Barashno


0Likes
0Kommentarer
219Visninger
AA

2. En syg joke?

 

”Jeg vil dig ikke noget ondt,” sagde han venligt. Jennifer prøvede at fjerne hans hånd, men det lykkedes ikke. Efter at have fægtet med arme og ben i noget tid begyndte Jennifer at slappe lidt af.

 15-årig pige fundet død på sit værelse, tænkte Jennifer. Hun forstil­lede sig, hvordan hendes tragiske død ville blive fortalt i Nyhederne lige efter kidnapningerne.

”Vil du ikke være sød at vente med at skrige, til du har hørt, hvad jeg har at sige?” spurgte han bedende. Jennifer tænkte lidt over det og nikkede så. Hvis det gik helt galt, kunne hun jo bare skrige alligevel.

”Okay. Jeg kommer angående forsvindingerne,” begyndte man­den. Jennifer åndede lettet op. Så skulle hun altså måske ikke dø alligevel.

”Udenfor lurer mørke væsener. Disse væsener kidnapper folk og laver dem om til en slags tjenere. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, men du må tro mig. Du er den eneste, som kan besej­re dem og resten af det onde,” fortalte manden. Jennifer kiggede mistroisk på ham.

”Det er helt klart den sygeste joke, jeg nogensinde har hørt,” hvi­skede Jennifer og trak dynen over hovedet.

”Hvis det skal være på den måde,” sagde manden beslutsomt. Han hviskede nogle mystiske ord, og dynen fløj væk, da vinduet blev åbnet med et brag. Jennifer kiggede forvirret på manden. Hun slog sig selv hårdt på armen i håb om at vågne. Det var ikke en drøm. Hvordan kunne han åbne vinduet ved at sige nogle ord? Hun forstod det ikke. Det kunne ikke lade sig gøre, at åbne et vindue ud nogen form for kontakt til det.

 

     Vinden fik papirer til at flyve rundt i rummet. Manden rakte Jennifer en kikkert og bad hende om at kigge på mørket. Hun tog den sorte kikkert op til det ene øje og gennemsøgte langsomt det hemmelighedsfulde mørke. Der gik et par minutter, før hun lagde mærke til de lysende øjne i skyg­gerne.

Jennifer gispede, trådte et skridt tilbage og kiggede chokeret på mand­en.

”Hvad er det for nogen væsener?” spurgte hun med en lille stemme.

”Det er nogle af de mørke tjenere. De er langt fra rare,” svarede mand­en uden frygt i stemmen. ”Tager du med mig?”

”Med ud for at redde verden?” spurgte Jennifer måbende. ”Det kan du godt glemme.” Hun lagde kikkerten i mandens hånd og kiggede ham undskyldende i øjnene. Manden nikkede og for­svandt ud af det åbne vindue. Lydløst gik Jennifer hen foran vin­duet og prøvede at få øje på manden. Han var væk. Hun suk­kede dybt, lukkede vinduet og lagde sig i den lune seng. Hun trak dynen over sig og lod søvnen tage over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...