Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10378Visninger
AA

24. Esmes synsvinkel

Jeg skævede bekymret op til taget. Jasper var lige ankommet, og havde i en fart sprunget op på taget, da han opdagede at Alice ikke var hos os. For mig, virkede det som lang tid siden, selvom det sikkert ikke var det. Jeg så Jasper dukke op på kanten af taget, og så hvordan han skævede bekymret tilbage. Han sprang roligt ned, og landede ved siden af mig.

"Hun er meget oprevet."

Sagde han kort, og gjorde det klart, at det var Elisabeth han snakkede om. 

"Men hun gjorde ikke noget."

Slog han fast, da Emmet lagde armene over kors.

"Jeg var nødt til at få hende til at sove. Hun er helt grædefærdig."

Tilføjede Jasper, og så nervøst til, mens Alice hoppede ned fra taget med Elisabeth i armene. Hun hang som en slap kludedukke i Alices arme, hvor man tydeligt kunne se hendes tårer fra lang afstand. Det vækkede en uro i mig, som jeg genkendte som omsorg. Men det var ikke for Alice, der tydeligvis var oprevet, det var for Elisabeth. Jeg for straks derover, jeg kunne ikke holde mig tilbage.

"Hvordan har hun det?"

Spurgte jeg, før jeg kunne stoppe mig selv. Alice tog forsigtigt Elisabeth tættere ind til sig, beskyttende, gik det op for mig. Jeg var ikke den eneste, der bekymrede mig for hende. Jeg opdagede dukken, som havde fået sit ansigt ødelagt og tog den i hænderne.

"Hun er bange for noget, som hun kaldte den slemme mand. Hun var faldt fra hinanden, hvis ikke Jasper havde beroliget hende."

Sagde Alice bekymret, og begyndte at gå ind i huset med Elisabeth i armene. Men inden jeg kunne følge efter, tog Rosalie dukken fra mig. Hun gav mig straks et beroligende blik.

"Jeg smider den ikke ud."

Sagde hun roligt, og studerede hullet i dukkens ansigt.

"Jeg havde jo trods alt en lillesøster, da jeg var menneske. Og hun havde en vane med at ødelægge sine dukker. Jeg vil prøve om jeg ikke kan reparere den."

Hun studerede fortsat dukken, men hun gik ind i huset. Jeg fangede Emmets nysgerrig blik, der kort fulgte Rosalie. Da hans blik mødte mit, trak han let på skuldrene.

"Kvinderne behandler hende allerede som en af vores, og vi har ingen intentioner om at skade hende."

Sagde Emmet opgivende, og så på Jasper. Jasper nikkede istemmende. Han var af samme mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...