Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10430Visninger
AA

36. Elisabeths synsvinkel

"Vent, lige en gang til... Hun døde to dage inde i forvandlingen, men kom tilbage, selvom at hun burde være død?"

Spurgte Rosalie forvirret endnu engang, så Carlisle let nikkede. Jeg tømte lydløst drikkedunken, som han havde givet mig, og stillede den fra mig, så jeg kunne holde om min dukke.

"Kan du huske noget af det?"

Spurgte Alice forsigtigt ved siden af mig, og aede mig let over kinden, da jeg svagt gøs. Jeg nikkede let, og ønskede at jeg ikke kunne.

"Jeg var i bad, inden Aro kom. Lægen sagde, at isen frøs kroppen væk, så man skulle koncentrere sig om sit indre. Men jeg kan ikke lide det."

Hviskede jeg lavt, og vendte min dukke, så jeg kunne se dens ansigt som var fuld af revner. Jeg kunne lugte at Edward havde lavet den for mig. Det varmede lidt, men jeg føltes mig stadig så kold indeni.

"Aro sagde at jeg skulle hjem."

Tilføjede jeg lidt højere, da stemmerne hviskede til mig, at de alle så på mig. Jeg forsøgte igen, at skubbe dem væk, men lige meget nyttede det. Jeg havde ikke styrken til at kæmpe imod.

"Men at jeg skulle være en sød pige, og at jeg skulle dø først, så det gjorde jeg."

Sagde jeg stille, og aede nogle hår væk fra dukkens ansigt. Alice fangede forsigtigt mit blik, så jeg fik modet til at tale igen.

"Han sagde at han ville gøre mig til sin datter, så han bed mig. Det gjorde ondt, i hele kroppen."

Hviskede jeg forpint, mens jeg tydeligt kunne huske det. Jeg smed dukken fra mig, så den gled hen over gulvet. Hvordan kunne en livløs dukke beskytte mig på nogen måde? Det var en åndsvag tanke, tænkte jeg for mig selv. Jasper lagde mærke til mit humørskift, og lavede et fokuserende ansigtsudtryk. Også Alice så undrende mellem mig og dukken.

"Så jeg døde, men Aro sagde at det var for tidligt, at det er derfor at jeg ligner et barn. At jeg ligner et lig, som skulle have været begravet for længe siden."

Sagde jeg irriteret, og gav mig til at rive de frynser af, som var på min bluse. De var latterlige.

"Tænk, det er derfor at han klæder mig ud som en dukke. Fordi at han skammer sig over, at han ikke kunne skabe et ordentligt barn. Den gamle nar!"

Hvæssede jeg hidsigt, og følte hvor meget jeg hadede Aro for at have skabt mig. Emmett rakte hurtigt ud, og trak Alice baglæns, op og stå igen. Jeg lo ondt.

"Er du bange for mig? Din gamle kælling!"

Hvæssede jeg rasende, da de trak sig yderligere tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...