Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10436Visninger
AA

2. Elisabeths synsvinkel

 

Endeligt kunne jeg se en indkørsel på til et stort flot hus med kæmpe glasvinduer. Jeg opgav at tælle træer, og blev endnu mere utålmodig. Jeg sad og småhoppede frem og tilbage i sædet.

"Er vi her? Er vi her?"

Spurgte jeg glad, og så på Aro. Han nikkede let.

"Men tag den nu med ro. Vi ved jo ikke hvordan han reagerer."

Sagde Aro med en blød tone. Det lød venligt, men jeg huskede mig selv på, at det betød at jeg bare havde at opføre mig ordentligt. Jeg tvang mig selv til at sidde roligt, og nikkede elegant. Aro smilede tilfreds, men jeg opfangede tydeligt det utalte spørgsmål. "Hvorfor kan hun ikke være sådan hele tiden?"

Bilen blev standset, og Jane og Felix steg ud. Felix lukkede dernæst Aro ud, og Jane lukkede mig ud. Jeg ventede roligt ved Janes side, indtil Aro kunne tage plads ved min side. Felix indtog en forsvarsplads bag os, og Jane foran os. De var nervøse, som om de forventede et angreb. Jane gik først, indtil vi nåede op til hoveddøren. Så trådte hun til siden, så Aro kunne banke på. Jeg kunne svagt høre to hjerteslag i skoven, bagved huset. Gad vide om det var middagen?

Aro bankede let, en enkelt gang og jeg kunne mærke hvordan jeg blev mere og mere spændt, mere og mere nervøs. Jeg kunne høre nogle skridt, som forsigtigt nærmede sig døren. Dørhåndtaget blev langsomt skubbet ned, og døren blev åben. 

Men det var ikke ham, som åbnede døren. Det var en mand med kort lyst hår, meget høj og slank. Jeg fornemmede, at han var meget gammel. Jeg kunne ikke længere dy mig, og kiggede ind forbi ham. Han lagde ikke mærke til det, hans skræmte øjne sad fast ved Aros rolige blik. 

Pludseligt så jeg ham. Han stod med ryggen lidt til. Men det var ham, det var jeg helt sikker på. Jeg kunne genkende håret, hans holdning, bare den måde han stod på. Nu glemte jeg alt om Aros ord, og kunne slet ikke holde mig tilbage mere. Jeg for ind, og slog armene om ham, netop som han vendte sig imod mig.

"Edward, Edward, Edward."

Råbte jeg glad, og knugede ham ind til mig. Han stod som forstenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...