Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10434Visninger
AA

20. Jaspers synsvinkel

Jeg kunne ikke tro, hvad Edward netop havde fortalt Carlisle og jeg. Jeg kunne godt forstå, at Edward havde løjet om det. At han aldrig havde nævnt sin søster, Elisabeth. Nu forstod jeg, hvorfor han ikke ville have Elisabeth her. Han var bange, bange for at hun ville miste kontrollen igen og skade en af os. Men værst, at det skulle gå ud over Reneesme.

"Pis."

Mumlede jeg for mig selv. Jeg måtte indrømme for mig selv, at jeg ikke var glad for at slå hende ihjel. Hun var jo trods alt som et lille barn i sin forstand. Jeg kunne godt dræbe hende, men ikke før det blev absolut nødvendigt. Jeg kunne ikke få mig selv til at dræbe hende bare sådan. Jeg så ned på mine arrede fingre, og huskede det løfte, som jeg havde givet Alice. At jeg aldrig ville dræbe, medmindre at det var selvforsvar. Og jeg kunne næppe forstille mig, at Elisabeth ville være i stand til at overmande mig. Jeg trådte de sidste skridt, før jeg kunne gå ind af døren.

"Er Edward faldet til ro?"

Spurgte Rosalie bekymret, da jeg lukkede døren til huset bag mig. Jeg svarede ikke med det samme. Rosalie spurgte ikke igen, hun kunne se på mig, at der var noget galt.

"Edward er brudt sammen. Han ligger og græder."

Sagde jeg stille, og kunne ikke slå den forfærdelig lyd af Edward ud af mit hoved.

"Hvad?"

Spurgte Bella vantro. Jeg så endeligt op, og opdagede, at de alle stod og så på mig. Elisabeth måtte ligge og sove, siden at Esme og Bella var hernede.

"Edward har forklaret hvorfor, at han ikke er tryg ved hende."

De så uforstående på mig, og jeg kunne mærke de forvirrede, bekymrede og undrende følelser, som kom fra dem. Jeg ville have foretrukket det, hvis det var Carlisle, der forklarede det. Men Edward havde brug for Carlisle lige nu. Han havde brug for en far. Og nu forstod jeg mere end nogensinde hvorfor.

"Edward løj om hvordan hans rigtige far døde."

Sagde jeg, og stoppede kort op. Jeg besluttede mig for at fjernede nogle af de blodige detaljer, så som øjnene, for ikke at chokere dem for meget.

"Elisabeth er psykisk syg, og derfor... Da hun var tretten, myrdede hun hendes og Edwards far."

Sagde jeg kort, og søgte så væk fra dem. Deres følelser var for meget til at håntere lige nu. Deres forvirrede følelser gav mig kludegysninger, og mindede mig bare på hvordan Edward havde fortalt, og hvordan han var brudt sammen og var begyndt at græde. Jeg fornemmede, at Alice fulgte efter mig. Hun forsøgte at lægge et låg på hendes følelser, selvom det var svært. Hun ville høre mere, men forsøgte at skjule det. Hun ville forsøge at trøste mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...