Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10398Visninger
AA

19. Carlisles synsvinkel

 

Edward gik i stå igen, og sukkede stille.

"Dagen efter at jeg var fyldt ti, gik det glat, forfærdeligt glat."

Jeg kunne se på Edward, at det gjorde ondt på ham, at tale om det, så jeg tog hans hånd igen. Jeg fangede hans blik igen.

"Undskyld Carlisle, jeg løj for dig."

Sagde han stille. Jeg tog hans hånd med begge mine hænder, og nikkede let. Jeg havde tilgivet ham.

"Min far døde ikke af den spanske syge. Elisabeth myrdede ham."

Hviskede Edward lavt, så jeg næsten ikke hørte det. Jeg så på ham, og kunne se, at han ville have grædt, hvis han kunne.

"Min mor var ikke hjemme, og jeg var kun lige stået op. Jeg gik ind i Elisabeths værelse, som jeg plejede, for at hjælpe hende med at komme op. Men hun var der ikke, så det gjorde mig bekymret. Jeg fandt hende i vores forældres soveværelse. Hun sad ovenpå vores far, dolkede ham med brevåbneren. Da hun opdagede, at jeg var der, rejste hun sig og gav mig hans øjne i hænderne."

Edward gik i stå igen. Han lavede den ynkelig grædelyde, som var det eneste vi er i stand til, men holdt det  tilbage. Jeg tænkte stille, at han ikke behøvede at fortsætte, men inden jeg kunne sige det, fortsætte han.

"Så snart min mor kom hjem, og fandt mig grædende i stuen, var hun klar over, at det var gået galt. Elisabeth var fuldstændig fra den, og forsøgte også på at stikke vores mor ned. Det lykkes min mor, at slå hende ud, hvorefter at hun ringede til politiet. Elisabeth blev slæbt væk, og på det tidspunkt var hun igen som et ynkeligt lille barn. Min mor fortalte mig, at hun var kommet et sted hen, hvor de kunne hjælpe hende. Men jeg var ligeglad med hende. Jeg kunne ikke holde af hende, når hun havde dræbt vores far."

Edward gik i stå igen, og brød sammen. Han begyndte at græde, fuldkommen ukontrolleret. Jeg gav Jasper et hurtigt håndtegn om at gå, lade mig være alene med Edward. Jasper nikkede hurtigt forstående, og rejste sig for at gå.

"Undskyld, jeg løj. Undskyld, at jeg løj."

Sagde Edward grædende, mens Jasper forlod soveværelset. Jeg aede beroligende hans pande, og ville ønske at jeg havde evnen til at fjerne de minder fra Edwards sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...