Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10361Visninger
AA

16. Esmes synsvinkel

Jeg knugede beskyttende den grædende Elisabeth ind til mig, men jeg så hvordan Edward forsøgte at komme fri fra Jasper og Emmets stramme greb om ham. Jeg fandt det fuldstændig umuligt at forstå. Han havde for få sekunder siden ville dræbe Elisabeth, det ville han stadig. Men han ville have skadet Carlisle, og mig, gik det op for mig, hvis han kunne få fingrene i Elisabeth.

"Få hende ud herfra."

Bad Carlisle mig, mens han heller ikke kunne tro sine egne øjne. Jeg nikkede hurtigt, selvom Carlisle havde ryggen til mig. Jeg forsøgte, at få Elisabeth til at gå, men hun nægtede at røre sig. Hun stod bare og græd. Bella kom hurtigt over til mig, det var let at se at hun var meget oprevet.

"Kom Elisabeth."

Hviskede hun bedende, som om hun var på randen af gråd. Jeg opdagede, at Elisabeth rent faktisk græd. Hendes røde tårer strømmede ned af kinderne, og efterlod mærker på hendes tøj.

"Nu falder du til ro!"

Sagde Emmet hidsigt, og strammede sit greb om Edwards brystkasse. Men Edward nægtede, og kæmpede for at komme fri.

"Tving os ikke til at slå dig ud."

Sagde Jasper advarende, men lige meget nyttede det. Da Carlisle nærmede sig Edward, men hånden strakt ud efter hans nakke, kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg rev Elisabeth op fra gulvet, så hun lå som et lille barn i min favn, og så bar jeg hende væk. Bella fulgte hurtigt efter, med Elisabeths dukke i hænderne. Men vi nåede ikke langt nok væk, til at vi kunne høre den forfærdelige lyd af Carlisle, som brækkede nakken på Edward. Også den stilhed, der hurtigt fulgte.

Vi vidste at Edward ville hele på kort tid, men det var stadigvæk forfærdeligt, at Carlisle var blevet tvunget til at gøre det. Den mening var Carlisle tilsyneladende også af.

"Det var ikke din skyld."

Kunne jeg høre Emmet sige beroligende.

"Han tvang dig til det. Hvis du ikke havde gjort, så var han ikke faldet til ro."

Begyndte Jasper også at sige beroligende. Jeg ville ikke høre mere, og gik videre op af trappen, med Elisabeth i armene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...