Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10442Visninger
AA

40. Edwards synsvinkel

Jeg ventede indtil at jeg var sikker på, at Alice ikke kom tilbage lige forløbigt. Midlet var mere effektivt end vi havde regnet med, så hun havde sovet det meste af dagen og natten væk. Jeg gik ind til hende, og kunne se at hun stadigt sov dybt.

"Hej pus."

Hilste jeg, som jeg altid havde gjort som barn. Jeg satte mig på stolen, hvor Alice havde siddet for få øjeblikke siden, og tog forsigtigt hendes hånd. Hun var så kold, tænkte jeg og lagde mit hoved på min arm,  så jeg lå med overkroppen på kanten af sengen. Jeg aede let hendes hånd. Jeg kunne høre de andres tanker i mit hoved, og kunne derved se den samtale som de havde.

"Vi kan ikke slå hende ihjel."

Sagde Alice stædigt, og forsvarede Elisabeth overfor Jasper. Alice holdt mere af hende, end hvad hun havde udvist, tænkte jeg stille for mig selv og så på Elisabeths rolige ansigt. Jeg brød mig ikke om at indrømme det, men på en måde så havde jeg savnet hende. Jeg hørte nogen ved døren, og gættede det til at være Bella, da jeg ikke opfangede nogle tanker fra hende. Hun gik dog hurtigt igen.

"Har du ikke overvejet, at det ville være det bedste for hende?"

Spurgte Jasper utilfreds, og lagde armene over kors. Alice rystede hidsigt på hovedet.

"Hun er til fare for sig selv og andre. For pokkers da også Alice, hun kan ikke engang tage vare på sig selv."

Sagde Jasper opgivende, godt klar over at Alice ikke sådan var til at rokke. Hun lagde stædigt armene over kors, og så indgående på Esme og Carlisle.

"Og hvad er din mening?"

Spurgte hun Carlisle. Han var jo den ældste af os, og sammen med mig, grundlægger af vores familie. Hans mening gjaldt over os andre, selvom at han ikke syntes om at bruge den mulighed. Han var stadig ved at finde ud af hvad han egentligt mente, og skulle sige, da Bella kom ned. 

"Kom."

Sagde hun og vinkede dem efter sig. Jeg forstod ikke rigtigt hvad det gik ud på, og vendte min opmærksomhed mod Elisabeth.

"Jeg har savnet dig, pus."

Mumlede jeg lavt, og indså at det var sandt. For på trods af alt, så var hun min søster og jeg havde savnet hende forfærdeligt som barn, da hun var blevet indlagt.

"Kan du huske den gang hvor jeg væltede mors blomster, og hvor du tog skylden?"

Begyndte jeg at tale med hende, godt klar over at hun ikke hørte mig.

"Vi kom op og skændes over hvis skyld det var, så mor blev helt forvirret. Vi endte med at slippe for straf, selvom at vi havde ødelagt vasen."

Sagde jeg kærligt, og fik et svagt smil på læben, da jeg huskede det. Jeg satte mig forsigtigt op igen, men holdt hendes hånd imellem mine hænder.

"Hvad skal jeg gøre med dig?"

Spurgte jeg opgivende, og kyssede tilgivende hendes hånd.

"Bare du kunne fortælle mig det, så jeg kunne fikse det. Bare jeg vidste hvordan jeg kunne hjælpe dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...