Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10409Visninger
AA

34. Esmes synsvinkel

Jeg havde forventet, at Elisabeth ville blive mere og mere urolig efterhånden, som at vi alle, endnu engang, blev samlet i stuen. Også Edward, selvom at han holdt sig på lang afstand af Elisabeth, og så tæt på døren som muligt. Elisabeth var ligeglad. Edward havde repareret hendes dukke, limet ansigtet og jeg havde givet den til hende. Så hun sad midt på stuegulvet, og legede lystigt med den. Jasper stod ved siden af hende, holdt svagt øje med hende. Alice sad på gulvet, sammen med Elisabeth, og legede med hende. Jeg hørte hoveddøren gå op, da Carlisle og Emmett vendte tilbage. Så snart de nåede ind af døren, vendte Alice sig imod dem med et stort smil.

"Elisabeth er ikke så skør, som vi troede."

Det var præcist det samme, som hun havde sagt til mig, men hun havde ikke forklaret hvorfor.

"Hvorfor ikke det?"

Spurgte Emmett undrende, og fjernede et blad fra sin skjorte. Jeg gav ham et strengt blik, da han var ved at smide det på gulvet. Han gav mig et frækt smil, da Alice svarede.

"Elisabeth hører stemmer, flere forskellige og hun ser billeder nogle gange. Få gange ser hun hele forestillinger."

Forklarede Alice, og fik Elisabeths dukke til at danse igen, så Elisabeth svagt grinede.

"Og det går hende mindre skør?"

Spurgte Rosalie sarkastisk, og lænede sig længere tilbage i sofaen.

"Hun hører vores stemmer i sit hoved, fordi at hun læser vores tanker. Jeg antager, at det ligger til hendes biologiske familie."

Forklarede Jasper, med en svag sidebemærkning til Edward. Han rettede sig ihvertfald undrende op.

"Det ville forklare hvorfor jeg ikke kan læse hendes tanker, det ville bare være at høre et ekko. Godt, så er jeg i det mindste ikke ved at blive skør."

Mumlede Edward lavt for sig selv, så jeg kun lige hørte det.

"Du må ikke tage min dukke!"

Udbrød Elisabeth pludseligt, og knugede dukken ind til sig. Alice aede hende let over hovedet, og forklarede hvorfor Elisabeth havde reageret så underligt.

"Jeg besluttede mig netop for at tage hendes dukke. Hun så det i et billede i sit hoved, da jeg ved hvordan jeg nogenlunde kan skjule mine tanker for hende."

Alice vendte sin opmærksomhed mod Elisabeth, og undskyldte overfor hende. Jeg så på Jasper. Havde Alice lige sagt, hvad jeg troede at hun havde?

"Hun er synsk."

Forkortede Jasper det, og aede let Elisabeth ovenpå hovedet.

"Og så har hun et særligt talent til at opfange hemmeligheder."

Tilføjede Carlisle, som havde læst lidt om hendes evner i journalerne.

"Så telepat, synsk og hun trækker hemmeligheder ud af den blå luft. Så er det intet under, at hun er skør."

Sagde Edward dystert, og sukkede dybt. Han rystede opgivende på hovedet, og forlod stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...