Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10366Visninger
AA

37. Edwards synsvinkel

"Er du bange for mig? Din gamle kælling!"

Hørte jeg tydeligt Elisabeth hvæsse af Alice, og skyndte mig videre ind af stuedøren. Jeg indså, at den var gal,  så snart jeg svagt havde fornemmet hendes tanker helt nede i hytten. Jeg vidste altid hvor hun var, jeg kunne mærke tomrummet. Jeg trådte ind af døren, og kunne se, at kun Carlisle opdagede at jeg var her. De andre så bange på Elisabeth, som hidsigt knurrede efter Jasper, som forsøgte at berolige hende med sin evne.

"Blod var ikke det eneste, som Aro gav os. Hent midlet og hurtigt."

Hviskede jeg meget lavt i Carlisles øre, så jeg tvivlede på om han hørte det. Han hørte det dog, nikkede forsigtigt og forstod hvad det gik ud på. Han forlod lydløst stuen, med retning mod køkkenet.

"Hun er så sød, så uskyldig, som et kærligt barn."

Vrængede Elisabeth af Esme, som en tydelig gengivelse af noget som Esme havde sagt om hende. Elisabeth udviste et ansigtsudtryk af had, og lod som om at hun var ved at brække sig. Jeg bad til, at Carlisle ville skynde sig endnu mere.

"Så er det godt Elisabeth!"

Råbte jeg rasende af hende, selvom at jeg slet ikke følte noget had overfor hende i det øjeblik. Det vidste jeg, at det var for farligt. Jeg ville ikke blive tilgivet lige forløbigt, hvis jeg rev hovedet af Elisabeth.

"Og dig..."

Begyndte Elisabeth, og så på mig med had i blikket.

"... din afskyelige møgunge!"

Råbte hun hadefuldt, ikke længere som et lille barn, men som en fuldvoksen kvinde. Hun rejste sig fra gulvet. Hun stampede med vilje på dukken, så den gik fuldstændig i stykker.

"Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du skal holde dig fra hende?! Din søster er ikke rask."

Sagde Elisabeth, som en perfekt efterligning af vores mors stemme.

"Du vil altid være min første fødte. Din søster eksisterer ikke for mig, hun er vanvittig. Hvis det ikke var for din tåbelige mor, så havde jeg forlængst fået hende sendt bort på anstalt."

Sagde Elisabeth, som en efterligning af vores fars stemme. Jeg sukkede, jeg huskede godt selv samtalen, men havde ikke været klar over at hun havde overhørt den.

"Ja, far. Selvfølgelig far. Hun burde være død ved fødslen og smidt væk."

Sagde Elisabeth med en såret klang i sin stemme, da hun efterabede min stemme. Hvad hun ikke vidste, var at jeg havde løjet for vores far, og at jeg efterfølgende havde svoret at beskytte hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...