Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10436Visninger
AA

45. Jaspers synsvinkel

"De har... de har taget hende."

Skreg Esme panisk, da hun for ind af hoveddøren. Hun for hulkende direkte i Carlisles arme, hvor han holdt hende beskyttende ind til sig. Jeg rettede mig op fra min plads på sofaen, hvor jeg havde set en baseball-kamp med Emmett. Han lænede sig også nysgerrigt frem i sofaen.

"Rolig, rolig."

Hviskede Carlisle bekymret, og forsøgte at berolige Esme, som hulkede.

"Hvad skete der?"

Spurgte jeg, og rejste mig fra sofaen, netop som Alice kom ind i stuen. Hun så forvirret på Esme, som Carlisle stadigt holdt tæt ind til sig. Esme tog sig endeligt sammen til at sige noget, og så på os.

"Hun.. hun vidste at de kom, for pludseligt sagde hun til mig, at jeg skulle løbe. At jeg skulle løbe så hurtigt, som mine ben kunne bære mig. Jeg kunne ikke, ikke bare efterlade hende, men hun tvang mig afsted."

Begyndte Esme trist at fortælle.

"Jeg nåede at vende om, og fik et glimt af dem. Elisabeth hang over skulderen på en af dem, og vinkede farvel til mig. Hun græd, hun græd, Carlisle."

Sagde hun, og så på Carlisle.

"De slår hende ihjel."

Hviskede Esme og lagde sit hoved mod Carlisles bluse igen. Hun snøftede svagt. Alice kunne kun nikke bekræftende til Esmes forklaring. Hun tilføjede med en trist stemme.

"De slår hende ihjel i nat, når de har fået besked fra resten af flokken, at angrebet i Italien var vellykket."

Sagde Alice trist, så jeg straks for hen til hende og slog armene om hende.

"De brænder hende levende."

Hviskede Alice trist imod min skulder. Jeg ville ønske, at jeg var blevet givet evnen til at slette minder. Så Alice ikke behøvede, at huske det syn om Elisabeth.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...