Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10421Visninger
AA

8. Rosalies synsvinkel

"Han er taget hjem igen."

Svarede Carlisle venligt, mens han åbnede den første af kasserne med journalerne. De var da heldigvis stemplet med datoer. Han tog nysgerrigt de første journaler op, og jeg kunne fra min plads på sofaen, ved siden af Esme, svagt skimte årstallet 1915. Før Edward blev vampyr.

"Men Aro sagde, at vi kun skulle besøge, også måtte jeg komme hjem igen."

Sagde hun ynkeligt, med en barnestemme, som bestemt ikke passede til hendes alder. Carlisle så kort nysgerrigt på hende, før han fandt på en løgn. Hun var tydeligvis stærkt forbundet med Aro.

"Du er på ferie. Aro kommer og henter dig igen."

Sagde Carlisle venligt igen, men hans opmærksomhed var på det stykke papir, han var igang med at læse. Pigen vendte sig mod Esme, og spurgte hviskende:

"Er det rigtigt?"

Esme, der aldrig har været god til at lyve, nøjes med at nikke let. Pigen smilede svagt over hendes svar, men det blegnede hurtigt, da hun satte sig rigtigt i sofaen. Hun havde fået øjenkontakt med Edward, der så koldt tilbage. Hun sprang pludseligt over sofaen, og for hen til den nærmeste kuffert. Hun flåede den fra hinanden, og roede rundt i indholdet som en besat. Da hun ikke fandt hvad hun søgte, ødelagde hun den næste. Hun så ud som om hun ville græde. Carlisle rejste sig hurtigt, for at berolige hende. Men hun slog hidsigt ud efter ham, og roede videre i tøjet. Carlisle fik øje på noget, og trak en dukke fri fra en skjorte. Pigen stoppede fuldstændig op, da hun fik øje på den. Hun var faldet helt til ro, da Carlisle forsigtigt gav hende dukken. Hun knugede den straks ind til sig, som et fortabt lille barn.

"Hvorfor hader du mig?"

Spurgte hun ynkeligt, mens hun aede dukkens hår. Jeg gættede mig til, at spørgsmålet var henvendt til Edward. Pigen så så fortabt ud, siddende der midt i alt tøj, som hun havde smidt ud over det. Hun sad ned, med kjolen bredt ud over gulvet. Hun var virkelig som et lille barn, siddende med sin dukke.

"Hvorfor hader du mig?"

Hviskede hun, som om hun kunne græde hvert øjeblik det skulle være. Edward forholdt sig i ro, kold og med et dræbende blik. Bella brød ind. Jeg gætter på, at moderen i hende, ikke kunne holde det ud mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...