Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10446Visninger
AA

29. Esmes synsvinkel

Jeg rystede på hovedet, mens jeg så Carlisle storme efter Emmet. Når han først havde fået noget nyt, som vakte hans interesse, så fordybede han sig så dybt, at han tit glemte alt omkring sig. Jeg lukkede døren, lige tidsnok til at Alice kunne komme ned af trappen og se det.

"Hvorfor..."

Begyndte hun, men gav mig et svagt smil. Hun vidste det selvfølgelig godt, men spurgte af høflighed alligevel. Men nu signalerede hun til mig, at hun godt ville have den del overstået, da hun havde noget andet i tankerne. Jeg nikkede hurtigt, og spurgte:

"Elisabeth?"

Alices smil blev mindre, og mere bekymret.

"Hun sover stadig."

Sagde hun uroligt. Det var lang tid. Normalt for et menneske, men langt fra os, som normalt ikke sover.

"Har Carlisle fortalt dig om hvad han fandt i journalerne?"

Spurgte Alice forsigtigt. Jeg rystede på hovedet, og gav hende et spørgende blik.

"Nåh... øhm... det kan han selv fortælle dig om, når han kommer tilbage."

Snakkede hun udenom, men da jeg sendte hende et mere strengt blik, for hun op af trappen og ind på Elisabeths værelse. Jeg sukkede opgivende, nogle gange var Alice altså noget for sig selv.

"Alice?"

Kaldte jeg, mens jeg gik op af trappen. Nu havde hun altså fået gjort mig nysgerrig. Jeg stoppede dog op, da jeg kunne høre Elisabeths triste stemme.

"Hvor er min dukke?"

Spurgte hun sønderknust, så jeg skyndte mig ind i værelset. Hun fik øjenkontakt med mig, så snart jeg kom ind i værelset. Hun havde dynen beskyttende omkring sig, og vuggede let.

"Rosalie har den. Hun er i byen for at reparere den."

Elisabeths blik blev bare mere forvirret, så Alice satte sig på sengekanten.

"Kan du ikke huske det? Den gik i stykker."

Spurgte Alice nysgerrigt. Elisabeth begyndte at skælve, med store bange øjne.

"Uden dukken, kan den slemme mand tage mig."

Hviskede Elisabeth skræmt. Jeg satte mig hurtigt på sengen, på den anden side af Alice.

"Bare rolig. Vi passer på dig, indtil Rosalie kommer tilbage med dukken."

Sagde Alice beroligende, og aede hende let over håret. Hun ignorerede det, og så skræmt på døren. Som om den slemme mand ville komme ind, hvert øjeblik det skulle være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...