Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10442Visninger
AA

32. Jaspers synsvinkel

"Du må ikke slå mig. Du må ikke slå mig."

Hørte jeg Elisabeth gentage flere gange, panisk og grædende. Men Alice kunne da aldrig finde på, at slå hende. Jeg åbnede forsigtigt døren på klem.

"Jeg gjorde det ikke med vilje. Det er stemmerens skyld."

Hviskede Elisabeth grædende til Alice, mens hun forsøgte at skubbe sig ind i en forsvarsposition i et af værelsets hjørne.

"Stemmernes skyld?"

Spurgte Alice nysgerrigt, og aede forsigtigt nogle tårer af Elisabeths kind. Elisabeth nikkede hurtigt, rædselsslagen for hvad der ville ske.

"De hvisker inde i mit hoved."

Sagde Elisabeth, og så sig søgende omkring. Hun opdagede mig ikke, og så på Alice igen.

"De fortæller mig ting, ting som jeg ikke må vide.

Hviskede hun forsigtigt.

"Hemmeligheder."

Tilføjede hun, og hev sin hånd fri fra Alices greb. Hun trak sine ben op til sig, så hun kunne hvile sin hage på knæene. Hun lagde armene omkring, så hun kunne holde stillingen. Hendes øjne for forvirret rundt i hele rummet, som om hun holdt øje efter noget. Så fæstnede hendes blik sig ved døren, og hendes blik fangede mit.

"Du forestiller dig tit, hvordan du skal jage, dræbe. Men du skubber det altid væk, vil ikke give efter, for du vil ikke skuffe Alice."

Sagde hun uroligt. Jeg trådte nogle skridt ind i rummet, og så at Elisabeth forsøgte at trække sig længere tilbage i hjørnet. Hvilket hun ikke kunne, uden at ødelægge væggen. Alice fangede mit blik. Hun sendte mig et undrende blik.

"Det er helt i orden. Du kan ikke gøre for det."

Forsøgte jeg at berolige Elisabeth, uden at gøre brug af min evne. Jeg indså dog hurtigt, at det ikke kunne lade sig gøre, så jeg lod hurtigt nogle afslappende følelser ramme Elisabeth. Jeg nærmede mig stille, og gik på hug foran hende. Jeg sagde roligt:

"Fortæl mig om stemmerne."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...