Barashno


0Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

3. Søgeren

 

Solen oplyste rummet gennem vinduet. Jennifer kravlede kluntet ud af sengen og bevægede sig ud i stuen.

”Mor? Far?” kaldte Jennifer og gik gennem stuen og ud i det pin­ligt rene køkken. Der kom intet svar. Jennifer gennemsøgte hele lejlig­heden, men hun fandt hverken sin mor eller far. Nu begynd­te panikken at komme. Jennifer løb ind på sit værelse og hop­pede i noget tøj. Hun skulle lige til at hente en morgenbolle i køk­kenet, da hun opdagede, at den mystiske mand sad ved spise­bordet. Jennifer rystede på hovedet, mens hun gik baglæns. Manden kiggede på hende med et undrende blik. Hun tog sin jakke og skyndte sig ud af døren. Jennifer væltede næsten ned af trapperne og ud på gaden. Matthews hus lå kun et par gader væk. Hun småløb hen til en lille gade, der var henlagt i mørke. Det eneste hun tænkte på var et komme væk fra manden. Jen­nifer mærkede pludselig noget om sin fod, og i næste sekund lå hun på jord­en. Hun kiggede rundt og fik øje på noget mørkt. Det stod et par meter fra hende, men bevægede sig langsomt nær­mere. Jennifer kom hurtigt på benene og løb videre.

 

   Matthews lejlighed var lige så tom, som den hun selv boede i. Jen­nifer satte sig ved spisebordet med ansigtet begravet i hænd­erne. En tåre trillede ned af den ene kind og landede lydløst på den blanke bordflade.

”De er væk,” sagde en dyb stemme. Jennifer kiggede op og så man­den stå i dørkarmen ind til stuen.

”Jeg gør det,” hviskede Jennifer. Manden nikkede tilfreds og rakte hende noget mørkt tøj.

”Vogterne er klædt i sådan noget tøj. De hjælper mørkets leder. De er onde ånder, som besætter menneskers kroppe. Dine for­ældres kroppe bliver muligvis brugt som Vogtere,” forklarede Manden. Jeg stod helt stille med åben mund.

Er det det, der er sket med mor og far? tænkte Jennifer. Hun kastede hurtigt tan­ken væk og tog et kig på tøjet. Trøjen var sort med en hvid vandret stribe, som gik hele vejen rundt. Bukserne var også sorte, dog var der ikke nogen streg. Manden rakte hende også en form for hjelm. Den dækkede toppen og bagsiden af hovedet samt panden.

”Hvad hedder du egentlig?” spurgte Jennifer, mens hun klædte om bag en dør.

”Folk kalder mig Søgeren,” svarede han. Jennifer forstod det ikke helt, men hun havde ikke lyst til at spørge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...