Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10372Visninger
AA

18. Carlisles synsvinkel

Jeg sukkede dybt, da Edward stadig ikke havde sagt noget efter et kvarter. Han havde end ikke rørt sig. Han lå bare, og stirrede op i loftet.

"Edward."

Sagde jeg forsigtigt, og lænede mig frem i stolen. Det pinte mig, at han ikke reagerede på mig. Det pinte mig, at vi havde været nødt til at lamme ham for nogle timer. Det gjorde ondt, og jeg vidste at Edward kunne læse i mine tanker, hvor meget jeg fortrød det. Jasper holdt sin hånd over Edwards, og holdt ham rolig. 

"Hvad ville det nytte?"

Sagde Edward pludseligt opgivende, og mødte skamfuldt mit blik. Jeg lagde mærke til at Jasper slap ham, og tog trøstende hans hånd.

"Fortæl mig det."

Sagde jeg bedende. Edward tøvede kort, men nikkede så svagt.

"Der er tre års forskel imellem os."

Begyndte Edward at forklare, mens han så på i loftet.

"Elisabeth var ganske normal, indtil hun var omkring otte. Så var det at hun begyndte at opføre sig underligt. Hun fik raserianfald, og blev fuldkommen umulig at styre. For derefter at blive helt rolig igen, eller at begynde at græde. Det blev værre efterhånden som hun blev ældre, men hendes mentalitet var den samme. Hun blev ikke ældre end de otte år. Nogle gange opførte hun yngre. Hun drev vores forældre til vanvid. Min mor..."

Edward gik kort i stå, og fik et trist ansigtsudtryk, før han forsatte:

"Min mor var heller ikke helt normal. Hun havde sine sære tendenser, men det var ikke slemt nok til at hun ikke var en god mor og hustru. Hun kunne skjule det. Elisabeth har nok arvet det fra hende."

Edward trak sin hånd fri fra mit greb, og fortsatte med at forklare.

"Jeg har altid elsket hende. For på trods af hendes særheder, så var hun jo som et barn. Jeg blev som en storebror for hende. Jeg følte at det var min pligt at beskytte hende. Så jeg tog tit skylden for hende. Sagde at det var mig som havde ødelagt noget, som hun havde ødelagt. Jeg holdt hånden over hende, trøstede hende, når hun fik skældud. Jeg var hele tiden overbevidst om, at hun ville få det bedre. At hun snart ville få det bedre."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...