Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10404Visninger
AA

31. Elisabeths synsvinkel

Hvor var dukken? Hvor var dukken? Hvor var dukken?! Blev jeg ved med at tænke. Dukken kunne se det hele, holde øje med alt, det kunne jeg ikke. Uanset hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg ikke bevæge mig hurtigt nok til at se det hele. Den slemme mand, han kunne være hvor som helst. Han måtte ikke... han måtte ikke tage mig. Ikke igen. Ikke igen, tænkte jeg panisk.

"Elisabeth, rolig nu."

Forsøgte den underlige kvinde med det korte hår at berolige mig. Jeg rystede på hovedet, og forsøgte at holde øje med alle hjørnerne på en gang. Men jeg kunne ikke, jeg kunne bare ikke.  Jeg måtte fokusere på noget andet, noget andet, så den slemme mand ikke kunne se mig.

"Hvad hedder du?"

Spurgte jeg kvinden, og rakte ud efter hendes hånd igen. Hun havde lovet, at hun ville passe på mig. Men hvordan kunne hun passe på mig, når den slemme mand var i nærheden? Hun gav mig sin hånd, og straks mærkede jeg den velkendte følelse.

"Du hedder Mary Alice Brandon, går under navnet Alice, født i 1901. Forvandlet i 1920, fandt din mage i 1948. Jasper Whitlock, nu Hale. Blev en del af Cullen-familien i 1950."

Hun rev hånden til sig, med et chokeret ansigtsudtryk. Jeg rakte beskyttende hænderne op foran mig, mens jeg for tilbage, så jeg ramte væggen med et brag.

"Undskyld, undskyld, undskyld. Det var ikke min mening, det var ikke min mening, det var ikke min mening. Undskyld, undskyld..."

Forsøgte jeg at undskylde, men jeg holdt armene beskyttende op foran mig. Jeg forsøgte, at holde tårerne tilbage. Jeg blev bange, bange for at hun ville slå mig. Det var jeg vant til, når jeg gjorde noget, som jeg ikke måtte. Jeg mærkede pludseligt, at hun lukkede sin hånd om min egen arm, og tvang den ned. Jeg mødte hendes blik, bange for hvad hun ville gøre.

"Du må ikke slå mig."

Hviskede jeg stille, og forbedredte mig på, at hun ville slå.

"Du må ikke slå mig. Jeg gjorde det ikke med vilje. Det er stemmernes skyld."

Bad jeg, mens jeg mærkede tårerne flyde over, så de rendte ned af mine kinder. Hun så nysgerrigt på mig.

"Stemmernes skyld?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...