Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10427Visninger
AA

48. Edwards synsvinkel

"Elisabeth."

Kaldte jeg forsigtigt, og tog nogle enkelte skridt hen imod hende. Hun så fortabt op mig, så jeg endeligt kunne se hvis hoved, som hun holdt i hænderne. Jeg gøs let, da jeg genkendte det, men fortsatte hen imod hende.

"Det er Aros hoved."

Hviskede jeg lavt til Alice, og gik på knæ foran Elisabeth, som så ned på hovedet igen. Hun holdt det tæt ind til sig, strøg det over hårene og vuggede det let som et barn.

"Jeg husker baby."

Hviskede hun fortabt, og fortsatte med at vugge hovedet. Jeg havde håbet på, at hun aldrig ville huske, at hun havde født vores egen fars barn, men det blev ikke sådan. 

"Hvor er baby?"

Hviskede hun trist, og så ned på hovedet, som hun let aede. Det så ud til at gå op for hende, hvad det rent faktisk var, for pludseligt kastede hun det fra sig, så det trillede hen af gulvet. Det endte for fødderne af Carlisle, som forsigtigt samlede det op. Han sukkede let.

"Kunne det være gået anderledes?"

Spurgte han nærmest sig selv, da hovedet næppe ville svare ham. Han lagde det forsigtigt fra sig på en metalhylde.

"Er hun okay?"

Spurgte Carlisle bekymret. Elisabeth ville ikke lade mig hjælpe hende op og stå igen, men jeg kunne se, at der var blod under hende.

"Jeg kan ikke afgøre hvor det kommer fra, men hun bløder."

Svarede jeg bekymret, og rakte ud efter Elisabeth igen, som igen søgte væk. Carlisle nærmede sig forsigtigt, bekymret for Elisabeths tilstand.

"Gå hjem."

Bad Elisabeth pludseligt med sin ynkelige barnestemme, og så på mig med et tårefyldt blik.

"Gå hjem."

Bad hun igen.

"Hvorfor? Vi kan da ikke efterlade dig her?"

Spurgte jeg nysgerrigt.

"Jeg tror, at det stammer fra hendes underkrop. Hun er ved at forbløde, Edward. Hun er forvirret."

Sagde Carlisle bekymret. Jeg nikkede let.

"Kom nu, vi skal hjem Elisabeth."

Sagde jeg til Elisabeth, netop som jeg mærkede en svag smerte i nakken og sank sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...