Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10446Visninger
AA

30. Rosalies synsvinkel

"Har du fået repareret dukken?"

Spurgte Esme hurtigt, så snart jeg havde åbnet døren. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Der er ikke en eneste legetøjsbutik, eller dukkemager, som kan reparere den. Den er alt for gammel."

Forklarede jeg, da Esme tog min håndtaske fra mig og tog den skadede dukke op. Jeg kunne ikke lime ansigtet, selvom jeg havde fundet alle porcelænsstumperne. Der var ikke nogen lim, som jeg kunne få til at virke på det utroligt glatte porcelæn. Limen gled bare direkte af, og ville ikke binde sammen.

"Det her er ikke godt. Elisabeth er overbevidst om, at dukken beskytter hende fra en eller anden slem mand. Så uden den... Hun er ved at falde fra hinanden, fordi at hun er så bange."

Sagde Esme opgivende, og rørte let på kanterne af hullet i dukkens ansigt. Jeg brød mig ikke som dukken, dens øjne virkede som om de fulgte en, uanset hvor man var. Måske var det derfor, at Elisabeth holdt af den, fordi at hun var sikker på at dukken så det hele. At den holdt øje med hende. At den holdt øje med den slemme mand, hvem det end var. Jeg regnede med, at det bare var et af hendes fantasifostre, men man kunne aldrig være sikker. Det kunne også være et minde. Man kunne aldrig vide sig sikker med sindssyge. Jeg hørte pludseligt en rømmen bag mig, og vendte mig hurtigt rundt.

"Edward."

Sagde Esme overrasket. Hun havde også først opdaget ham nu. Han nikkede let, med Bella stående ved siden af sig. Hun så bekymret på ham. Jeg måtte indrømme, at han ikke helt lignede sig selv. Han så slidt ud. Som om han havde forsøgt at græde længe. Han rakte pludseligt ud efter dukken. Men Esme stod tavst, med dukken i hænderne. Hun var ikke helt sikker på, om hun skulle give ham den.

"Hun har altid søgt trøst i dukker, og har tit ødelagt dem. Jeg kender den model."

Forklarede han, og pegede på dukken.

"Jeg kan reparere den."

Sagde han kort. Jeg tog dukken ud af hænderne på Esme, og gav Edward den i hånden.

"Hun falder fra hinanden, hvis du ikke reparere den."

Sagde Esme. Hun troede ikke helt på, at Edward ville reparere den. Han nøjes med at nikke let, og vendte dukken i hænderne.

"Det ved jeg. Det ved jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...