Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10418Visninger
AA

38. Edwards synsvinkel

Jeg lagde mærke til at Elisabeth nærmede sig mig, med faretruende skridt, som om at hun ville rive hovedet af mig.

"Elisabeth er skør, Elisabeth er skør. Hendes forstand er borte, den tog katten! Æbler er pærer, og dukker beskytter. Elisabeth er skør! Hun skriger om natten, om den slemme mand, som ikke skal tage hende."

Sagde Elisabeth med flere forskellige barnestemmer. Stemmer, som jeg godt huskede. De få gange, hvor jeg havde taget Elisabeth med ud af huset, uden vores forældres viden, havde andre børn råbt af hende. Så hun var blevet så bange, at jeg holdt op med at tage hende med udenfor. Jeg lavede et svagt signal til Emmett, som vi havde brugt før. Men der havde det været for sjov, ikke som nu, hvor det var alvor. Han tøvede derfor. Men jeg kunne høre, at Carlisle var på vej tilbage, så vi havde ikke mere tid. Jeg trådte frem imod Elisabeth og kunne se hendes had i øjnene vokse.

"Slap af Elisabeth."

Bønfaldt jeg hende. Jeg havde ikke lyst til at gøre det imod hende, som vi var på vej til. Ikke igen. Hun havde oplevet det alt for mange gange.

"Edward er en god dreng, slet ikke som sin søster. Se han, han skal nok blive noget stort."

Efterabede Elisabeth igen vores fars stemme, og pludseligt lagde jeg mærke til en svag skælven i hendes stemme. Hun lød.... bange, gik det op for mig. I det næste øjeblik valgte Emmett at han ikke ville tøve længere, og kastede sig frem. Han låste sine arme om Elisabeths ben, så hun væltede sammen. Straks greb jeg hendes arme og maste dem ned i gulvet så let som ingenting. Det gik op for mig, hvor svag hun egentligt var. Hun knurrede rasende, men straks blandede også Jasper sig, og holdt forsigtigt om hendes ansigt, så hun ikke kunne bide mig armen.

"Carlisle nu."

Sagde jeg anstrengt, mens vi holdt Elisabeth nede. Hun vred sig vildt, for at forsøge, at komme fri. Hun havde opdaget sprøjten i Carlisles hånd, og vidste hvad det betød.

"Nej! Nej!"

Skreg hun panisk, igen som det lille barn.

"Jeg vil ikke sove, jeg vil ikke sove."

Skreg hun, og forsøgte igen at vride sig fri. Men det var umuligt, når vi tre holdt hende nede. Hun så pludseligt på mig, med store bange øjne.

"Du lovede mig, at jeg ikke skulle sove igen. Aldrig, aldrig mere."

Hviskede hun, med sin barnlige stemme, da Carlisle trykkede stemplet i bund på sprøjten i hendes arm. Så blev hendes blik fjernt, og hun sank livløst sammen på gulvet. Jeg slap hende hurtigt, som om at jeg havde brændt mig på hende.

"Edward?"

Kaldte Carlisle bekymret, da han så mine rystende hænder. Jeg så kort på Elisabeths slappe krop på gulvet, før jeg for op og ud af stuen. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg havde gjort det mod hende igen, selvom at jeg havde lovet at jeg ikke ville. Jeg for ud af hoveddøren, og løb mod skoven. Det eneste sted hvor jeg kunne tænke i fred.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...