Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10374Visninger
AA

46. Elisabeths synsvinkel

"Hvad syntes du?"

Spurgte den kvindelige vampyr, og tvang mig til at se op. Jeg blinkede let nogle tårer væk. Det havde gjort utroligt ondt, at se det fortabte blik som Esme havde givet mig, da jeg var blevet båret væk. Jeg forsøgte at vride mit ansigt fri, men måtte opgive.

"Hun er noget af en svækling."

Sagde den nyfødte med et fjollet grin. Hun slap endeligt mit ansigt, så jeg kunne trække mig lidt væk. Jeg kunne dog ikke komme så langt, på grund af de mange kæder, som lå omkring mig og bandt mig til søjlen. den nyfødte nærmede sig mig hurtigt, og gik på hug.

"Du er Aros lille kæledyr, ikke sandt?"

Spurgte han med et grin, og aede mig let over kinden. Jeg trak mig væk fra ham, eller jeg forsøgte på det. Han stak mig strakt en lussing, så jeg blev helt lam i ansigtet.

"Forsigtig, hun er skrøbelig."

Sagde den kvindelig vampyr, og fnes let, da hun opdagede at jeg blødte fra læben.

"En misdannelse, et freak, du burde have været ødelagt, i det øjeblik du slog øjnene op igen. I det øjeblik, den kære Aro, kunne se hvilken katastrofe du er."

Jeg kneb en tåre, og så væk. Jeg vidste godt, at jeg ikke var normal, at jeg var et freak, men det gjorde stadigt ondt at høre det.

"Aro er død."

Hviskede jeg for mig selv, og kneb endnu en tåre. For på trods af, at Aro havde bidt mig, og at han altid havde været kold overfor mig, så havde han altid beskyttet mig. Han havde ikke tilladt, at nogen lagde hånd på mig. Selvom at det var sket alligevel.

"Nej, han er ej. Han skal bringes hertil, og han skal dø sammen med dig."

Sagde hun surt, og tvang mit ansigt op igen.

"Er det ikke nuttet?"

Spurgte hun, og lo let.

"Skaber og skabning skal dø sammen. Misfoster."

Hendes sidste ord sårede mig yderligere, så jeg opgav at stritte imod. Jeg vidste godt, at jeg ville dø i nat. Jeg ønskede ikke, at nogen skulle lide skade, så jeg opgav. Jeg håbede bare, at Edward og hans familie valgte at holde sig væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...