Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10398Visninger
AA

51. Edwards synsvinkel

"Far, hvornår kommer Elisabeth hjem?"

Spurgte Reneesme forsigtigt, og knugede en dukke ind til sig. Jeg genkendte den som Elisabeths dukke. Jeg havde repareret den for Reneesme, fordi at hun gerne ville have den. Jeg havde bare ikke vidst, at hun egentligt bare ville passe på den, indtil Elisabeth kom hjem. Esme rejste sig fra sofaen, for at tage Reneesme væk fra mig, men jeg vinkede hende af, så hun satte sig ned igen. Men hun skævede nu alligevel bekymret til os.

"Elisabeth er hos englene."

Sagde jeg, og aede let Reneesme's kind. Reneesme så trist ned igen, og hviskede med en tynd stemme:

"Hun er død, er hun ikke også?"

Jeg sank en klump.

"Elisabeth er hos englene, oppe i himlen."

Sagde jeg stædigt, og havde ikke det mindste ønske om at min elskede datter skulle forstå døden, når hun var så ung. Reneesme så bare endnu mere trist ud, så jeg tog hende i armene og trak hende ind til mig.

"Elisabeth tog op til englene, for at jeg kunne blive ved dig."

Forsøgte jeg at forklare, og aede let Reneesme's kind. Hun lagde sig tæt ind til mig, og knugede dukken stramt ind til sig.

"Hvorfor kunne i ikke begge komme hjem?"

Spurgte Reneesme. Det var tydeligt, at høre at hun var ked af det. Jeg knugede hende tæt ind til mig, og hviskede trist i hende øre.

"Det ved jeg ikke, lille skat. Det ved jeg ikke."

Vi havde som de eneste overlevet Elisabeths fri sluppet vrede. Hun havde beskyttet os yderligere, da hun gav sit liv for at beskytte os. Kun der hvor vi lå på gulvet, væltet omkuld af hendes flammende vrede, var det ikke forbrændt. Alt andet var. Vi havde kort forsøgt at finde noget, hvad som helst, men havde hurtigt opgivet. Der var ikke det mindste spor, af noget som helst, tilbage. 

Det var ved at være snart to måneder siden, og jeg sørgede stadigt over hende. Jeg vidste, at de andre var bekymret for mig. Jeg forsøgte at hvad jeg kunne, at opføre mig normalt. At jage med de andre, at lege med Reneesme og at være mig selv, som de havde brug for. Men en del af mig var død sammen med Elisabeth. Jeg havde hadet hende, men havde tilgivet hende. Jeg havde lært at elske hende igen, og jeg havde set en forbedring, en forandring, i hende. Jeg havde set det som et tegn på, at hun godt kunne blive normal igen. At hun kunne være den lykkelig pige, kvinde, som jeg havde håbet på. Men det var alt sammen blevet ødelagt, da hun forsvandt, da hun døde.

Alice havde rejst en lille gravsten ude i haven, ved skovkanten, hvor Elisabeths navn stod skrevet på. Under stenen havde hun begravet et armbånd, med symbolet for vores familie indgraveret, som et tegn på at hun var en af os. At hun havde været en af os, og at hun altid ville være det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...