Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10366Visninger
AA

22. Emmets synsvinkel

Jeg løb hurtigt rundt omkring huset en gang, for at se om hun sad ved kanten. Men da jeg ikke kunne se hende, løb jeg tilbage til Esme, hvor jeg havde efterladt hende.

"Jeg kan ikke se hende hernede fra."

Sagde jeg hurtigt, og så hvordan Esme fik et bekymret blik. Jeg lagde mærke til at Rosalie kom ud, og hvordan hun så undrende på os. 

"Hun er ikke på værelset. Vi tror, at hun er oppe på taget."

Forklarede jeg hurtigt, og gik lidt længere tilbage, for at se om jeg kunne se hende. Men det kunne jeg stadigt ikke, og så på Rosalie. Hun var blevet rastløs og bekymret.

"Hvad vil hun dog oppe på taget?"

Spurgte Rosalie Esme, som kort så tænkende ud.

"Hvis hun har hørt os, så kunne det måske tænkes, at hun føler sig sikker på taget, hvor hun er alene."

Sagde Esme, og trak på skuldrene opgivende. Rosalie gav sig til at spejde efter Elisabeth, men kunne, som jeg, ikke se hende. Jeg kunne høre Alice komme løbende tilbage, uden Jasper.

"Alice..."

Begyndte Esme, men Alice afbrød hurtigt.

"Jeg ved det, jeg så det. Jeg henter hende ned."

Forklarede hun, og satte af fra jorden, så hun på ingen tid kom op på taget. Hun forsvandt hurtigt ud af syne.

"Nu håber jeg ikke at der sker noget."

Sagde Esme bekymret. Rosalie slog trøstende om arm om hende.

"Der sker ikke noget. Alice skal nok klare sig."

Sagde jeg, og forsøgte at berolige både dem og mig selv. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke var glad for, at Alice var oppe på taget selv. Så jeg stod klar til at springe, hvis Alice gav den mindste lyd fra sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...