Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10372Visninger
AA

3. Emmets synsvinkel

Som vi stod der, samlet i gangen. Med Reneesme og Jacob ude i skoven bagved huset, blev stemningen mere og mere anspændt. Alice havde ikke kunnet se, at de var på vej. Vi havde først opdaget dem, da vi hørte bilen ude foran huset. Da Carlisle forsigtigt åbnede døren, stod Bella og Edward klar i det ene hjørne. Edward, som den hurtigste af os og Bella, som stadigt havde en lillebitte smule nyfødt i sig. Hvis der skete noget, stod de klar til at løbe ud og advare Jacob.

Jeg opdagede ikke den lille pige, før hun for ind af døren og slog sine arme om Edward.

"Edward, Edward, Edward!"

Skreg hun fornøjet, som et lille barn. Jeg kunne dog se på hende, at det var hun ikke. Hun var et hoved mindre end Edward, med en kvindelig skikkelse, men utroligt tynd. Hendes hår var opsat, med pynteting, perler, og krøller vældede frem over det hele. Hun var iklædt i det velkendte tøj, men så alligevel ikke. Hendes kjole så meget gammeldags, som fra før jeg blev født.  Den var dybgrøn, med sorte syninger og over den havde hun en matchende kappe. Om halsen en halskæde, med symbolet for Volturierne. Alt ved hendes, gav en straks indtrykket af en dukke. Selvom det var let at se på hende, at hun ihvertfald var fjorten.

Først her lagde jeg mærke til Edwards anspændte holdning. Han var som stivfrossen, og jeg syntes kort at kunne læse i hans øjne: Panik, rædsel og noget andet, jeg kun få gange havde set i al den tid jeg havde kendt ham. Had, indebrændt, ustyrligt had. Han blinkede kort, og så var det væk igen. 

Pigen rev armene til sig, som om hun var blevet brændt. Hendes dukkeansigt strålede af overraskelse og forvirring. Hun vendte sig stilfærdigt imod Aro, der så anspændt på hende.

"Far..."

Hviskede hun stille. Jeg kunne se Edwards overraskede ansigtudtryk i min øjenkrog og dernæst hadet igen. Men endnu engang blinkede han, og så var det væk.

"... hvorfor kan Edward ikke lide mig?"

Spurgte hun stille, og så sønderknust ud. Aro søgte hurtigt forbi Carlisle, og hen til den lille pige. Han bukkede sig forsigtigt ned til hende, og aede hende over kinden med en så stor ømhed, at jeg ikke troede det muligt.

"Det er lang tid siden, at din bror har set dig. Det må du huske på, min kære."

Sagde han blødt, og strøg hendes kind igen. Hun nikkede let, men så stadig sønderknust ud. Jeg lagde først nu mærke til, at Aro havde sagt bror. Men Edward var da enebarn, var han ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...