det gik galt.

Problemet var bare at jeg have en time sammen med Amy. Biologi. Lorte fag! Hader det, hader det, HADER DET!

H-A-D-E-R   D-E-T.

Get it?

Godt.

Jeg sad lidt i min egen verden da jeg blev afbrudt af læreren.

"Alex! Kan du sige mig hvornår den Berlinske mur blev revet ned?" Frøken Fletcher havde fået sin normalt irriterede tone på.

Jeg forstod hende godt. Jeg var lidt mærkelig når det angik karakterer og mine svar i timerne. Jeg svarede forkert i timerne med vilje, jeg skulle virke populær og lækker, ikke klog og nørdet. Det lærte man når man var sammen med Amy. Men hvad Amy ikke ved (og som også forvirrede de fleste lærere) var at jeg altid fik 10 eller 12 i karakterer. Derfor kom det også bag på frøken Fletcher at jeg svarede;

"Den Berlinske mur blev reddet ned ved natten imellem den 9 og 10 november 1989. Simpelt" Sagde jeg og kiggede kedsommeligt på hende.

Hun stod helt mundlam et øjeblik men nikkede så og sendte mig et svagt smil.

"Der er vidst nogen der har læst på lektierne!" Sagde hun og gik videre med et nyt spørgsmål til en anden elev.

Da det endelig ringede ud, sprang jeg op fra stolen, løb ud af den grimme blå dør og ud på den store mennesketomme gang. 1 minut også var den fyldt! Hurtigt, jeg skulle finde et skjulested!

Haven! Selvfølgelig haven! De fleste børn var ude i skolegården i frikvarterene, undtagen rygerne der brugte haven at ryge i. De blev på en eller anden måde træt af stedet og flyttede derfor til skolegården ligesom alle andre. Så der kom næsten aldrig nogen, bortset fra natur freaks og elever der ville være alene.

Ligesom mig. Jeg ville bare ikke være alene på den måde. Jeg skjulte mig.

Jeg løb ned af gangen så det gav en ordentlig klik lyd hver gang jeg trådte ned med foden på grund af de høje hæle. Jeg løb og løb, så godt jeg kunne og kom endelig til en lille hvid dør hvorpå der stod 'Haven'. Man kunne godt se at det var gammelt fordi at bogstaverne var rustne og hvis man bare prikkede til dem ville de sikkert falde af.

Jeg tog en hånd hen til håndtaget for at skubbe det ned og gå igennem døren, da jeg pludselig frøs ved lyden én stemme. Én virkelig irriterende stemme som jeg bare ville undgå. Amy.

"Aleeeex! Dig har vi ledt efter! Ikke også Amber?" Jeg vendte mig langsomt om og fik øje på en nikkende Amber og en falsk smilende Amy.

Amy havde en hvid t-shirt på med en sort hvid prikket sløjfe, en sort kort nederdel og et par sorte stiletter.

Amber havde et par matte blå og meget stramme jeans, en hvid trøje med print, en fake lille sort læderjakke, et par lange sorte støvler der passede til jakken og til sidst en gul taske.

Jeg kiggede mig febrilsk omkring for at kunne finde en udvej, men min hjerne var tom. Jeg kunne ikke tænke.

Mit blik satte sig fast ved Amy der fandt et blad frem. Jeg kunne mærke koldsveden komme krybende på panden.

Åh nej.

"Ved du hvad Alex, vi vidste ikke at du datede? Og vi vidste da slet ikke at det var Niall Horan du datede!" Amy kiggede med et stort falsk smil på læben og vidste mig forsiden af bladet.

Det forestillede Niall og mig der smilede stort til hinanden imens vi sad og spiste inde på Nandos. Ved siden af var der et billede af Niall der kyssede min kind ved min hoveddør. Tænk at jeg ikke havde opdaget det!

"Men det er helt okay! Vi synes bare at det ikke er så fedt at de ikke kender dit navn. Se selv" Hun pegede på overskriften "Niall Horan dater ukendt mystisk pige" Sagde Amy højt og fnisede lavt.

"Vi kan da ikke tillade at ingen kender dig! Du vil blive SÅ berømt! Alex dater Niall! Sødt!" Jeg kunne ikke lide den måde hun kiggede drømmende ud i luften på.

Amber stod bare og så til, det var nemt at se at hun ikke brød sig om Amy lige nu. Det overraskede mig lidt at hun ikke blev mega sur. Hun ville sikkert have ment at hun burde have Niall. Jeg havde læst om fans der var på den måde. Amy passede perfekt.

"Ja DU vil blive berømt, også glemmer du os! Og derfor kan jeg ikke tillade at du dater Niall" Dér kom den. Jeg blev straks virkelig nervøs og bange. "Der skulle jo nødig ske noget med dig vel? Derfor vil jeg råde dig til at droppe ham, han har fortjent bedre end dig. Jeg burde have ham, jeg passer meget bedre sammen med ham"

Amy kiggede selvsikkert og strengt på mig og sendte mig et blik der sagde Gør-Hvad-Jeg-Siger-Nu!

Jeg stod og måbede. Bange for hvad hun kunne finde på, forfærdelig bange. Hun kunne finde på at slå mig til blods! Og...og..

Og jeg har gået til karate siden jeg var 10 og kan selvforsvar!

Amy er ingenting i forhold til mig!

Selvtilliden boblede rundt i mig og jeg begyndte at grine.

Amy og Amber kiggede forvirret på mig.

"Ved du hvad Amy? Du kan rende mig!" Jeg sendte hende et hårdt og koldt blik.

Hun stod et øjeblik og stirrede chokeret på mig. Ikke af frygt, men af at blive sagt imod. Så kom det selvsikre smil igen.

"Som om! Du kender mig. Hvis du ikke gør det, skal jeg nok sørge for at du ikke kommer til at ligne dit gamle grimme jeg igen!" Hun stirrede irriteret og hårdt tilbage.

"Som jeg sagde før, rend mig! Tror du jeg er bange for dig, hvis du som bare rør mig.." Jeg holdt en dramatisk pause og kiggede koldt og hårdt på hende imens jeg sagde ordene langsomt "Så skal jeg sørge for at din store fede røv ikke kommer til at ligne sig selv igen!" Hun stod helt lammet og stirrede chokeret på mig.

Jeg vendte om på hælen og gik i den anden retning af Amy og Amber. De kunne rende mig et vidst sted. Det føltes som om at en stor pose på flere kilo lige var blevet taget af mine skuldre.

"ALEX! DU OG JEG ER SÅ FÆRDIGE! HØRE DU?! JEG SKAL SØRGE FOR AT INGEN KAN FORDRAGE SYNET AF DIG!" Amy lød rasende og til svar gav jeg hende fingeren uden at kigge tilbage.

Jeg måtte finde Melissa og forklare det hele. Det var det bedste, det gik lige op for mig. Jeg kiggede ret ud i luften og lod ikke de mange elevers pegen og stirren gå mig på. Jeg gik beslutsomt hen imod kantinen. Jeg rev den store grå dør op og kom ind i den store hvide og blå kantine. Dér var Melissa! Hnn sad alene ved et bord og læste i en bog.

Jeg gik målrette hen imod hende og satte mig ned overfor hende på den lille træ bænk. Hun vendte blikket op imod mig og lyste straks op i et stort smil.

Okay det have jeg ikke regnet med.

"Aleeeeex! Andgående din date igår du fortalte mig ikke hvem han præcist var. Også finder jeg fandme et billede af dig og Niall Horan på date inde på nettet!" Hun hvinede højt så de fleste elever vendte sig om og sendte os irriterede blikke.

Jeg skulede tilbage og kiggede så på Melissa der bare sad og smilede stort. Endnu en grund til at jeg elskede hende endnu mere! HUN HATEDE IKKE!

YES!

Jeg lyste op i et stort smil og hvinede så sammen med hende da det gik op for mig at jeg egentlig havde været på date med Niall. Ikke Niall Horan, bare Niall. En ting var sikkert, jeg var helt skudt i ham!

Jeg kom pludselig i tanke om min mindre (læs: store) hemmelighed. Jeg klædte mig ud som en dreng og kunne bedre lide de ting. Men jo mere tid jeg havde været sammen med drengene, just flere pigeting kunne jeg li'. Sådan følte jeg det i hvert fald!

"Melissa, jeg har droppet Amy og Amber" Sagde jeg og smilede svagt, hendes smil blev endnu større og hun hvinede igen.

"Endelig Alex. Endelig!" Sagde hun højt og lænede sig fremover for at kramme mig.

"Ja det føles rart!" Jeg smilede stort men det falmede hurtigt og blev erstattet af et alvorligt blik.

"Kom hjem til mig efter skole, jeg skal vise dig noget. Det er meget vigtigt" Sagde jeg kiggede ned på den spændende træ bordplade.

"Okay, men det ringer indtil time om lidt så vi må nok hellere gå" Jeg vendte blikket op imod hende og hun sendte mig et svagt smil.

Hun rejste sig op og begyndet at gå over imod døren, jeg fulgte efter hende ud af døren og ignorerede den uafbrudte stirren.

 

***

 

Melissa stod lige bag mig. Jeg tog en dyb indånding og åbnede så langsomt døren ind til mit værelse.

"Wow er det her din brors værelse?" Hun kiggede interesseret rundt omkring på det halvstore hyggelige værelse.

Ja selvfølgelig sagde hun det. Det ville jeg også tro hvis det var en anden der havde sådan et værelse.

"Jeg er enebarn" Sagde jeg kort.

Hun kiggede forvirret på mig og sendte mig et spørgende blik.

"Det... det er mit værelse" Sagde jeg langsomt og fangede straks hendes blik.

Hun kiggede chokeret på mig og kiggede så rundt på værelset.

"Laver du gas?" Spurgte hun og kiggede seriøst på mig.

"Nej.. Og hvis du dropper mig er det okay, jeg forstår dig godt" Jeg satte mig tungt ned i sengen og gemte ansigtet i hænderne.

"Alex" Sagde hun og satte sig ned i sengen ved siden af mig "Jeg synes det er lidt specielt, men jeg ville aldrig droppe dig på grund af det!" Hun strøg mig langsomt over ryggen og pillede ved en tot af mit hår. 

Jeg kiggede forsigtigt op på hende og så hendes alvorlige ansigt.

"Mener du dét?" Spurgte jeg med håb i stemmen.

Hun nikkede langsomt og sendte mig et svagt smil.

"Lige et hurtigt spørgsmål, hvorfor har du to klædeskabe?" Jeg begyndte at grine over hvor mange gange jeg skulle fortælle den her historie.

"Ser du.. Jeg kan altså bedst lide at gå i drengetøj, og fordi at jeg skater så.." Jeg fortalte hende hele historien om hvordan jeg mødte one direction og at jeg klædte mig ud som en dreng.

Hun grinede, trøstede og snakkede med mig.

En ægte veninde som kunne erstatte Max' gamle plads.

Endelig.

 

***

 

Det var lørdag og jeg skulle hen til drengene. Parykken og drengetøj havde jeg taget på. Jeg havde det fantastisk, alle problemer var ude af min verden, okay lige bortset fra at jeg ikke have fortalt Louis, Zayn og Liam om min lille hemmelighed. Men det skulle der laves om på i dag, men lige da jeg havde banket på og åbnet døren frøs jeg i min stilling.

Det lød som om at drengene råbte at hinanden? Hvad sker der?!

Jeg gik langsomt ind i stuen hvor råbene kom fra. Jeg fik øje på Louis, Liam, Zayn, Harry og Niall der stod og råbte af hinanden.

"Det kan du ikke gøre imod ham! Niall for helvede!" Zayn så virkelig vred ud og hans øjne lynede i retning af Niall.

"Jamen! Altså.. ÅRH!" Råbte Niall op i fjæset på Zayn.

"Hvad sker der?" Min stemme var svag i forhold til deres råberi men der blev øjeblikkelig stille og deres blik endte på mig.

"Aleeex! Godt at se dig!" Sagde Louis og kløede sig nervøst i håret.

Liam, Harry og Louis sendte mig et anstrengt, men venligt smil. Zayn stod og skulede til Niall der smilede kærligt til mig.

Jeg gav dem et hurtigt nik.

"Jeg fik ikke besvaret mit spørgsmål?" Jeg kiggede irriteret på dem, for hvis der var noget jeg var, så var det utålmodig!

"Så.. Du har altså ikke set billederne?" Louis kiggede spørgende på mig og fik en skulder i siden af Liam der sendte ham et strengt blik.

Far.

Tsh.

"Hvilke billeder?" Louis kiggede nervøst på Niall og så på mig.

"Altså.. det er fordi at... Niall har ligesom... Været på en date med Jennifer" Sagde Liam og kiggede ned i gulvet af skam.

Jeg stod og stirrede på Niall der sendte mig et blik som jeg ikke kunne tyde.

Vidste de hvordan Jennifer så ud? Nååårh ja jeg havde jo vidst dem et billede af mig selv på min telefon så de kunne se hvordan hun så ud.

Tsh.

"Altså øhm... Det er da okay.. Fordi at... Vi har jo slået op og sådan.. Så deet øøøh." Jeg kløede mig forlegent under parykken og kiggede skiftevis på drengene.

"Er du ikke sur?!" Zayn kiggede forundret på mig og sendte mig et blik der sagde sig-sandheden-nu!

Men det var sandheden?!

"Næh.." Jeg kiggede hen på Niall der rystede på hovedet, hvad var det da han mente?

"Vi troede bare at.. du ville blive sur, så vi sagde til Niall at.." Jeg afbrød straks Liam.

"Ja glem det nu bare! Det er helt okay Niall!" Sagde jeg og sendte ham et fredfyldt smil.

Jeg var god til skuespil.

Det mente jeg i hvert fald selv.

Niall rystede på hovedet igen og sendte mig et opgivende blik.

Okay. Så er det ude af verden og nu skal jeg bare fortælle om min hemmelig...

SHIT!

NEEEEEEEJ!

Årh fede klaptorsk!

Jeg har jo lige løget igen og sagt at Niall netop gerne må date Jennifer!

ÅRH POKKERS!

JEG ER DA OGSÅ FOR DUM?!

"Spasser" Jeg klaskede mig selv i ansigtet og kiggede irriteret på mig selv.

Ja en ret sej person har sagt at man godt kan kigge på sig selv, og jeg tager den teori i forsvar!

Vent lige lidt.. Drengene stod lige foran mig.

KLAPTORSK!

Jeg vendte blikket op imod de forvirrede drenge, bortset fra Niall der sendte mig et blik der sagde hvad-sagde-jeg?

Lige nu var Niall klog.

Pokkers!

1 - 0 til Niall.

"Men øhm.. må jeg lige snakke med Niall under fire øjne, jeg har nogen krav.." Jeg kiggede strengt på Niall der langsomt fattede den og spillede med.

"Selvfølgelig!" Liam og de andre drenge rejste sig, gik ud på gangen og lukkede døren efter sig.

Jeg gik hen, satte mig ned i sofaen og Niall satte sig kort tid efter ved siden af mig.

"Hvad skal jeg gøre?! Jeg havde lige besluttet mig for at fortælle dem det og nu bliver det endnu svære på grund af min store mund!" Jeg kiggede desperat på Niall der så ud til at tænke sig om.

"Forklar dem det? Det er vel det bedste?" Han sendte mig et beroligende blik og aede mig blidt på ryggen.

Forklare dem det? Nu?!

Jeg har brug for mere tid end det! Ååårh! Endelig når jeg er klar skal jeg ødelægge det og lyve så jeg ikke føler mig klar igen!

Jeg må vente lidt.

"Jeg venter lidt, tror jeg" Jeg sendte ham et svagt smil og han sendte mig et nik og et smil tilbage.

Hvilket fik mig til at tænke på hans læber. Det gik først op for mig at jeg stirrede på hans perfekte rosa læber da Niall grinte svagt.

Jeg kiggede op i hans blå øjne og rødmede med det samme og vendte blikket ned imod det spændende træ gulv.

To fingre blev lagt under min hage og løftede mit ansigt op så jeg kiggede ind i hans isblå øjne. Langsomt lænede han sig frem uden at bryde øjenkontakten. Jeg kunne mærke hans ånde på mine læber og lukkede langsomt øjnene i. Og ganske langsomt lagde han sine perfekte og bløde læber oven på mine.

Det var som om at en masse fyrværkeri blev tændt i min mave og fyrret afsted. Det kriblede helt ud i fingerspidserne og tærerne.

Niall åbnede ganske langsomt sine læber og jeg gjorde automatisk det samme. Da vores tunger begyndte at udforske hinanden blev den kriblende fornemmelse fordoblet.

Men en banken på døren fik os til at trække os væk fra hinanden. Vi var begge forpustede efter det lange og intense kys, og fik hurtigt pusten igen.

"Må vi komme ind?" Louis lød nervøs og kort tid efter stak han også lige hovedet ind for at kigge.

"Vi har det fint!" Sagde jeg og sendte ham et stort smil.

"Fantastisk" rettede Niall og sendte mig et kærligt blik.

Fantastisk. Ja det passede perfekt.

                                                                                                                                                                

Hej smukke mennesker!

Så kom endelig deres første rigtige kys! YES.

Igen, giv gerne kritik! Jeg har brug for det! (Ellers kan jeg ikke blive bedre vel?)

Har i idéer til hvad der kan ske i historien? Sig frem! Det ville være fedt.

 

Og husk den lille like knap! Hehe ;D

Bye - Queenie

P.S: Tillykke Niall! <3 13 september, masser af love herfra!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...